Dannelse er også at kunne sætte handling bag ord

Hvordan spiser man en elefant? Man tager én bid ad gangen. Rektor Lene Tanggaard spørger i denne artikel, om vi tror for meget på drivkraften i at sætte mål (fx FN’s verdensmål), samtidig med at vi bliver mindre og mindre i stand til at løse konkrete praktiske opgaver

TEKST: LENE TANGGAARD, REKTOR PÅ DESIGNSKOLEN KOLDING OG PROFESSOR I PÆDAGOGISK PSYKOLOGI, AALBORG UNIVERSITET

“Vi er ikke bange for at arbejde med små problemer, og vi tror på små forandringer.”

Sådan sagde lektor på Designskolen Kolding, Vibeke Riisberg, til mig på en gåtur i New Yorks gader i november sidste år i forbindelse med et symposium om Verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion. Symposiet var arrangeret af det danske konsulat i fællesskab med Designskolerne og andre designaktører i Danmark og i New York. Ordene om ikke at være bange for små forandringer er blevet hængende hos mig af flere grunde. De minder mig om værdier, som jeg skal værne om som skolens nye rektor, men mere end det, så markerer de noget, jeg betragter som vigtigere end nogensinde før. Vi plastrer verden til med gode intentioner og glitterpapir, mens vi samtidig har fået sværere og sværere ved at indse, hvad der kan sættes i værk for at gøre verden til et bedre sted at leve i. Tillad mig at give nogle eksempler på dette.

Nåle på reversen
‘Verdensmålene skal implementeres i folkeskolen’ lyder det i skrivende stund i en lind strøm af meddelelser fra væsentlige politiske aktører. Vi skal overalt i samfundet have mere ligestilling, mindre sexisme, mere bæredygtighed etc. Jeg tror, de fleste af os er enige i, at det er væsentligt, men vi når nok ikke altid at tænke over, hvilke handlinger der reelt vil gøre en forskel. Vi går med verdensmålsnåle på reversen og udtrykker erklæringer om klimaet i procenter og lader børn og unge lave projekter i skolen om, hvor slemt det står til med klimaet og med verden i det hele taget, og vi bliver sikkert mere bevidste om problemerne på den måde. Vi tror i det hele taget voldsomt meget på drivkraften i mål, men sagen er jo, at mål ikke driver noget i sig selv. Det er tankevækkende, at det er mål, vi kan blive enige om, og selvfølgelig kan det være motiverende at sætte sig et mål, men spørgsmålet er, hvor mange der reelt har gjort eller kan gøre verdensmålene til deres egne? Jeg er bange for, at vi risikerer at blive reelt handlingslammede af alle de målsætninger, fordi der bliver for langt fra ord til handling. En målsætning er ofte blot en sætning. Og det er reelt et problem. Måske skal vi turde udfordre hele ideen om, at det gode eller det efterstræbelsesværdige er et punkt eller et mål, vi kan nå.

Jeg vil vove at påstå, at det at turde bryde et meget stort problem ned i konkrete handlinger, er et godt bud (blandt flere andre) på, hvad det vil sige at være dannet i dag.

Bæredygtighed er ikke et punkt, man kan nå
Hvordan bliver vi fx bæredygtige? Det er der mange virksomheder og mennesker, som spørger sig selv om. Hvis man spørger de forskere, vi har ansat på Designskolen Kolding, som arbejder med bæredygtighed i mode- og tekstilbranchen (fx ovennævnte Vibeke Riisberg, Ulla Ræbild og Karen Marie Hasling), så siger og skriver de, at der er meget stor risiko for, at spørgsmålet kommer til at hænge længe i den blå luft. For det er et umuligt spørgsmål at svare på. Bæredygtighed er ikke noget, man er. Det er heller ikke et punkt eller et mål, man kan  komme hen til. Bæredygtighed skal ses som noget, man gør. Det skal være praksis.

Den største udfordring er at turde blive konkrete
Lad os tage et eksempel igen. For fem år siden var Ulla Ræbild og Karen Marie Hasling med i en undersøgelse af en større dansk råvareleverandør. De skulle se på bæredygtige potentialer og udfordringer i virksomhedens produkt. De fandt ud af, at den største udfordring for virksomheden lå i at blive konkrete i deres bæredygtighedsbestræbelser. På mange forskellige måder. Ræbild og Haslings bidrag som forskere i samarbejde med virksomheden lå i at bryde det ukonkrete begreb ’bæredygtighed’ ned og konkretisere det i praktiske tilgange og strategier, som kunne kobles på organisationens mange lag. De udviklede derfor i 2017 en række open source Sustainable Design Cards (sustainabledesigncards.dk). Kortene beskriver en række evidensbaserede tilgange til bæredygtighed i design i et letforståeligt sprog, og de fortæller også, hvilke fordele og udfordringer der kan være ved at bruge dem. Kortene giver caseeksempler på anvendelse og placerer tilgangene i en produkt-livscyklus. Siden har open source-formatet spredt værktøjet ud i verden, og da forskerne i 2018 lavede et studie af kortenes anvendelse, kunne de se, at folk havde taget dem til sig i virksomheder, i konsulentbureauer og i forskellige designuddannelser langt udover Danmarks grænser.

Jeg vil vove at påstå, at det at turde bryde et meget stort problem ned i konkrete handlinger, er et godt bud (blandt flere andre) på, hvad det vil sige at være dannet i dag. Modet til at konkretisere er et udtryk for at kunne placere sig selv i forhold til andre og at kunne se ting i sammenhæng, som dette tidsskrifts skoleredaktør skrev i en klumme om dannelse. Det er derfor, dannelse også er at kunne sætte handling bag ordene.

Dannelse som det at gøre noget ved tingene
I Thomas Aastrup Rømers fine bog om dannelse med titlen FAQ – dannelse (2019) skriver han, at dannelse handler om forbindelsen mellem mennesker og verden. Så enkelt og dog så komplekst. Dannelsesprocessen udvider både menneskets og tingenes betydning. Man dannes og danner. I dannelsen er der derfor både et subjekt og et objekt, fordi mennesket og omverdenen står i forhold til hinanden i forbindelse med dannelse. På den måde er dannelse en art formgivning. Der er i dannelsesprocesser noget, der gives form og som får form. Det sker ved, at en form så at sige lægges ned over et materiale, eller ved at materialet inviterer til nye former. Ting tilvirkes, fremstilles, formes og subjekter bliver til. Andre begreber i den pædagogiske litteratur har ikke nødvendigvis denne dialektik mellem subjekt og objekt, mellem selvet og omverdenen, fordi læreprocessen ofte defineres som værende en intrapsykisk hændelse. Det gælder ikke for alle læringsteorier, men vigtigst her er, at forholdet mellem menneske og omverden står centralt i enhver dannelsesproces, og at vi derfor også må kunne forholde os til dannelsens ting. At lære er altid at gøre noget for derigennem at vinde chancen for at forstå. Tænkning kan også være en handling, men hvad med det meget praktiske?

Lene Tanggaard: “Vi går med verdensmålsnåle på reversen og udtrykker erklæringer om klimaet i procenter og lader børn og unge lave projekter i skolen om, hvor slemt det står til med klimaet og med verden i det hele taget, og vi bliver sikkert mere bevidste om problemerne på den måde. Vi tror i det hele taget voldsomt meget på drivkraften i mål, men sagen er jo, at mål ikke driver noget i sig selv.”

Som samfund giver vi ikke vores unge (eller borgere i det hele taget) ret mange muligheder for at udøve praktisk bæredygtighed. Vi giver dem, over en bred kam, ikke de livsfærdigheder, der skal til for at praktisere bæredygtighed som borger. De har for eksempel ingen viden og kunnen i forhold til at vælge og vedligeholde materialer, de har ikke eksperimenteret med at ’hacke’ ting og lave nye ting ud af gamle ting, de har ikke lært at reparere elkedlen og deres tøj, de ved ikke, hvordan man skaber biodiversitet i parcelhushaven og i parken. De har ikke lært at agere på et praktisk dagligt plan. De har lært, at de kan forbruge sig til bæredygtighed, og der er de unge kloge nok til at se, at det nok ikke er vejen frem. Men hvad er så vejen? (Ræbild & Hasling, 2020).

Mit bud er, at vi skal lære af designs praktiske tilgang til komplekse udfordringer. Erfaringerne med Sustainable Design Cards viser, at mennesker meget gerne vil gives mulighed for både at forstå og agere. Det kræver blot, at vi omsætter viden til praksis, og det er det, designere kan. Måske skal de ovennævnte praktiske færdigheder også fylde mere i skolen, og måske netop i et dannelsesperspektiv? Som en klog lærer skrev på Facebook til mig den 25. september 2020, hvor jeg delte Politikens forsidehistorie fra samme dag om, at hver 10. elev dumper i matematik og dansk (det er rettelig 8-9 procent af eleverne over de seneste tre år, der dumper i begge fag eller enten matematik eller dansk til folkeskolens afgangsprøve og altså ikke både-og (fra 9,4 procent i 2017 til 7,3 procent i 2009). Læreren skrev følgende i en kommentar:

“Hvis man ser nærmere på den enorme mængde faglige mål i 9. klasse og en stigende kompleksitet i mange prøvers form og indhold, så er det ikke så mærkeligt, at man kun når en masse ting på overfladen, mens grundfagligheden lider! I skriftlig dansk skal eleverne fx lære at skrive og layoute adskillige genrer. Blogindlæg, essays, klummer, debatindlæg, features, erindringer, noveller, reportager, nyhedsartikler, informationsbrochurer med meget mere. Hvorfor? Jeg oplever en ekstremt akademiseret folkeskole, og det er et kæmpe problem for de elever, der har faglige udfordringer ift. det boglige.”

Jeg tror, det er et kæmpe problem for os alle sammen. Lad os genvinde en dannelsesforståelse, der også respekterer evnen til at sætte handling bag ord, at kunne noget praktisk og at turde være konkrete. Det vil gøre en større forskel end noget som helst mål på nål.

 

Reference:

Ræbild, U. & Hasling, K.M. (2020, arbejdspapir). Designskolen Kolding.

Grundtvigsk Tidende 1/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *