Bevægelse er

En stor del af folkekirkens medlemmer forstår ikke – ifølge Louise Højlund af gode grunde – at autorisation af bestemte ord og former kan stå i vejen for, at gudstjenesten bliver vedkommende og levende. Det vigtigste må være, at vi hører Guds ord, trøstes og oplives, og ikke at vi ’følger reglerne’

TEKST: LOUISE HØJLUND, SOGNEPRÆST I LANGENÆS KIRKEN I AARHUS OG MEDLEM AF GRUNDTVIGSK FORUMS STYRELSE

Med en ildhu uden lige kigger vi os om efter muligheder for at kunne komme ud med ordet i dette forår, hvor kirkerne står som tomme skaller. 1-2-3 stillede vi om. Vi tog på webinarer, lærte om zoom, eksperimenterede, fejlede, rettede op, blev bedre. Vi fandt former, der passede til, hvem vi er, hvordan vores kirke fungerer, hvad der giver mening for vores menighed. Kirken lukkede ikke. Kirken flyttede sig. Fordi det giver mening at være der, hvor folk er.

Onlinegudstjenesterne er kedsommeligt genkendelige. Ligesom alle gudstjenester er. Det, er der nogen, der synes, er en kvalitet. Men der er vigtigere kriterier for en gudstjeneste end genkendelighed. Den skal kendes på at være et sted, hvor vi hører Guds ord, trøstes og oplives af det, og bliver bedre til at leve i hverdagen opmærksomt og nærværende

Jeg ville ønske, at kirken med samme springkraft ville sætte af og lande der, hvor folk er – mentalt. Det er ikke kun et spørgsmål om ydre former, men om de indre. Liturgi. Og den er ikke blevet ændret. Bevares, det er ikke højmesseordningen, der livetransmitteres på Facebook. Men der er dog en utrolig genkendelighed. Om det så er fra domkirken eller fra landpræstens kontor. I ornat eller almindeligt tøj. Onlinegudstjenesterne er kedsommeligt genkendelige. Ligesom alle gudstjenester er. Det, er der nogen, der synes, er en kvalitet. Men der er vigtigere kriterier for en gudstjeneste end genkendelighed. Den skal kendes på at være et sted, hvor vi hører Guds ord, trøstes og oplives af det, og bliver bedre til at leve i hverdagen opmærksomt og nærværende. Der er ikke én saliggørende form for at opnå det. Vi er jo forskellige. Og hverken fornyelse eller genkendelighed er en forpligtelse. Bevægelse er. Evig (og også 50 års) stilstand er død.

Lad – for Guds og vores skyld – være med at bruge krudt på en ny autoriseret form, som låser sprog og liturgi fast de næste 50 år. Lad os i stedet bruge kraft og ånd på at finde ud af, hvilket teologisk grundlag vi står på, når vi fejrer gudstjeneste. Lad det være grundlaget, vi er bundet af. Og lad os så sætte af og finde former og sprog, der imødekommer de længsler, mennesker har – som kun i ringe omfang imødekommes i højmessen.

I den kirkelige verden står jeg ude på fløjen – er lidt for meget. Men i den ganske almindelige verden, hvor flertallet af kirkens medlemmer lever, står jeg meget midt i det hele

Giv os friheden til at være kirke i tiden. Jesus Kristus er den samme til alle tider. Men han kommer til os på forskellige måder, i forskellige ord og ritualer. Kan frihed misbruges? Ja – og den risiko plejer vi at løbe. Der er altid en idiot eller to, der ikke kan administrere det, dem plejer vi at tale med eller leve med.

Statements

Her et par statements, man kan tage med ind i debatten:

  • At være menighed er at være sammen for at orientere os mod Kristi nærvær, skabe rammer, der er dybe og relevante og forståelige, så vi kan åbne os.
  • Jesus taler til barnet i os. Det levende og legende. Det, der ikke står på sikker grund. Det bevægelige. Det, der lærer og er åbent. Det skal afspejles i gudstjenesten.
  • Vi må prøve alt – der har noget med sagen at gøre – og holde fast i det gode. Det er ikke farligt at fejle, det er farligt ikke at prøve.
  • Det er teologisk uopgiveligt, at der bliver sagt velkommen og værsgo, så folk kan høre det (og ikke at der er Fadervor i både dåb og nadver).
  • Gudstjenesten skal kunne gøre brug af de forskellige nådegaver, der er i forsamlingen.
  • At have vejledende ordninger, som fx begravelsesritualet, giver ikke kæmpe diversitet – det giver mulighed for justeringer og tilpasning til situationen uden at være kirkekriminel.
  • Autorisationen gør alle præster kriminelle, når de egentlig bare gør deres arbejde: At sørge for at ordet kan høres og modtages, fx ved at formulere en kollekt, der passer til dagen, skrive en salme til dagen, bruge en anden velsignelse eller trosbekendelse, en anden tekst til brylluppet.
  • Vi skal alle blive bedre til at være liturger. Til at gribe et helligt nu. Det er blevet undertrykt i mange år af autorisationen: Du skal ikke mærke noget, du skal bare følge manualen.
  • De hellige øjeblikke må vi glædes ved og værne om. Enhver, der er god til at standse op ved disse dybe brønde, er præst.
  • Traditionen er en rig kilde. Den er vokset ud af fortidens fantasi og længsler og slebet til gennem tiden.
  • Kærlighed og tegn kan man ikke nøjes med at tale om – kvinden kommer jo heller ikke ind og taler akademisk om en krukke med dyr olie.
  • At bekende sin tro i gudstjenesten kan ske på mange måder. Den er ikke endegyldigt og dækkende formuleret i 300-tallet.
  • Det er urimeligt, at man må døbe efter gamle autoriserede (fortabelses)ritualer, men ikke justere ordlyd i lovprisning, tekstvalg, bønner etc.

Jeg drømmer om en kirke, der …

Det er statements som disse, jeg er optaget af. Det placerer mig et underligt sted. I den kirkelige verden står jeg ude på fløjen – er lidt for meget. Men i den ganske almindelige verden, hvor flertallet af kirkens medlemmer lever, står jeg meget midt i det hele, og mange nikker længselsfuldt og er helt med, når jeg drømmer om en kirke, der …  

… lægger noget fra sig, fordi det er dødt  

… bruger ord som fantasi, mysterie, glæde, nærvær når den beskriver gudstjenesten 

… er relevant, ikke bare i egne øjne, tager folks erfaringer med højmessen alvorligt 

… får alle til at føle sig velkomne 

… ikke lader sig skræmme af at vejen til Kristus ikke er den samme for alle  

… taler fra hjertet – om nødvendigt med ord

… forkynder i mere end ét musikalsk udtryk, taler i mere end ét sprog  

… går ud af sit gode skind for at skabe ritualer, der kommer menneskets længsler i møde 

… frygter død mere end livlighed.

 

 

Trykt i en forkortet udgave i Grundtvigsk Tidende 3/2020

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *