Den signede dag

Jakob Levinsen: “Set med Grundtvigs blik handler det nemlig ikke så meget om at Helligånden er kommet, eller hvordan. Snarere om at den er her, og at den er over alt.”

Af Jakob Levinsen, litteraturredaktør, film- og musikkritiker ved Morgenavisen Jyllands-Posten

Selv et halvhedensk kirkekor får oplevelsen af at blive blæst igennem med den signede dag Dengang jeg var kirkesanger, var “Den signede dag” en af de salmer, som vi i vores lille, bissede kor både holdt mest af og nærede størst ærefrygt for. Det sidste var i høj grad på grund af C.E.F. Weyses melodi. Ikke blot består Grundtvigs pinsesalme fra 1826 af 13 ret lange vers, hvis man synger dem alle sammen. Og det gjorde vi. Præsten var forhenværende katolik og derfor nu stærkt opsat på at vise alverden, hvor ualmindelig grundtvigiansk han var blevet.

Desuden har Weyse, med et for ham lidt atypisk, massivt udtryk, tonesat versene som en eneste lang, båret melodilinje. Formuleringen “Nu sagtelig skrid, du pinsedag” i vers ti synes at have været udgangspunkt. Ideelt set burde hvert vers faktisk synges i én, kolossal vejrtrækning. Måske vil genforskerne engang få klonet sig frem til en kirkesanger, der er i stand til det. Samtidig er melodien bygget op, så den starter dybt, bevæger sig igennem mere end en oktav og ender på toppen af, hvad man med rimelighed kan forvente af en menighed. Omvendt betyder den dybe begyndelse, at den ikke kan transponeres ret langt ned, før det også skaber vanskeligheder.

Tough love
Hvis man oven i købet er en håndfuld yngre kirkesangere, der i vekslende grad har festet igennem aftenen forinden – titlens fryd var nogle søndag morgener ikke umiddelbart mærkbar – så har vi problemet. Det bliver ikke mindre, hvis der er tale om en kirke på Ydre Nørrebro i Den signede dag med fryd vi ser 1980’erne med typisk meget få kirkegængere, således at koret er meget alene om at synge rummet op.

Ikke desto mindre var der glæde på det vakkelvorne pulpitur, hver gang “Den signede dag” var på programmet. For når man står der, kirkeår ud og kirkeår ind, er der både dårlige salmer, almindelige salmer, gode salmer og helt specielle salmer.

Ganske vist er den, ikke mindst med sine mange og sejtrækkende vers, hvad amerikanerne kalder tough love. Det er imidlertid også en af de ganske få salmemelodier, hvor en lille flok middelmådigt syngende musikstuderende kan få lov til efter bedste evne virkelig at blæse igennem på Pavarotti-måden, og sundt er det sikkert også.

Nok så meget, fordi teksten jo kan bære det. Der er muligvis et modsætningsforhold mellem selve den højdramatiske pinsehistorie og den majestætiske melodi, men til Grundtvigs på samme tid grandiose og nærværende udlægning af historien passer melodien perfekt.

Ånden overalt
Set med Grundtvigs blik handler det nemlig ikke så meget om at Helligånden er kommet, eller hvordan. Snarere om at den er her, og at den er over alt. Derfor har hans tekst også alle registre ude på alle niveauer. At, som det hedder i åbningslinjerne, vi ser solen og dagen stige op af havet, er på alle måder kun begyndelsen. Det er nemlig ikke bare noget, der foregår på behørig afstand og kan beses med distanceret fryd. Dagen står ikke bare op for øjnene af os, den kommer op af havet til os.

Den er omkring os. Aldrig så snart har den vist sig, før Grundtvig kobler Kristi fødsel ved midnatstid med den efterfølgende morgenrøde, det lys, der skal favne hele verden, “som jordens bold/skal lysne udi og gløde.”

Men den er også i alting, i en grad, så der egentlig slet ikke kan sættes ord på den. Om så træerne i skoven blev levende, og bladene blev tunger, “de kunne dog ej Guds nådes lov/med værdelig røst udsjunge”. Og det netop fordi dagen og lyset er i det hele. Hvad enten det er ørnen, der svinger sig op, eller vandløbene, der suser ned og løber videre.

Blæst igennem
Det, ordene kan bruges til, er taksigelsen for dagen. Også fordi pinsesolen på nationalromantisk vis lyser op over landet og historien, på “daners have” såvel som på fædrenes grave (og mødrenes, må man antage).

Samtidig med at naturen tillige er indvendig, sådan som Grundtvig som det selvfølgeligste af verden begynder at lade sit billedsprog løbe baglæns: hvor før den store å blev afløst af den lille bæk, bliver nu de små bække af tårer fra øjnene samlet til en å, “der higer mod lysets kilde/den stiger i løn, som hjertesuk/alt årle, og dog end silde”.

For sol står op, og sol går ned. Mod slutningen, før dagen atter gryr, bliver aftenen til billede på døden, og lysets cyklus på livets.  Alt imens det nu er os, der rejser til fædrelandet på den anden side, hvor ingen er alene, og ordet er blevet levende. Hvor alle dem, der før kun havde mulighed for at sige tak, med venner i lys nu tale.

Her kan selv et halv-hedensk kirkekor få mere mæle end sædvanligt. Og, hvad enten man tror på noget eller ej, få oplevelsen af at blive blæst igennem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *