Ånd skrumper, hvis sproget skrumper

|

Kategorier

Artikler

af Ingrid Ank, akademileder og redaktør —

Hvis vi kun kan tale i ting, kan vi også kun tænke i ting. Og så bliver ordet ånd til ’et eller andet ophøjet’, vi ikke forstår noget ved. Interview med professor i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz om ånd, dannelsestab og om at kunne pege ud over verden

Man skal hægte sig godt fast i ordet ånd for at følge dets vej gennem historien. Eller også skal man hægte sig fast i professor Hans-Jørgen Schanz, der har skrevet en idehistorisk lommebog om ordet og begrebet ånd. Bogen er kort og klar. Så klar, som det nok er muligt. Det har taget ham fire år at gøre dette overblik tilgængeligt for os andre.

Jeg beder ham pege på de steder i åndsbegrebets historie, hvor de store ændringer sker.

”Hos folkereligionerne betyder ånd simpelthen bare livsigangsættende åndepust. Det løfter sig så op i filosofien i antikken, men spiller endnu ikke den helt store rolle. Der er svingninger mellem sjæl og ånd, og det er helt tydeligt, at der er en forskel, idet sjæl altid angår det enkelte individ, mens ånd har en tendens til at blive kollektivt. Alligevel er der ikke nogen klar modsætning mellem pneuma og psyke, ånd og sjæl.”

”Det næste store, der sker, er med kristendommen. Især med Augustins opfattelse af, at ånden er det, der udmærker sjælen, sådan at den kan få et forhold til Gud. Det er det samme, Søren Kierkegaard siger 1500 år efter, altså at mennesket er en syntese af krop og sjæl, og at en sådan syntese kræver et tredje, og det er ånden. Men det er lige præcis det, Augustin afdækker. Mennesket er ikke bare bevidsthed, men selvbevidsthed, og derfor kan det have et forhold til et eller andet, der er større, uden for sig selv. Med andre ord: Mennesket peger ud over sig selv. Og ud over verden. I modsætning til min hund, der også har sjæl, men ikke ånd. Dens sjæl peger direkte ned i sporet i verden og ikke i andet. Det er også helt fint. Den er kun en hund.”

”Efter Augustin udbygger man i middelalderen hele snakken om Helligånden, og det vil jeg ikke ind i. Det overlader jeg trygt til præsterne og teologerne. Og så er der Luther, der genoplader Augustin, selvfølgelig. Men den næste store ændring er i oplysningstiden og især lige efter med den tyske idealisme. Hos Hegel får vi idéen om ånd som det, der bærer historien, dvs. man får en art sekulariseret historiefilosofi. Ånd hos Hegel er helt enkelt: ånd er udtryk for de bevægelsesformer, en kulturs modsætninger har. Enhver kultur har modsætninger, ellers falder den i søvn, og det, at de modsætninger ikke eksploderer, men finder former hvori de kan bevæge sig, det er ånd.”

”Men så kommer den danske opposition med Kierkegaard, der siger: ånd er ikke noget kollektivt. Ånd er det enkelte menneskes forhold til Gud. Og samtidig har vi Grundtvig, som på mange måder er en folkelig udgave af Hegel, der bruger ordet ånd i alle mulige sammenhænge, fra den mest elementære betydning: det livsigangsættende, til noget enormt kollektivt. Ånd er altid positivt hos Grundtvig.”

”Hvis vi så bevæger os videre ind i det 20. århundrede, så vil man kunne se en mærkelige spaltning. For den eneste gruppe, der nu vil tale om ånd, er de konservative. Socialisterne har aldrig villet tale om ånd, fordi de konservative gjorde det. I stedet for at erobre åndsbegrebet fra de konservative, så negligerer man det. Og liberalisterne har aldrig villet vide noget om ånd, de har været kræmmere lige fra starten af.”

”Det betyder, at i dag har konservatismen – jeg taler ikke om det konservative parti, men konservatismen – vind i sejlene, fordi den har holdt fast i det der. Hvorimod store dele af venstrefløjen og socialismen er i vildrede som bare fanden, fordi de mangler et sprog. Sagt kort.”

Samtidskritik

”Og så afslutter jeg jo min bog med en vild polemik mod dannelsestabet. Jeg mener, det er et faktum, at der er sket et dannelsestab, og at det hænger sammen med åndstabet. For ånd og dannelse hænger intimt sammen, og når jeg taler om dannelse, så er det jo altså ikke noget med at kunne opføre sig pænt, men orientering i verden, verdensåbenhed, nysgerrighed.”

”Den konservative strømning har vind i sejlene i forhold til at holde fast ved en åndelig dimension. Ofte er det det rene pjat, der siges, men ikke altid, og de har meget lettere ved at udgøre en kontinuitet, fordi de altid har skuet bagud og har refereret til forbilleder i litteratur og æstetik og musik, hvorimod modernismen ikke rigtig har kunnet pege på forbilleder og hele tiden har tabt kontakten med traditionen. Modernismen var jo netop antitraditionalistisk. Adorno, min lærer i Frankfurt, har lavet en god definition af modernismen som kunst: Modernismen er den første kunst, der opponerer imod samtidens kultur. Mens fortidens kunst udtrykte og bekræftede samtidens kultur, så sker der det omkring 1850, at kunsten går i opposition til samtidskulturen, og derved implicerer den et permanent traditionstab. Det er ikke helt dårligt set af Adorno.”

Din samtidskritik er også en kritik af, at et bestemt sprog har taget magten. At vores hverdagssprog er blevet en slags pseudovidenskabeligt sprog. Hvordan er sammenhængen mellem ånd og sprog?

”Det er vigtigt at sige, at min bog ikke er et angreb på videnskaben. Slet ikke. Men den er et angreb på det forhold, at vi på pseudovidenskabelig facon bevidst eller ubevidst overfører et videnskabeligt verdenssyn og sprog på hele menneskelivet. Det synes jeg gør det fattigt.”

”Ånd har det med sproget, som fisk har det med vandet, de dør, hvis vandet er forurenet. Og på samme måde med ånden. Den forsvinder, den skrumper ind, hvis sproget skrumper ind. Hvis sproget en-dimensioneres. Hvis der ikke er plads til åbninger mod verden.”

”Det handler ikke om store patetiske højtidelige ord. Et sted i min bog refererer jeg fx til den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson. Prøv at læse hans sidste roman, der hedder Nogenlunde på størrelse med universet. Der er ånd i den bog! Og det er hverdagssprog og hverdagsbegivenheder hele vejen igennem. Intet højtideligt, og der er ikke en sætning, hvor ånden ikke lever.”

At det burde være anderledes

Men hvis man nu skal se kritisk på det, så var det i gamle dage – hvornår de end var – åndspersoner som dig selv, man gerne ville høre i offentligheden. Så når du nu føler trang til protest, kan det så ikke bare være fordi de klassiske åndsautoriteter har mistet deres magt og indflydelse?

”Jeg tror sådan set ikke, det handler om magt. Problemet er, at vi ikke bliver hørt. Vi bliver ikke taget alvorligt. Til dels bliver vi i offentligheden, men ikke i institutionerne.”

”Jeg har aldrig holdt så mange foredrag, som jeg gør nu. I sognegårde, på højskoler osv., hvor jeg kan konstatere en stor interesse. Men det er uddannelsesinstitutionerne, den er gal med. Og det er en af grundene til, at jeg bliver her på universitetet, så jeg kan lave lidt rav i den og gøre lige, hvad jeg vil. Og hvis jeg ikke kunne fortsætte med at gøre det, jeg mener er meningsfuldt og som jeg altid har gjort, så var jeg væk med det samme. Men det kan jeg stadig så nogenlunde.”

Og er det så fordi, du ikke er en ung post.doc. eller nyansat lektor?

”Ja, det er det. Jeg er for længst hinsides de krav der. Det med karriere skal jeg ikke tænke på mere og gør det selvfølgelig heller ikke. Men de unge bliver jo afrettet af systemet og opdager slet ikke, at det kunne være anderledes. Og at det burde være anderledes.”

Men hvis man anlægger et rent kvantitativt perspektiv på det, så er der jo kommet mange flere studerende på universitetet, og mange flere unge kommer på gymnasiet. Mange af de mennesker har jo fået adgang til noget, der ikke ville have været muligt tidligere. Så kan man ikke hævde, at godt nok er der mindre bevægelse i sproget, mindre ånd, men der er mange flere der får adgang til det.

”Jamen de bruger den jo ikke, denne adgang. Og universiteterne stimulerer det ikke. For de skal ryge igennem studierne, og der er eksamener hele tiden. Egentlig tid til fordybelse og tid til at gå udenfor og kigge på solen eller månen, det har de ikke. Og det er ikke godt.”

”Jeg har intet imod, at der kommer mange på universitetet, det synes jeg kun er godt, men det er skidt, hvis det betyder, at kravene sænkes. Og det er det, der sker. Uanset om nogen hævder der modsatte. Jeg fatter ikke, at nogen kan opfatte en universitetsuddannelse uden et kraftigt element af elitisme. Det skal der være. Det har ikke noget med snobberi at gøre, det har noget med kvalitet at gøre.”

”Og det betyder, at man skal definere kravene ud fra det, lærerkorpset mener er fagligt nødvendigt, og ikke ud fra de forudsætninger, de studerende møder op med. På det punkt er jeg elitær. Og demokrat. Det er fint, at der er mange, det er ikke antallet det er galt med.”

”Det ironiske er, at vi aldrig har haft så gode muligheder, men i stedet for at bruge dem falder vi i søvn. Det er det, jeg ikke forstår, og det er derfor jeg råber op. Og derfor er min bog skrevet så ekstremt polemisk til sidst, for nu skal den sgu have en på frakken.”

Ånd transcenderer pragmatikken i hverdagslivet

Du nævner i din bog, at man i Danmark i modsætning til andre lande stadigvæk kan sige ånd. Er det Grundtvig og Kierkegaards skyld?

”Ja, helt klart. Der findes ikke længere et europæisk kulturborgerskab. Det er væk. Måske nok i et vist omfang i Frankrig og Tyskland, og til dels i England, men i andre europæiske kulturer, herunder Danmark og det øvrige Skandinavien, er kulturborgerskabet væk. Der er kun et pengeborgerskab, der ikke interesserer sig en kæft for ånd eller dannelse, men kun for sport og økonomi og helst i sammenhæng.”

”Men i Danmark, som formentlig har det mindste kulturborgerskab i hele Europa, er vi alligevel det folk, der anvender ordet ånd mest. Og det skyldes Grundtvig. Til dels Kierkegaard, men primært Grundtvig. For hvis man ser på Grundtvigs salmer og sange, så er mindst 70 % – og det er endda lavt sat – udstyret med et eller andet åndsord. Det forekommer overalt, og det betyder at vi ikke har et fremmedgjort forhold til ordet ånd. Men det er altså ikke et udtryk for, at vi er mere åndeligt udstyret end andre folk.”

Så det betyder ikke noget?

”Jo. Det giver mig en chance. For jeg skal ikke introducere ordet. Danskerne stejler ikke, når de hører ordet ånd. Folk mener, at de forstår et eller andet ved det. Det gør man ikke i Sverige.”

Men hvad er det, de hører, når de hører ordet ånd?

”Et eller andet ophøjet, tror jeg. Et eller andet abstrakt. Og det forbandede er, at ånd ikke er abstrakt. Men det pseudovidenskabelige sprog generer, at vi opfatter verden som ting, og at alt, der ikke er ting, bliver til noget abstrakt.”

”Da jeg gik i gang med bogen, stillede jeg mig selv samme spørgsmål: Hvad forstår jeg ved ånd? Ikke ret meget, fandt jeg ud af. Men så gik jeg i gang.”

Og hvad forstår du ved ånd?

”Ikke noget entydigt. Men hvis jeg skal sige det meget kort, så forstår jeg ved ånd det, der både individuelt og kollektivt overskrider en rent teknisk pragmatisk verden.”

Så det kan kun beskrives negativt, altså ud fra hvad det overskrider og dermed ikke er?

”Nej, for man kan jo godt beskrive effekterne. Hegels begreb om ånd er sgu ikke negativt. Men det er overskridende, transcenderende, det er det, der er vigtigt. Ånd transcenderer pragmatikken i hverdagslivet, men ånd er ikke en sfære for sig selv. Ikke det mindste. Prøv at gå hjem og læs Jon Kalman Stefanson. Fx Englenes sorg eller Fisk har ingen fødder. Man opdager det fra første side. Sproget løfter sig.”

Det vil jeg gøre.

”Og jeg vil gå hjem og lufte min hund.”

Det lyder som en god idé. Hvad er det for en hund?

”Det er en kongepuddel. To et halvt år gammel. Den er meget glad og kærlig. Og altid uden snor. Det har skaffet mig en politianmeldelse på halsen.”

Skønt.

”Ja. Har du selv hund?”

Nej, desværre. Men jeg har en kat.

”Det er dog noget.”

 

Fra: Dansk Kirketidende 6/2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *