DEN NORSKE RELIGIONSDEBAT – SET FRA DANMARK

Kirke-stat-forholdet i Norge har mange lighedstræk med forholdet i Danmark. Men de
små forskelle er ikke ligegyldige for synet på både stat og menneske

TEKST: KIRSTEN M. ANDERSEN, LEKTOR VED UC SYD OG FORMAND FOR GRUNDTVIGSK FORUM

”Jeg var længe en ivrig tilhænger af statskirken og talte helhjertet for den i 90’erne. Hvorfor var jeg det? Jeg ville gerne fastholde statsapparatet på den forpligtelse, der udgår af evangeliet. Men afviklingen har banet vej for en ny erkendelse.”

Sådan indledte Kristin Gunleiksrud Raaum, leder af Kirkerådet, den norske kirkes øverste valgte organ, sit indlæg under et seminar om den ny tros- og livssynslov afholdt af Grundtvigselskabet i Oslo den 13. oktober. Forslaget, der er en fortolkningsmæssig konsekvens af grundloven fra 2012, som ændrede på forholdet mellem stat, kirke og religion i Norge, samler tre love og omfatter både den norske kirke og andre tros- og livssynsforeninger og kulturarven i form af bygninger og begravelsesvæsen. Høringsfasen er overstået, forude venter den politiske behandling i Stortinget.

Længere inde i sit indlæg fortsatte Kristin Gunleiksrud Raaum: “Debatten ændrede med et slag karakter i 2013, da vi gik fra at diskutere det livssynsneutrale til det livssynsåbne samfund. Siden er det blevet tydeligt, at en aktiv livssynspolitik stiller krav til både samfund, stat og kommune. Dilemmaerne melder sig hele tiden. Det er så krævende rent retorisk at have en udtalt politik. Jeg møder hele tiden mig selv i døren.”

 

DEN NORSKE STAT ER NU SAT I VERDEN MED ET FORMÅL

På afstand har jeg fulgt med, siden jeg i 2006 i Oslo hørte Inge Lønning, professor og tidligere medlem af Stortinget, tale for, at Norge skulle ændre sin grundlov og endelig få en folkekirke efter dansk forbillede. Det fik mig til at spidse ører og interessere mig for, hvordan forholdet mellem kirke og stat i de nordiske lande, trods mange lighedspunkter, rummer betydelige forskelle.

Gennem de seneste ti år har forholdet mellem stat og kirke været under hastig forvandling i Norge. Inge Lønning karakteriserede ændringen fra et ægteskab til et registreret partnerskab. Den ændring, der er på vej, er en stat i et åbent forhold med flere partnerskaber, for nu at blive i samlivs-metaforikken. Norge er gået fra at være en stat med en evangelisk- luthersk kirke som statens officielle religion til en stat med et værdigrundlag: “Værdigrundlaget forbliver vor kristne og humanistiske Arv”, og et formål om “at sikre Demokrati, Retsstaten og Menneskerettighederne” (Norges Riges Grundlov §2). Lønnings ønske blev opfyldt. Den norske kirke er ikke statens officielle religion, men en folkekirke. Loven knytter et bånd mellem konge og folk, idet kongen “stedse skal bekjende sig til den evangelisk- lutherske Religion.”

 

UKLARHEDER I DET NORSKE LOVFORSLAG

I ordlyden af §16 klinger danske grundlov §4 med, men samlet set åbner paragraffen for en helt ny ordning: “Alle Indvaanere af Riget have fri Religionsøvelse. Den norske Kirke, en evangelisk- luthersk Kirke, forbliver Norges Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. Nærmere Bestemmelser om dens Ordning fastsættes ved Lov. Alle Tros- og Livssynssamfund skulle understøttes paa lige Linje.”

I 2013 kom en rapport med titlen: Det livssynsåpne samfunn, En helhetlig tros- og livssynspolitikk. Rapporten forvandlede med et slag den norske religions- og kirkedebat til at interessere sig mere for åbenhed end for neutralitet. Sådan som Kristin G. Raaum fortalte i sit indlæg. Hun understregede princippet om lighed og den norske kirkes ansvar for at “bidrage med et mindstemål af anstændighed.” Den norske kirke har et ansvar for samfundet og skal “ikke trække stigen op” og passe sig selv, men være der som kirke for den enkelte, i lokalsamfundet og nationalt.

