DEN NORSKE RELIGIONSDEBAT – SET FRA NORGE

I Norge har man fået øjnene op for, at tro- og livssynssamfund ikke blot er foreninger med egne målgrupper, men kan virke til fælles bedste i samfundet. Men der er brug for nytænkning for at holde fast i det, der samler snarere end splitter

TEKST: SYNNØVE SAKURA HEGGEM, DR.THEOL., PRÆST OG FREELANCER

En ny lov om tros- og livssynssamfund er på trapperne i Norge. Forslaget har været sendt i høring, men loven er endnu ikke vedtaget.

I anledning af lovforslaget inviterede Det norske Grundtvigselskap til seminar i Oslo den 13. oktober 2018 til en debat mellem Kristin Gunleiksrud Raaum, leder af Kirkerådet og generalsekretær i Norske Kirkeakademier, Henrik Syse, filosof og medlem af Nobelkomiteen og Ingrid Rosendorf Joyce, generalsekretær for Samråd for Tros- og Livssynssaker. Denne artikel er en kommentar til debatten, der også synes at have relevans i en dansk sammenhæng.

Tros- og livssynsfrihed er globalt set under pres, og desto vigtigere er det med gode lovreguleringer. Debatten i Oslo tog forskellige sider af spørgsmålet om ligebehandling op, herunder medlemskab/tilhørsforhold, økonomi og præmisserne for en åben, offentlig debat. Hvor mange medlemmer skal der fx til for at danne en livssynsforening? I lovforslaget er et minimum på 500 medlemmer, hvilket blev kritiseret for at være for højt sat.

Fælles for alle indlæg var, at rapporten Det Livssynsåpne Samfunn (NOU, Norges Offentlige Utretninger 2013) blev rost for at lægge op til en aktiv, åben og offentlig diskussion af religion og livssyn i det norske samfund. Det skabte ingen debat, at Den norske kirke har en særstilling, men selvsagt ikke skal særbehandles. Særstillingen er knyttet til dens århundredlange rolle i samfundet: Den norske kirke har fungeret som en integrerende faktor i en relativt homogen religiøs fortid.

Gunleiksrud Raaum udtalte sig ydmygt på vegne af en majoritetskirke, der ifølge hende har taget sin magtposition for givet og nu efter adskillelsen af kirke og stat må stræbe efter at indrette sig påny. Hun understregede, at Den norske kirke har et særligt ansvar for at sikre vilkårene for de andre kirkesamfund og religioner. Samtidig sagde hun, at hun godt kunne ønske sig, at det var muligt at holde spørgsmålet om kirkebygninger ude af sammenhængen, idet de som fælles ikoniske og fællesskabsstiftende historiske (og fremtidige) steder udgør en ekstraordinær økonomisk belastning. De ca. 1600 (tidligere ca. 3000) kirkebygninger er det eneste i Norge, der minder lidt om slotte, idet vi nordmænd jo har været et folk af fiskere og bønder – uden adel og slotte.

Den aktuelle situation er en enestående anledning til at skabe nye helheder, som kan samle, og ikke splitte, det norske folk

KIRKEN ER TIL FOR SAMFUNDET
Jeg bemærkede en fælles forståelse af, at livs- og trossamfund i Norge bør opfatte sig som bidragsydere til det norske samfund som helhed og ikke bare slås for sin egen organisation. Det er sød musik i ørerne for en landsbypræst, der for eget vedkommende har genopdaget kirkens rolle i lokalsamfundet på netop den måde: Kirken er til for samfundet, ikke omvendt.

Når det er sagt, så er det samtidig nok også her, at kilden til konflikt ligger. Det faktum, at der er brug for en ny lov, der forholder sig til medlemsantal, økonomi, sociale privilegier og principper, siger sit. De organiserede livssyn og religioner må kæmpe om og for sine medlemmer og rettigheder i forhold til storsamfundet. Livssyn og religion er ofte knyttet til transnationale fællesskaber og til historiske rødder, først og sidst på lokalt plan.

Nogle gange er de derudover tæt knyttet til nation og storsamfund, andre gange slet ikke. At skulle opfatte sig som aktører i lyset af en ny lov – til fælles bedste – vil komme til at kræve meget, både af medlemmer, lederskab og storsamfundet.

Forskellige former for fællesskab, forskellighed og fjendskab sker i dag langs nye akser, nogle gange mellem de forskellige tros- og livssynssamfund, andre gange tværs igennem. Et eksempel på det sidste er synet på kærligheden mellem par af samme køn, knyttet både til spørgsmålet om vielse og lederskab inden for de organiserede religioner. Stor uenighed går på kryds og tværs af religioner og nationer, geografiske og familiære skillelinjer.

 

TID TIL REFORMULERING
Jeg har igennem længere tid spurgt mig selv: Bør vi forny folkekirketænkningen i Norge ved at ændre på de grundlæggende teologiske traditioner? Forvaltningen af kirkebygningerne kan være et godt og rigtigt sted at begynde. Norske kirker har i århundreder samlet folk i hele landet omkring livsritualer. Det er symptomatisk, at sekulære/ateistiske alternativer (fx Human-Etisk Forbund) også samles omkring livsritualer. I Rena, hvor jeg bor, bruger Human-Etisk Forbund fx kapellet lige ved siden af kirken som et livssynsåbent ritualrum.

Kan kirkebygningerne – som ikonisk arv og mulighed – udvide og reformulere indhold og brug? Kan livsritualer fortsat samle det livssynsåbne Norge til ét samfund i kraft af at kunne tilbyde hele befolkningen forskellige ritualer i kirkerne (udover hvad rådhuse og kulturhuse tilbyder)? Hvis de fleste mennesker i Norge langt hen ad vejen mener, at tros- og livssynssamfundene skal virke til fælles bedste for folket, skyldes dette så en gryende fælles erkendelse (grundtone) af, at ingen ejer sandheden alene?

 

KIRKEBYGNINGER SOM SAMLINGSPUNKTER
Grundtvig drømte om en kirke, som samlede folk i landets kirker på tværs af konfesionelle skillelinjer; kvækere, jøder, katolikker, protestanter osv., altså en konfessionsløs og delvist religionsåben folkekirke. Han argumenterede for præstefrihed, dvs. liturgisk frihed i en treenig kombination af kirketradition, folketro og præstens egen stemme. Ingen af delene blev virkeliggjort i hverken Danmark eller Norge.

Er det tid til – i lyset af den nye lov om tros- og livssynssamfund – at vi holder kirkebygningerne udenfor (jf. Gunleiksrud Raaums ønske) for dermed at forny den gamle praksis med fælles slotte/ storstuer for alle? På samme måde som kirkegårdene allerede er lovpålagt at lade alle samles som døde, kunne alle tilbydes livsritualer i kirkerne, uafhængigt af religion og livssyn, tilpasset den enkeltes behov og tilhørsforhold.

Uden sådanne – eller andre fællesskabsstiftende ideer – kan det blive svært at gøre den livsnødvendige øvelse at betragte sin organisation til fælles bedste for samfundet. Vil “søster-folke-kirker og livssynssamfund” kunne erstatte den nuværende skelnen mellem “Den norske folkekirke” og “De andre livs- og trossamfund”?

Den aktuelle situation er en enestående anledning til at skabe nye helheder, som kan samle, og ikke splitte, det norske folk.

 

Artiklen er oversat fra norsk
Læs også artiklen ‘Den norske religionsdebat – set fra Danmark’ af Kirsten M. Andersen HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *