Bispemagt

Det er ikke sundt for folkekirken, at biskopper kan blive siddende godt beskyttet i embedet – fra de bliver valgt til de går på pension – uden at nogen holder øje med dem. Ifølge Peder Kjærsgaard Roulund bør ideen med tidsbegrænsede embeder genovervejes. At det koster penge, kan ikke være det afgørende modargument

Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal. Foto: Sarah Jane Redmond, 2020

TEKST: PEDER KJÆRSGAARD ROULUND, TIDLIGERE PRÆST I FOLKEKIRKEN

Når en præst i folkekirken får fast embede, kan præsten sidde i stillingen indtil pension og nyder stor beskyttelse. Men der er nogen, som holder øje med sognepræsten og hans eller hendes magt.

Den, der holder præsten i skak, er formelt set biskoppen og mindre formelt provsten. Man kan sige det samme om provsten. Når man først er kreeret som provst, kan man nemlig være provst til pensionsalderen. Provsten har, som jeg har oplevet det, ret stor uformel magt over præsterne, de kirkeligt ansatte i provstiet og provstiets byggesager. Provsten har dog biskoppens øjne på sig, så magten som provst ikke slår ud i mærkelige handlinger overfor ansatte og sogne.

Endelig er der biskoppen, som er valgt, til hun eller han bliver 70, og der er vel nogen, som holder øje med biskoppen? Det er  kirkeministeriet. Eller er det? For jeg er med på, at man kan klage over en biskop til ministeriet. Men det er vist sjældent, nogen gør det.

Jeg mener at vide, at der er kirkeministre, særligt de røde, der, når de sidder i ministerstolen, nærmest først skal til at lære, hvad alt det der med folkekirke, stifter og sogne går ud på. Det giver mig fornemmelsen af, at biskopperne er folkekirkens daglige chefer. Det kom til udtryk under coronakrisen, hvor det blev drøftet, hvorvidt folkekirken, der ellers var næsten karantænelukket, skulle åbne for kirkegængere i påsken. Her udtalte biskopperne, at folkekirken ønskede at stå last og brast med danskerne under coronakrisen.

Hvem holder øje med, at biskoppen fører tilsyn med det, en biskop skal føre tilsyn med og ikke bare gennemtvinger sine egne mavefornemmelser for den folkekirkelige normalstandard? I teorien er det kirkeministeren. Men i praksis er det debatten i  Kristeligt Dagblad eller … ingen.

Og ja! Så er folkekirkens chefer altså biskopperne, der jo kan fortælle kirkefolk og kirkeminister, hvor skabet skal stå. Fint nok! Men hvem holder i praksis øje med chefernes magt? Det spørgsmål trænger sig på omkring et embede, hvor man kan blive på sin post i 25 år, hvis man ellers bliver valgt som tilstrækkelig ung, og hvor normalen synes at være, at et stift har sin biskop i 10 eller 15 år.

Vogtere af folkekirkens normaltilstand
Med menneskets almindelige syndighed i tankerne er det usundt for et menneske at sidde i et embede, hvis magt kun svagt kontrolleres. Min fornemmelse med en del års erfaring med folkekirken er, at en biskop, der sidder i 10, 20 eller 25 år, lige så stille på sit stiftskontor får ansatte, der ikke siger biskoppen imod, men mere finder de paragraffer, der skal til, for at biskoppen kan forvalte sin magt, som biskoppen ønsker det.

I disse år synes bispeembedet at være på vej væk fra rollen, hvor biskoppen fører tilsyn med, om forkyndelsen i sognene holder sig indenfor en bred definition af evangelisk-luthersk kristendom. Mere og mere synes biskopperne at blive vogtere af det, man kunne kalde folkekirkens normalstandard. Altså en folkekirke, hvor næsten alle sogne slår kirkedørene op til alt det, der også foregår i alle andre sogne, og har en kristendom, der er venlig uden at provokere. Man ser mere og mere præster blive kaldt til samtale med biskoppen, hvis de kritiserer normalstandarden. For eksempel kan man blive kaldt til samtale, hvis man kritiserer provstiets udendørsgudstjeneste anden pinsedag. Lige nu ser man også underlige biskoppelige aktioner i sogne, der holdningsmæssigt falder udenfor normalstandarden.

Så derfor: Hvem holder øje med, at biskoppen fører tilsyn med det, en biskop skal føre tilsyn med og ikke bare gennemtvinger sine egne mavefornemmelser for den folkekirkelige normalstandard? I teorien er det kirkeministeren. Men i praksis er det debatten i Kristeligt Dagblad eller … ingen.

Tidsbegrænsede embeder
Når vi nu kender menneskets syndige natur – eller det, der på nudansk hedder ’anlæg for magtmisbrug’ – så burde der findes stærke mekanismer, der holder øje med et menneskes embedsførelse, når dette menneske besidder et embede med så megen magt som en biskops. Måske kunne man forestille sig, at en biskop kun måtte sidde i embedet i 16 år, og at biskoppen blev udsat for et bispevalg med konkurrerende kandidater til embedet efter otte år? Ikke primært af hensyn til det demokratiske tilskud, som ordningen ville bibringe bispeembedet, men mere af hensyn til den grænse for bispeembedets magt, ordningen ville være lig med. Så kunne man også få  offentlighedens syn på bispeembedets forvaltning, samtidig med at folkekirkens udfordringer i dette eller hint stift ville komme for en dag.

Noget lignende har været foreslået før. Dengang var et modargument, at staten ville få store pensionsudgifter at betale til afgående biskopper, der endnu ikke var nået pensionsalderen. Ja! Penge er penge, men det er da underligt fantasiløst, at diskussionen om en rimelig begrænsning af bispeembedets magt skal slutte der.

Jeg tror, folkekirkens bispeembeder varetages af mennesker, der vil det godt. Men mennesker, der vil det godt, er samtidigt syndere, som med en magt med få begrænsninger, behøver hjælp fra stærke magtbegrænsende mekanismer. Måske bør man i det hele taget analysere magt i folkekirken for derefter at kunne foreslå de indskrænkninger, der giver mening, af magten i folkekirkens forskellige hverv og embeder.

Grundtvigsk Tidende 6/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *