Spørgekassen

Hvordan var skægmoden på Grundtvigs tid? Var Grundvig en provo, eller var han bare moderne?

”Nu husker du vel at barbere dig, så du ikke ser ud som en vildmand?”

Grundtvigs første hustru, Lise, var interesseret i, at Grundtvig tog sig godt ud på sin anden Englandsrejse i 1830. Ikke som året før, hvor han kom hjem med hår og skæg, som tydeligvis ikke havde set en barber undervejs. Lise slutter nemlig et brev til ægtefællen med følgende:

Er Dit Haar og Bakkenbarder blevet pudset lidt, at Du ei lader dem voxe ud som i Fjor da Konen lignede Dig lidt ved en Vildmand, som Du nok husker, bliv nu ei vred over min Erindring herom, men jeg ville have min Mand skulle tage sig lidt godt ud i det fremmede Land (1)

Grundtvig i 1820 malet af C. F. Christensen. Grundtvigs Mindestuer. Det tidligste portræt, vi har af Grundtvig. Han er omkring 37 år gammel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grundtvig gik ikke meget op i det med barbering. En søndag, hvor han skulle holde gudstjeneste, blev han først barberet EFTER gudstjenesten (2). Han kom for sent op, fordi han som vanligt havde siddet den halve nat og arbejdet med sine bøger. Og mens Grundtvig var præst i Præstø, dukkede han uanmeldt op hos vennen Ingemann i København. Uheldigvis havde Ingemann middagsgæster og Grundtvig bemærkede, at hans egen person desværre ikke så helt præsentabel ud med rejsetøj og langt skæg (3).

Grundtvig har lange bakkenbarter på alle portrætter, malerier mv. På nogle gengivelser er bakkenbarterne lidt vildere end på andre. Men hagen var barberet de første mange år. På et tidspunkt mellem 1851 og 1856 anlagde han permanent fuldskæg. Måske opgav han helt at gøre noget ud af sit udseende, efter at han i 1854 blev enkemand for anden gang.

H. Brun, som kom i Grundtvigs hjem, skriver at Grundtvigs hvide skæg i 1856 nåede helt ned på brystet (4). Og dér blev det resten af hans levetid, hvad man kan forvisse sig om blandt andet på en række fotografier taget af fotografen Ad. Lønborg i 1872, Grundtvigs sidste leveår.

Grundtvig var ikke ulig andre mænd på hans tid, om end han på sine ældre dage lod skæg og bakkenbarter vokse en smule vildere, end andre offentligt kendte personer gjorde. På hans tid var det in med både store bakkenbarter, skæg og halvlangt hår.

Fotografi af Budtz Müller, 1869

Fotografi af Ad. Lønborg, 1872

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om datidens hår- og skægmode:

På den tid bar alle mænd bakkenbarter, skriver Den Store Danske

Siden Made4men fremhæver 1800-tallet som fuldskæggets århundrede: ”Det lader til, at man i 1800-tallet slet ikke kunne finde grænserne for, hvor meget man kunne eksperimenterede med skægget. Det blev prioriteret højt at have volumen, og signalere hvem man var som person”, skriver Jonas Primdahl

 

Læs mere om Grundtvigs udseende og se portrætter af Grundtvig:

Povl Eller: N.F.S. Grundtvig portrætter, 1962. Udgivet af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Det Kongelige Bibliotek Billedsamlingen

 

Noter

(1) N.F.S. Grundtvigs Breve til hans Hustru under Englandsrejserne 1829-1831, side 106. Brev dateret 10. juli 1830. Udgivet af børnebørnene i 1920

(2) Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, Gyldendalske, 1926. Bind 2, side 81

(3) Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, Gyldendalske, 1926. Bind 2, side 45

(4) H. Brun: Biskop N.F.S. Grundtvigs Levnetsløb. Bind 2, side 115

Det er også en bemærkning hos Brun, bind 2, side 426, der afgør at Grundtvigs skæg først er anlagt efter sommeren 1851. Her besøgte Grundtvig Norge. Brun tog imod, da Grundtvig gik fra borde: … med et gult Rejsetørklæde om Halsen og med det skaldede Hoved blottet, med to store Koste af næsten hvide Bakkenbarter, men for resten endnu uden Skjæg.

 

Giv gerne et praj, hvis du véd mere eller har rettelser til ovenstående: bibliotek@vartov.dk

 

Hvorfor hedder Vartov “Vartov”?

Dansk Sprognævn giver forklaringen, som også kan slås op i Ordbog over Det Danske Sprog:
Vartov var navnet på en jagtgård ved Strandvejen nord for København i nærheden af det nuværende Tuborg. I 1607 blev jagtgården indrettet til hjem for fattige, gamle mennesker og syge. I 1666 blev dette fattighospital under institutionsnavnet Vartov flyttet til Farvergade.

Navnet Vartov stammer fra den nedertyske imperativ (bydemåde) ware-to, dvs. ”pas på”, ”giv agt”. Ifølge Ordbog over det Danske Sprog, bd. 26, 1952, blev ware-to (varto) brugt som jagtråb når jægerne skulle underrettes om at de kunne vente løbende vildt.

Kilde: MHA, i ”Nyt fra Sprognævnet”, nr. 4 fra 1998

Hvor mange børn havde Grundtvig?

Grundtvig havde 5 børn: Johan, Svend, Meta, Frederik og Asta. Her er en kort oversigt.

Grundtvigs børn med hans første hustru Lise (1787-1851)
1. Johan Grundtvig (1822-1907). Johan giftede sig med Mina Stenersen i 1855 og de fik 3 børn: Elisabeth, Stener og Gustav Vilhelm.
2. Svend Grundtvig (1824-1883). Svend giftede sig i 1858 med Laura Bloch. Deres ægteskab var barnløst.
3. Meta Grundtvig (1827-1887). Meta blev i 1847 gift med P. O. Boisen. De fik 3 børn: Elisabeth, Frederik og Harald.

Grundtvigs børn med hans anden hustru Marie (1813-54)
4. Frederik Lange Grundtvig (1854-1905). Frederik Lange giftede sig i 1881 med Kristina Birgitte Nielsson. De fik en datter, der hed Marie.

Grundtvigs børn med hans tredje hustru Asta (1826-90)
5. Asta Marie Elisabeth Frijs Grundtvig (1860-1939). Asta blev i 1881 gift med Kristian L. J. Poulsen. De fik 2 børn: Nicolai Frederik Severin og Amalie.

Hvor mange salmer skrev Grundtvig?

Grundtvig skrev ca. 1500 salmer. Grundtvigs salmer blev udgivet i hans ”Sang-Værk”, som fylder 5 bind, hvoraf det første blev udgivet i 1837. Seneste samlede udgivelse af Sangværket er på Gads forlag i 1982-84. Grundtvigs salmesamling er opkaldt efter klokkespillet i Vor Frue Kirke, som kaldtes ”Sangværket”. Dette sangværk blev ødelagt ved Københavns bombardement i 1807.

Salmebogen online kan du se de Grundtvigsalmer, der synges i kirken og også høre melodierne.
På hjemmesiden Kalliope kan du finde salmerne fra Sang-Værk bd. 1 og 2

Læs også mere her: Grundtvigs salmer

Hvor boede Grundtvig?

Grundtvig har aldrig boet på Vartov, selvom han var præst i Vartov Kirke i 33 år. De sidste år af sit liv boede Grundtvig på Store Tuborg i Hellerup. Forinden boede Grundtvig på mange forskellige adresser i København (2).

En af sfinkserne i Vartovs gård. De stod vagt ved Grundtvigs hoveddør på Store Tuborg. Det ægyptiske var på mode. Grundtvig havde også en bogreol med hieroglyffer. Reolen kan beskues i Grundtvigs Mindestuer i Udby.

På Vartov findes et levn fra Store Tuborg på Grundtvigs tid. Da ældreboligerne i Store Tuborg, ejet af Ensomme Gamles Værn, blev nedlagt, fik Grundtvigsk Forum forærende to stensfinkser. Sfinkserne stod ved indgangen til Store Tuborg. Nu står de i Vartovs gård. Store Tuborg eksisterer ikke mere, og der er bygget nyt på grunden. På Vartov hænger også, i opgang B, et portræt af Hermann Koch, forstander på Tuborghjemmet. Hermann Kochs far var forstander på Vartov og Hermann skriver om sine barndomsminder fra stiftelsen i bogen “Fra fortidens Vartov til Ensomme Gamles Værn”, 1934.

Selvom der var togforbindelse til København, da Grundtvig boede ude på Store Tuborg, blev Grundtvig kørt på arbejde i hestevogn. Hans kusk, Peter, var legendarisk og har fået et varigt minde i Hermann Kochs skildring af livet på Store Tuborg. Togforbindelsen København-Hellerup blev åbnet 1863, og Køster, Grundtvigs hjælpepræst i Vartov, kom med toget, når han skulle ud at besøge Grundtvig.

Bøger om Grundtvigs bopæle:
1. Arne Ipsen: Et hus på Christianshavn – historien om Strandgade 4 og 4 B og ejendommens beboere. – Attika, 2003
2. Steen Johansen: N.F.S. bopæle (adresser) i København. I: Grundtvig-Studier. – Grundtvig-Selskabet, 1960, 1963

Hermans Kochs artikel er publiceret i 1922, værtspublikationen er ukendt.

Hvem har været formand for Kirkeligt Samfund/Grundtvigsk Forum?

V. J. Hoff 1898-1907
P. M. Larsen 1907-1917
Chr. Welding (kons.) 1917-1918
Jacob Appel 1918-1921
A. J. Rud 1921-1930
Johs. Monrad 1930-1946
Hans Øllgaard 1946-1953
Gudmund Schiøler 1953-1958
Hans Øllgaard 1958-1961
J. Birkedal Nielsen 1961-1974
Povl Kiilerich 1974-1989
Finn Riber Jensen 1989-1995
Jens Ole Henriksen 1995-1998
Inge Lise Pedersen 1998-2004
Jens Brun 2004-2007
Torsten Johannessen 2007-2013
Niels Henrik Arendt 2013-2015
Kirsten M. Andersen 2015-

Læs mere om Kirkeligt Samfund i Frands Ole Overgaards artikel: “Samfundet” – et historisk rids. Artiklen findes side 8-53 i Vartovbogen 1998, udgivet af Kirkeligt Samfund.

Hvornår skiftede Kirkeligt Samfund navn til Grundtvigsk Forum?

Kirkeligt Samfund ændrede navn til Grundtvigsk Forum i 2007.
Navneændringen var resultat af en længere debat. På Kirkeligt Samfunds årsmøde i 2006 foreslog Ulla Morre Bidstrup og Peter Hedegaard navneændring og styrelsesmedlem Andreas Nicolaisen opfordrede årsmødets deltagere til at sende styrelsen gode forslag. Blandt flere forslag blev “Grundtvigsk Forum” valgt på årsmødet 2007.

Foreningens nuværende logo

Torsten Johannessen, daværende formand skrev efterfølgende om foreningens nye navn i Dansk Kirketidende nr. 22: “At vi har valgt grundtvigsk som første del af navnet turde være indlysende, idet vi som formål bl.a. har til opgave at udbrede kendskabet til Grundtvigs tanker … Som det andet ord har vi valgt det latinske ord: forum. Torvet, hvor vi mødes og drøfter emner, der har betydning for den enkelte og fællesskaberne …

Overgangslogo, hvor navnet Kirkeligt Samfund stadig er bevaret. Herunder Kirkeligt Samfunds logo.

 

Også tidligere har et navneskifte været drøftet i foreningen.

På årsmødet i 1975 mente provst Hans Thysen at … “navnet Kirkeligt Samfund var uheldigt. Det blev opfattet som noget indelukket”. Thysen giver som eksempel at i der i et nabosogn havde været en Kirkeligt Samfunds kreds i et indremissionsk miljø. Kredsen gik ned, men da man i stedet indbød til grundtvigske møder, livede kredsen op påny.

Peter Ledgaard foreslår ovenpå årsmødedebatten at foreningen på årsmødet i 1976 bør drøfte et navneskifte til “Grundtvigsk Samfund”.

(Debatten referes i Dansk Kirketidende nr. 43, 26. oktober 1975)

 

 

Hvornår kom “Hvad er det, min Marie” med i Højskolesangbogen?

”Hvad er det, min Marie” er med fra og med 17. udgave fra 1989. Noten om at melodien er Per Warmings bearbejdelse af Evert Taubes melodi ”Kärleken och vinden” er først kommet med i 2. oplag, også 1989. I første oplag angives blot at der er tale om en svensk folkevise. Læs mere om sangene i ”Sanghåndbogen – sangene i Højskolesangbogens 18. udgave”, 2006, FFD.

Marie Toft (1813-54), Grundtvigs 2. hustru. Foto af Lars Thorkild Bjørn.

Vallø – “Højskolen i Soer” for kvinder

Grundtvig havde tanker om en højere skole for kvinder. Højskolen på Sorø Akademi – Skolen i Soer – var tiltænkt mænd og deres særlige bestemmelse i samfunds- og familieliv. Det adelige jomfrukloster i Vallø, derimod, skulle være for kvinder.

Vallø Kloster

Programmet for den højere uddannelse for kvindekønnet er lidt luftigt. Kvinder skal se “Moderligheds Lys” og det vil Grundtvig ikke helt gøre sig klog på, for det er noget, der skal forplante sig

“… fra Slægt til Slægt
Og klares efterhaanden,
Det Hjerte-Spørgsmaal er for stort
Med Lidet at besvare,
Saa med vort lille Fruerbur
Det klogest er at tie … “

Desværre blev ingen af Grundtvigs tanker om et sted for højere (ud)dannelse ført ud i livet. Men læs hvad Grundtvig digter om Vallø Kloster i Nik.Fred.Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, bind 10, side 477-480: Dansk Ravne-Galder

Læs om Vallø Slots’ historie på danskeherregårde.dk

Grundtvig og musikken

Grundtvig anses for at have været umusikalsk, ja, måske ligefrem fjendtligt indstillet overfor musik og andre skønne kunstarter. Læs hvad Grundtvig selv skriver om den sag:

“Havde jeg derfor kun lidt Forstand paa Musikken, da tvivler jeg slet ikke om, jeg jo kunde soleklart bevise, at ligesom Letos Børn udtrykker Poesien, saaledes udtrykker Niobes Musikken eller Strængelegen, men nu er jeg, til Uheld, selv meget umusikalsk, og det er sagtens den hemmelige Grund, hvorfor jeg aldrig har kunnet faa nogen Forstand paa den Ting … ”

“Da jeg imidlertid, som sagt, slet ikke forstaar mig paa Musikken … ”

I: Brage-Snak om græske og nordiske Myter og Oldsagn for Damer og Herrer (Foredrag holdte i Vinteren 1843-44), 1876. Side 75f og side 81

Hvornår begyndte man at snakke om være “grundtvigianer”?

Betegnelsen “grundtvigianer” kendes allerede fra 1817, hvor S. B. Hersleb, nordmand og ven med Grundtvig, i et brev til netop Grundtvig oplyser at “der er ej faa, som kalde mig en Grundtvigianer: man har jo endog paa Prent tiere tilraabt mig dette” (I: Breve til og fra N. F. S. Grundtvig, bd. 1, s. 467). Betegnelsen tyder på at det grundtvigske er en slags politisk gruppering, som har med det nationale sindelag at gøre.

Efter 1825  bliver betegnelsen også brugt til at beskrive dem, der tilslutter sig Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Grundtvig selv var ikke meget for betegnelsen grundtvigianer. Han skrev i bladet Dansk Kirketidende at ” hvad de “saakaldte Grundtvigianere” kan have gjort, vedkommer mig saameget mindre, som de er mig aldeles ubekiendte. Til at stifte Partier har jeg nemlig aldrig duet …”  (Dansk Kirketidende, 1847, sp. 34)

 

 

Læs mere i Højskolebladet, 1950 s. 381f

Gyldendals Den Store Danske Encyclopædi  har en side, hvor hattemoden blandt grundtvigske valgmenighedspræster i 1890’erne luftes.

Nationalmuseet fortæller på natmus.dk om sølvpilen, smykket, grundtvigsk sindede piger og damer prydede frisuren med.

 

 

Hvad spiste Grundtvig til middag?

Grundtvig levede på en tid, hvor man ikke var kræsen. Alligevel blev han lidt træt, da han hos en ældre bekendt fik serveret kallunsuppe, suppe kogt på komave. Selvom suppen sådan set var udmærket, blev det “… de stegte Kyllinger, som maatte betale Gildet”, d.v.s. han nippede til suppen og spiste løs af hovedretten. Det var ikke særlig høfligt. I gamle dage fik man netop forret – grød eller suppe – for at drøje på kødet, som var dyrt at spise sig mæt i. Samme måned havde han fået kirsebærsuppe indtil flere gange, når han var blevet indbudt til at spise med – og det ville han sådan set foretrække fremfor komaven!

I 1823-24 skriver Grundtvig en række breve til hustruen Lise og fortæller løst og fast fra dagligdagen. På det tidspunkt var Lise på sommerophold, mens Grundtvig havde fået nyt embede ved Vor Frelsers i København og var i sving med at finde lejlighed og sætte køkkenet i stand i stand til den lille familie, som udover hustruen også omfattede Johan, født i 1822. Grundtvig lavede ikke selv mad, men havde en husholderske ved navn Ane, som ikke ligefrem var Københavns ypperste kok: Grundtvig overvejede en søndag om han var nødt til at blive hjemme, fordi han var ikke blevet indbudt af andre til at spise med. Det var han ikke vild med. Man vidste nemlig aldrig om Anes suppe var god eller ej, før den stod på bordet.

I brevene til hans “Lisemor” beskriver Grundtvig hvad han spiser. Menuen stod – udover flere retter, vi stadig kender: Rødspætter, frikassé, vandgrød, stegt flæsk, røræg, tykmælk med revet brød, rejer, kylling – også på kallunsuppe, kirsebærsuppe og melgrød.

Hvis du vil læse om Grundtvigs madvaner og hans manglende talent for kaffebrygning, skal du have fat i bind 2 af “Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, udgivne af Georg Christensen og Stener Grundtvig, Gyldendalske, 1926. Start på side 63 og læs Grundtvigs breve til Lise!

Sov Grundtvig aldrig?

Flere har hørt at Grundtvig sad med fødderne i en balje vand for at holde sig vågen. Og når man ser forfatterskabets omfang, er det oplagt at han må have taget alle midler i brug for ikke at falde i søvn.

Frederik Barfod beretter i “Et Livs Erindringer” at det var en offentlig hemmelighed at Grundtvig ikke gik i seng, når han skulle sove. Til et selskab hos Hauchs, hvor det blev sent, ville frue Hauch gøre det så behageligt for gæsten som muligt, og spurgte Grundtvig om han han helst lå med dyne eller tæppe. Ingemann, der også deltog i selskabet tog fruen i skole: “Men, kære fru Hauch, hvor kunde De dog gøre Grundtvig det Spørgsmål! Så De ikke hvor forlegen han blev ved det? Ved De ikke, at han aldrig går i Sæng? så han kunde ikke vælge mellem, hvad De bød ham.”

“I mange, mange år” – beretter Barfod videre – “gik Grundtvig virkelig aldrig i sæng; han sad ved sin lampe i sofaen og arbejdede; når han blev træt, skruede han lampen lidt ned og lagde sig tilbage, rede til atter at skrue den op og tage arbejdet fat påny, når han vågnede af den korte blund. Han vidste hværken, hvilke behageligheder dynen eller tæppet lovede ham og kunde derfor umulig vælge; men denne hemmelighed var hans hemmelighed og måtte aldrig bringes på tale i hans påhør.”

I: Frederik Barfod: Et Livs Erindringer, Berlingske, 1938, s. 188

Hvis du véd, hvor historien med Grundtvigs fødder i en balje koldt vand står henne, må du meget gerne sende en besked på bibliotek@vartov.dk

Det grundtvigske soldaterarbejde

I 1882 åbnede det første soldaterhjem. Det var på Christianshavn og det var grundtvigsk. Der var bred enighed om nytten af arbejdet, såvel kongen som kronprinsen deltog ved åbningen. Og andre organisationer fulgte efter (1).

KFUM oprettede deres soldatermission i 1889 i ”Bethesda” i Rømersgade. En tredje gren af soldaterarbejdet stod foreningen Dannevirke for, med daværende forsvarsminister I. C. Christensen som formand fra starten i 1906.

De unge værnepligtige skulle have mulighed for billig bespisning, overnatning og lødigt samvær, når de havde friweekend.

Der tørnes ind i Grundtvigs Hus. Soldaterhjemmene sørger for at de unge mænd får det, de har mest brug for, når de har fri fra tjenesten: et trygt sted at sove. Det går sømmeligt for sig. Selvom de unge mænd spiller og ryger, ser film, når det kan lade sig gøre, og hører radio, så er hjemmets leder også mand for at bestemme, hvilke radioprogrammer, der lyttes til … (Dansk Soldaterarbejde s. 287)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grosserer Johannes Schrøder fik ideen til soldaterarbejdet efter deltagelse i krigen i 1864. Han ideudvekslede med tre kendte højskoleforstandere, Ernst Trier, Jens Nørregaard og broderen Ludvig Schrøder. En trio der givet havde indflydelse på de aktiviteter, der blev vægtet. Sang, oplysende foredrag og diskussioner på højskolemanér.

I 1920 flyttede det grundtvigske soldaterarbejde ind i ”Grundtvigs Hus” i Studiestræde, centralt i København. Fra 1947 foregik arbejdet på Vartov.

Det grundtvigske soldaterhjem tilbød kaffe med 3 stykker wienerbrød for 35 øre og sørgede for at soldaternes private tøj blev opmagasineret og vasket, så det var klar til weekendbrug. I 1930 blev der opbevaret 400 overfrakker og 425 kufferter. Samme år blev der serveret ikke mindre end 55.000 kopper kaffe og 200.000 stykker wienerbrød (2).

Soldaterarbejdet havde forgreninger ude i landet, men ingen større betydning efter 1970’erne. På soldaterhjemmet i Vartov sælges op gennem 70’erne årligt kaffe for godt 800 kr. frem til 1979, hvor salget dykker til 100 kr. og året efter halveres til en sølle halvtredser. (8).

Under 1. verdenskrig var der grundtvigsk soldaterarbejde i Greve- og Barfredshøjlejren i Tunestillingen. Arbejdet blev varetaget af S. P. Fredebo, som fik ros for at sætte gang i soldaterarbejdet i Grundtvigs Hus (5). Kirkeligt Samfund havde bl.a. soldaterhjem på Langeland, i Farum, på Stevns (6) og et orlogshjem i Korsør (8) .

Reklame af ældre dato. Senere forsøges det at tiltrække kursister og andre besøgende i hovedstaden med tilbud om overnatning vis-a-vis Rådhuspladsen og billig aftensmad.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det grundtvigske soldaterarbejde på Vartov ophører i 1982. Her beder man KTAS flytte soldaterhjemmets telefon ned på Kirkeligt Samfunds kontorgang  og meddeler Alka Forsikring at Det grundtvigske Soldaterarbejde i Vartov er ophørt pr. 30. april (8).

 

Læs mere:

  1. Louis Petersen: Dansk Soldaterarbejde. Side 281-290 i Den danske Kirke og vor Slægt, Odense 1943
  2. Edvard Petersen: Soldaterarbejdet. Side 57-60 i Kirkeligt Samfunds Arbejde, København 1931
  3.  Egon Hansen: Soldaterne sover på Vartov. Side 16-17 og 28 i Folk og Værn, nr. 3, 1950
  4. Gunnar Milthers: Vartovs bygninger. Side 127-128 i Vartovbogen, 1977
  5. Fr. Schrøder: Kirkeligt Samfund af 1898 gennem 50 Aar. Side 107 i Vartovbogen, 1948
  6. Stevns Naturcenter på Mandehoved var Kirkeligt Samfunds soldaterhjem i tilknytning til Flyvestation Sigerslev fra opførelsen i 1975/76 til 1992, hvor naturcenteret tager over.
  7. Gudmund Schiöler: Restaureringen af Vartov. Vartovbogen, 1948. Her er plantegninger over etagerne. Side 158-159 soldaterhjemmets dagligstue på 2. sal. Side 160-161 sovesale mv. på tagetagen.
  8. Grundtvigsk Forums arkiv og Povl Kiilerichs beretning på årsmødet i Kirkeligt Samfund, 1982

 

Grundtvig-Biblioteket har mere, hvis du vil dykke ned i historien om det grundtvigske soldaterarbejde

Det gyldne VARTOV

På Vartovs Farvergade-facade hænger navnet “VARTOV” med store, gyldne bogstaver. Det har de gjort siden 1957. Så vidt vides har de kun afstedkommet en enkelt ulykke, siden de blev placeret på bygningen for at gøre opmærksom på stedet.

På årsmødet i 1957 fortæller referenten: “Med hensyn til Vartov var der for så vidt ikke nogen grund til bekymring. Regnskabet udviser en skikkelig balance. Måske er der grund til at gøre noget mere opmærksom på eksistensen. Derfor har styrelsen vedtaget som en værdig reklame at opsætte navnet VARTOV med forgyldte bogstaver over indgangen i Farvergade. Det var forøvrigt disse bogstaver, der blev den direkte anledning til formandens uheld, idet han, da han passerede gaden, standsede et øjeblik for at betragte dem, hvorved han blev påkørt af en bil, der kom med ret god fart.” (Dansk Kirketidende 1957, s. 356)

Formanden hed Gudmund Schiøler, men årsmødet blev i formandens fravær på grund af påkørslen varetaget af Hans Øllgaard.

Fandt du ikke svar på dit spørgsmål? Send det til Grundtvig-Biblioteket: bibliotek@vartov.dk