I lovforslaget lægges der op til, at et tros- eller livssynssamfund skal kunne mønstre mindst 500 medlemmer over 15 år for at modtage støtte fra staten. I mange høringssvar fra de mindre samfund har man bedt om en mindstegrænse på 100 medlemmer, og at børn også kan tælle med.

Forslaget udmønter endvidere, at der af den offentlige støtte til folkekirken udledes en norm, der bestemmer støtten til ethvert andet livssyns- og trossamfund. Selv om panelet helst ikke kun ville tale økonomi, så lød det til, at økonomi fylder en del. Set fra et dansk perspektiv er det en af de helt store forskelle, at folkekirken i Norge lokalt er så kommunal. Sognemedhjælpere, kordegne, gravere og de fleste øvrige ansatte, som ikke er præster, er ansat af kommunen. Et af de mange spørgsmål, der står tilbage, er, om de øvrige tros- og livssynssamfund tilsvarende skal aftale aktiviteter og lave budget og regnskab med kommuner, hvorefter kommunen ligeledes står for ansættelse af medarbejderne?

 Den norske model gør i højere grad et
menneskes åndelige behov og åndelige spørgen til
noget, ‘staten sørger for’


MENNESKET ER IKKE KUN STATENS

Ændringer af lov om trossamfund og folkekirke i et naboland sætter mange tanker i gang. Den danske folkekirkeordning er god, men ikke perfekt. Loven om trossamfund i Danmark, som blev vedtaget i 2017, har mange gode sider, bl.a. en definition af en religiøs forening, selvom loven led under, at vedtagelse fandt sted under det politiske klima, som TV2-dokumentaren “Moskeerne bag sløret” førte med sig. Men de danske frihedsbestemmelser og tilsagn om, at staten vil beskytte enhver borgers ret til at tilslutte sig i trossamfund og sikre den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder, uanset “trosbekendelse eller afstamning”, er et godt udgangspunkt.

For nogle år siden foreslog Bertel Haarder (V), så vidt jeg husker, at staten kunne tilbyde at inddrive skat for anerkendte trossamfund, i det omfang de måtte ønske det. Det kom ikke igennem Folketinget, desværre. Jeg foretrækker kirkeskat og fradrag frem for en finansiering af religiøse samfund og kirke over den almindelige skat. Tilhørsforholdet til en kirke eller et trossamfund er ikke noget, stat eller kommune – i min optik – skal tage sig af per automatik, sådan som de tager sig af budgetterne for infrastruktur og drift af børnehaver. Den enkelte skal selv have penge op af lommen. Den norske model gør i højere grad et menneskes åndelige behov og åndelige spørgen til noget, ‘staten sørger for’.

Og så er det et tab for tænkningen af personligt ansvar og frihed at gå fra en stat, der understøtter en evangelisk-lutherske kirke som folkekirke, til en stat med et værdigrundlag og et formål. Det viser ikke mindst de sidste års store fokusering på værdigrundlag i den danske religionsdebat. Grundlovens forhold mellem stat og folkekirke opstiller en norm, hvis mål ikke er en religiøs legitimering staten, men en norm i kraft af det møde, som gudstjenesten sætter, nemlig at ethvert menneske ikke kun er statens. Det gælder heldigvis både i Danmark og i Norge.

Men forskellen er alligevel, at den norske stat nu har et værdigrundlag og et formål. Det har den danske stat – heldigvis – ikke. Formål og værdigrundlag er i Norge opstået som en konsekvens af diskussionerne om forholdet mellem stat og kirke. Er Danmark mon på vej i samme retning? Og hvad betyder det i så fald for den personlige frihed og ansvar?

Læs også artiklen ‘Den norske religionsdebat – set fra Norge’ af Synnøve Sakura Heggem HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *