Der er frihed i strammeriet

Genkendeligheden i gudstjenesten gør det muligt at være fælles om det fælles med mennesker, der er helt fremmede. Man kan opleve at være ’hjemme’, også når man er langt væk hjemmefra. I det fælles ligger også en frihed – friheden i at vi alle er lige

TEKST: LIS MÆRSK STAUNSTRUP, FRISKOLELEDER I VARDE, MEDLEM AF STYRELSEN I GRUNDTVIGSK FORUM

Jeg holder af at gå i kirke, både i min hjemby og bestemt også andre steder i landet. Sidste år fejrede jeg jul i København og opsøgte en kirke der. Jeg var på udebane – det var tydeligt – men kun indtil gudstjenesten gik i gang. Objektivt set havde vi, der var forsamlede, intet til fælles. Ingen hverdag, ingen tilknytning til stedet nødvendigvis, måske de andre heller ikke kendte hinanden? Vi var en broget skare, som vi sad der på bænkene. Men vi var fælles om at være der – til gudstjeneste om det, der er fælles. Det genkendelige ved liturgien gav ro og plads til fokus på indholdet. Det genkendelige understregede for mig, at jeg godt nok var udenbys, langt væk hjemmefra, men alligevel fejrede gudstjeneste i en form jeg kendte, hvilket var medvirkende til, at jeg ikke følte mig som gæst i nogle andres fællesskab. Vi var netop fælles om at møde det helt anderledes i en ramme, der var kendt. 

Det er altid relevant at diskutere, evaluere og måske ændre praksis. Også i forbindelse med højmessen. Blot man har øje for hvorfor. Der kan være mange gode grunde. Er det for at gøre indgangen til deltagelse i højmessen lettere? For såkaldte kirkefremmede måske? Og hvornår er man egentlig det? Kirkefremmed. Gemmer der sig her en forståelse af menigheden, som kun dem, der kommer jævnligt? Det vil være betænkeligt. Så kan det at være menighed blive noget, man skal kvalificere sig til.

Vi bliver alle fremmede

En mere fri liturgisk ordning, med deraf følgende større forskelligheder lokalt, vil måske bidrage til, at alle kan risikere at blive lidt kirkefremmede. Dette ikke kun ved kirkegang udenbys, men også i ens lokale kirke, hvis der dér eksperimenteres med liturgien i en retning, man ikke kan se sig selv i. Så kan man også blive fremmed hjemme.

Med en friere autorisation kan det være svært at se, hvordan alle kan være klædt lige på til at tage en saglig debat.

Er der en risiko for, at fokus lokalt rykkes mere over mod form end indhold? Med en friere autorisation kan det være svært at se, hvordan alle kan være klædt lige på til at tage en saglig debat. Liturgi er jo som bekendt også teologi. Planerne om at oprette et landsdækkende liturgisk center er for mig at se mindre demokratisk, end at valgte biskopper forvalter tilsyn efter fælles regler.

Hvis det at løsne på den autoriserede del af højmessens liturgi bunder i ønsket om at gøre højmessen lettere tilgængelig, så kan jeg have min tvivl, om det opnås. Og om lettere tilgængelighed er et mål i sig selv? Hvem er det, der forventer, at vi umiddelbart forstår alt, hvad der siges og sker? Kommer vi dybest set nogensinde til det? Eller kan vi finde ro og måske endda glæde i, at ikke alt er førstegangstilgængeligt. At der er mere at komme efter. Vi kender det også fra sange og salmer. Over tid forstås de bedre, og deres betydning og mening ændrer sig for os gennem livet. Det holder vi ikke mindre af disse salmer og sange af. Tværtimod.

Også liturgi kan ændres over tid. Men det skal ske med varsomhed og blik for, at netop i det bundne ligger friheden til at være sammen om det fælles. Der er frihed i strammeriet.

Grundtvigsk Tidende 3/2020

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *