Alt hvad som fuglevinger fik indlæg

Kategorier

Pinse

 

ALT HVAD SOM FUGLEVINGER FIK
Nr. 10 i Den Danske Salmebog

1 Alt hvad som fuglevinger fik,
alt, hvad som efter fugleskik
med sanglyd drager ånde,
lovsynge Gud, for han er god,
han i sin nåde råder bod
på støvets ve og vånde.

2 Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.

3 Hvad er vel og på jorderig,
der sammenlignes kan med dig
i trangen til Guds nåde?
Og det var dig, den ledte om,
da med vor Herre hid den kom
på underligste måde.

4 Så vågn da op, min sjæl, bryd ud
med lovsangs røst, og pris din Gud,
din skaber og genløser,
som så til dig i nåde ned
og over os sin kærlighed
med Trøsteren udøser!5 Og sig det til hver fugl på jord,
og sig til alle englekor,
hvis sang livsaligst klinger,
at du med dem i væddestrid
vil prise Gud til evig tid
for ånde, røst og vinger! 

N.F.S. Grundtvig 1851

Det er ingen overdrivelse, at Grundtvigs indtog i den danske salmetradition har karakter af en sangerdyst, en poetisk kamp for at tilvejebringe et nærvær, der gør en ende på de uoverstigelige skel mellem dengang og nu, mellem himmel og jord.
I den dyst er sangen mediet, der forbinder alt oppe og nede, mennesker, fugle og engle.

Denne salme er en lovsang, en lovprisning af Gud, som Skaber og Forløser. Salmen er digtet som en invitation til alle vingede væsner om at synge med. En enkelt metafor: ånde-fang binder det hele sammen. Så let!

Salmen er intet mindre end en poetisk genistreg pga. kompositionen af billedsproget, orkestreret og styret af ordet: åndefang, (v.2). Grundtvig gav det ord en ny betydning, løftede det poetisk ved at vække de billeder, som findes i det.

Oprindeligt betød åndefang, det at få vejret eller blot et gisp (jf. Brorson DDS nr. 45.3;190, 5)). Hos Grundtvig bliver ordet åndefang et virksomt billede, der konkret forbinder: åndedrag og vingefang, hvorved det bliver fremstillet overbevisende, at mennesket ved sin sjæl er et vinged væsen på linie med fugle og engle. (Det er i den samme periode Grundtvig ændrer i salmen ’Sov sødt, barnlille’ (674 v. 4) fra solstråle-vinger til ånde-dræts-vinger.)

I ’Alt hvad som fuglevinger fik’ er billedet på færde med det samme. Fuglen kan flyve højt i kraft af sine vinger, og Grundtvig skaber det billede, at fuglene synger, når de trækker vejret. Fugle kan også være stille, men med sammensætning af vinger og det syngende åndedræt fremmaner Grundtvig et billede, hvor fuglene repræsenterer skaberværket, der spontant lovsynger Gud for sin godhed og frelsergerning: han har gjort en ende på skabningens pine.

Mennesket er noget for sig i forhold til dyrene. Overalt hvor Grundtvig kan komme til det, fremhæver han menneskets frie ånd, som er ordet. Sproget er menneskets åndefang. Som fuglene har vinger har mennesket sin sjæl. Mennesket er frit, som et tænkende og talende væsen. De ord som mennesket kan frembringe er menneskets vinger. Tanken om at menneskets sjæl er friest, når det trækker vejret dybt for at synge:

’Og friest er dit åndefang, /når dybt du drager det i sang, /så højt i sky det klinger’ – rummer en tankegang, som har den gammeltestamentlige skabelse som sin baggrund. Mennesket er en levende sjæl, fordi Gud har indblæst sin livsånd i det. Forestillingen er helt konkret, at mennesket er levende, indtil Gud trækker sin livsånd tilbage og mennesket igen synker ned i den jord, hvorfra det er taget.

Grundtvigs poetiske sammenstilling af frihed, ånd og sang fremstiller, at mennesket, som skabning, er friest, når det lovsynger Gud. Mennesket kender sig selv som en Guds skabning, når det synger ord, med sit åndefang svinger sig op og i samme handling indrømmer, hvor åndedrættet, dvs. livsånden, udgår fra.

Det midterste 3. vers uddyber vilkåret for menneskets sjæl. Med en bestemmelse, som Grundtvig gerne bruger i andre sammenhænge, er sjælen, den indblæste livsånd, og sproget udtrykt frit i tanke og ord, er menneskets gudbilledlighed. Derfor er der i menneskets sjæl en trang til kunne være efter sin bestemmelse, dvs. kunne udtrykke Guds billede. Men det er hverken nemt eller lige til.

Menneskets er også frit til at sætte friheden over styr, efterligne tankeløst, hyle med i koret, i stedet for at vove at tale ud fra tankens klarhed eller følge sit hjerte. Derfor hævder Grundtvig: der er intet på jorden, der kan sammenlignes med mennesket i dets trang til Guds nåde, fordi det er mennesket, der pga. af sin mulige frihed, har behovet.

I sammenhæng hermed udtrykker anden halvdel af 3. vers den kristne tros mysterium, at den nåde, som mennesket trænger til, på underligste måde blev bragt i stand, da Guds søn kom til jord. Betydningen af ’Og det var dig, den ledte om’, må være, at det var menneskesjælen, Gud i sin handling ledte efter.

Underligt og forunderligt er det. Gud kan ha’ viljen til at komme mennesket nær, men han kan og vil ikke tvinge det. Det underlige er for Grundtvig ligeledes forbundet med sproget. Ordet som mennesket kan lytte til, smage på, lade slå rod i hjertet, selv formulere for at sige noget til hinanden, afslører at ordenes magt og udsigelseskraft ligger dybt i vores tro.

Således forløst, fortsætter vers 4 med en appel til sjælen: Vågn op! Som fuglene spontant bryder ud i fuglesang, hver gang de ånder (v.1), på samme måde, må mennesket spontant bryde ud i sang og bruge sin røst til at takke Gud for den genskabte verden. Grundtvig har en særlig evne til med lethed i få verselinier at samle hele trosbekendelsen. Således også i fjerde vers. Skaber og genløser har i sin nåde været på jorden: ’som så til dig i nåde ned’, og er fortsat nærværende med Helligånden, som trøster, når Gud udøser sin kærlighed.

Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med: ’Sig det til hver fugl på jord’, Mennesket må ha’ det med ord, som fuglen har det, der ånder, når den synger. Det ord, der på forunderlig vis rækker fra himmel til jord er blevet bekendt i vers 3-4. Her efter kan mennesket med sit ord invitere fugle og alle englekor til en væddestrid om at prise Gud til evig tid.

Salmen har gjort noget ved den syngende menighed. Den har lagt de ord på tungen, som gør, at livet på ny kan fremstå som gudgivet og skønt på trods af død og pine. Fuglene kan bare synge, i salmens poetiske fysiognomi, kan de slet ikke lade være. Mennesket må først trøstes. Mennesket bærer Guds billede, men det må høre det ord og digt, for at det kan føle det og se det.

Ved at gøre ordet åndefang til et virksomt billede i et poetisk univers med andre vingede væsner, forenet i at fylde himmelrummet med sang har Grundtvig med et enkelt billedsprog rejst en katedral af sanglyd – et genlydsrum, og dermed fornyede han salmegenrens funktion.

I en vis forstand kan man sige, at Grundtvig rækker bagom reformationen til middelalderens musikalsk teologiske forestilling om kirkemusikken som bindeled mellem himmel og jord, om lovsangen som en efterligning af englenes himmelske sang eller lige frem som en sammensmeltning af englenes og munkenes sang. En tankegang der i sin gamle form anså musikken for at være en afspejling af den kosmiske orden, og en tilsvarende opfattelse af kirken som det sted, hvor den orden fandtes, fordi kirken var en manifestation i verden af Guds forsyn.

Når dette motiv vender tilbage i Grundtvigs salmedigtning vender det ikke uden videre tilbage til det gamle. Det vinder frem som en inspiration til forandring. Hos Grundtvig vinder denne musikalsk-teologiske forestilling om musikkens funktion frem i form af en poetisk og vokal-teologisk forestilling om sangens magt.

Grundtvig sætter sin lid til poesiens evne til at bevæge, igennem den bliver salmens ordlyd til skaber-ord på den syngendes tunge.
Poetisk gøres det synligt for fantasien, mennesket er en skabning med rod i himlen og hjemme på jorden.

Kirsten M. Andersen, cand.teol og Phd. Lektor, University College Syddanmark

Fra hæftet: 16 KERNESALMER AF N.F.S. GRUNDTVIG, UDVALGT OG KOMMENTERET AF FEM FRA GRUNDTVIGSK FORUM, 2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *