Historien bag

Historien bag Dansk Kirketidende

Dansk Kirketidende er et af Danmarks ældste eksisterende tidsskrifter. I januar 2018 tog Dansk Kirketidende hul på årgang nr. 170, men tidsskriftets historie udgør dog ikke en lige linje uden afbrud

Initiativet til Dansk Kirketidende udgik i sin tid fra teologerne R.Th. Fenger og C.J. Brandt, der i 1845 kontaktede Grundtvig for at høre, hvad han syntes om ideen – der kan beskrives som noget i retningen af: at udgive et kirkeligt tidsskrift, der ikke handler om kirken som kirke, men om de levende mennesker og den levende diskussion, som kirken til enhver tid må stå i forhold til.

Grundtvig indledte i første blad (5. oktober 1845) med en formaning til de to redaktører om, at han håbede, det ville blive et åbent blad ”saa de indrømme andre den samme Frihed, de selv gør Fordring på.” Han skrev flittigt i bladet i årene, der fulgte, bl.a. er nogle af hans salmer og sange trykt første gang i Dansk Kirketidende.

Den 170 år lange historie er dog ikke uden udsving: Bladet gik ind i 1915, men blev relanceret i 1919 under et nyt navn – Menighedsbladet – og med kunstneren Joakim Skovgaards vignet på forsiden. I 1957 skiftede navnet tilbage til Dansk Kirketidende.

Dansk Kirketidende konkurrerer om at være Danmarks ældste eksisterende tidsskrift, men må se sig slået af Danske Magazin, der udgives af Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og er udkommet siden 1745.