Hvad Hannah Arendt og Grundtvig kunne have at tale om – tre bud

Frihed er ikke at bestemme selv i sin egen verden, men at kunne igangsætte initiativer i den fælles verden. Det og mere ville Grundtvig og Hannah Arendt kunne mødes om – og bl.a. derfor er der noget, i vores egen tid, der kalder på deres tænkning

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR, marts 2021

Inden for renæssancekunsten findes et motiv, der kaldes Sacra Conversazione. Det forestiller Madonna med barnet omgivet af helgener og alle engageret i eftertænksom, himmelsk samtale. ”Med venner i lys vi tale,” synger vi med Grundtvig (1783-1872) – og skulle man forestille sig Grundtvig i en sådan hellig himmelsk samtale, kunne samtalepartneren godt være filosoffen Hannah Arendt (1906-1975).

Her er tre bud på, hvad samtalen kunne handle om:

1. Mennesker har frihed

”Vi bliver vildledt af vores ordforråd,” skriver Hannah Arendt, og det gælder i særdeleshed, når vi taler om frihed. ”Jeg bestemmer selv over mit liv,” kan vi fx sige og dermed mene at have sat ord på vores frihed. Men for det første ved vi jo godt, at det gør vi ikke. Ikke helt. Måske ikke engang delvist. Andre mennesker, vejrforholdene eller en global pandemi lægger os hele tiden hindringer i vejen, så vi ikke bare kan bestemme selv. Men Arendt peger også på noget andet, nemlig at vi ofte bruger ’beherskelsessprog’, når vi taler om frihed: Vi taler om frihed som noget, der handler om at bestemme over.

Men når det nu er umuligt at bestemme selv i en verden, der består af andre mennesker end mig selv, så kunne man tro, at friheden slet ikke findes. Det gør den; mennesker har frihed. Men frihed skal ikke defineres som det at være suveræn i sit eget liv – og det er et af de steder, hvor Hannah Arendt og Grundtvig har noget at tale om. Mennesker har nemlig ifølge dem begge frihed ind i – og ikke i modsætning til – den fælles verden, som er befolket af andre mennesker. Vi står ikke hver især helt alene i vores eget univers og bestemmer over os selv – vi bliver til og giver livet form i en verden af mennesker. Frihed er ikke at bestemme, men at begynde – siger Hannah Arendt, og hos Grundtvig møder vi nogle tilsvarende tanker om, at mennesket kan igangsætte. Her hedder det, at mennesket er historisk-poetisk.

2. Et menneske er et mirakel

Hannah Arendt er ikke digter. Når Grundtvig skriver, at hvert enkelt menneske er ”et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden,” og vi derfor ikke skal bruge vores energi på at forsøge at gøre vores børn til ”et stentryk af os i legemsstørrelse,” skriver Arendt, at vi ikke er ”variable reproduktioner af én og samme oprindelige model.” Det er der selvfølgelig ikke så meget svung over, men pointen er tæt på at være den samme.

Når et menneske fødes, så kommer der ’en fremmed’ ind i verden, siger Arendt, og verden tager hele tiden imod disse ’fremmede’. Ethvert nyfødt menneske er ’fremmed’, for det findes ikke allerede i verden. Arendt skriver også, at mennesket er et mirakel – i betydningen ’umulig at forudsige’ (hvad mirakler jo er). Det har igen noget med, hvad frihed er, at gøre. Frihed er at være en begyndelse og at kunne begynde – altså virkelig begynde – og ikke være aldeles låst fast i en evig årsag-virknings-kæde.

’En fremmed’ eller ’et mirakel’ er ikke en kopi eller et stentryk af noget, der allerede findes. Grundtvig skriver det på denne måde: ”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning.”

3. Tilgivelse er meget mere udbredt, end vi tror

Hannah Arendt var jødisk ateist – med et skarpt øje for, hvor der kunne hentes originalt tankegods i kristendommen. Om Jesus af Nazareth skriver hun, at han var ”den første, der opdagede tilgivelsens betydning for de menneskelige anliggenders sfære.” Imidlertid gør hun opmærksom på, at tilgivelse er meget mere udbredt, end man hævder inden for kristen tænkning. ’At tilgive’ er noget, vi hele tiden gør, og det er helt nødvendigt, for mennesket har ikke kontrol over konsekvenserne af sine handlinger. Mennesket kan begynde – men enhver begyndelse sætter en kæde af reaktioner i gang, og vi har ikke en chance for at styre det. Hvis ikke der fandtes tilgivelse, ville begyndelser nærmest med nødvendighed blive til forbandelser. Ligesom ’løftet’, siger Arendt, er den måde, vi kan fastholde en kontinuitet imellem os fra den ene dag til den anden, er ’tilgivelse’ vores middel til genoprettelse – hvad der så ofte er brug for. Tilgivelse er meget udbredt.

Hos Grundtvig fylder ’tilgivelse’ ikke meget – eller gør den? Grundtvigs salmer er ikke fyldt med bøn om, at Gud vil tilgive os, men snarere med lovsang til den Gud, der favner os. Men måske er det, fordi han har fattet, hvor udbredt et fænomen, tilgivelse faktisk er. Den eksplicit udtalte tilgivelse er ofte det modsatte af tilgivelse. Som når et menneske siger ”jeg tilgiver dig for det, du har gjort,” og man godt ved, at sætningen snarere betyder: ”jeg husker,” eller ”du skylder mig.”

I stedet løfter Grundtvig vores blik fra spørgsmålet om skyld og tilgivelse – og skriver:

”Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger”

Og:

”Som blomster alle står i flot,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.”

Der er en hel del mere, de to kunne tale om. Også emner hvor de ville være uenige. Fx problematiserede Hannah Arendt ideen om nationalstaten, mens Grundtvig på en måde var med til at opfinde den. Men uenigheden er ikke entydig, for på en måde kan man også sige, at de begge stiller os ind på spørgsmålet om ’nationalstaten’ og ’den nationale identitet’ – på hver side af den i tidsmæssig forstand. Arendt rejser spørgsmålet om, hvad der forpligter os på at tilkende mennesker ’retten til rettigheder’ – særligt når vi har at gøre med mennesker, som ingen vil vedkende sig, og de ikke anerkendes som tilhørende et kulturelt eller nationalt fællesskab.

Det er ikke noget dårligt spørgsmål.

Der er mere at tale om …

Arendt og Grundtvig om at mennesker ikke er kopier:

”Hvis menneskene blot var variable reproduktioner af én og samme oprindelige model, hvis natur og væsen var ens for alle og således lige så forudsigelig som enhver anden tings natur og væsen, da ville handling have været en unødvendig luksus og en uforudsigelig forstyrrelse af de almindelige adfærdslove. Men fordi vi alle er det samme, nemlig mennesker, og derfor aldrig kan være den samme som noget andet menneske, der lever, har levet eller vil leve, udgør pluraliteten grundvilkåret for menneskelig handling”

(Hannah Arendt, Menneskets vilkår, 1958)

”Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giøre voere Børn og hele Efter-Slægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Størrelse, da giør vi os selv en stor Skam, og giør saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed.”

(N.F.S. Grundtvig, Nordens Mythologi, 1832)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *