DER SKAL VÆRE NOGET PÅ SPIL I BØRNEBØGER

Kunst er en fri udtryksform, men litteratur for børn har altid været mere dilemmafyldt: Skal børnelitteratur afspejle, udfordre eller betrygge børnenes verdensbillede – og ud fra hvilke begrundelser? Vi har talt med Kim Fupz Aakeson, som har skrevet over 50 billed- og børnebøger, og modtaget en række børnebogspriser, ved siden af sit arbejde med romaner til voksne, tegneserier og filmmanuskripter. Han sidder i juryen på Grundtvigsk Forums netop udskrevne børnelitteraturkonkurrence

INTERVIEW MED KIM FUPZ AAKESON. TEKST: MAYA MALTHA BORUP, STUDERENDE

Dansk børnelitteratur høster ros både herhjemme og internationalt og går ofte nye veje eller tager fat i vanskelige eller overraskende emner. Senest har børnelitteraturen fået en international festival i Aarhus, som fandt sted først gang i november sidste år.

Grundtvigsk Forum har netop udskrevet en børnelitteraturkonkurrence med det benspænd, at der skal indgå en eller flere LGBT-figurer i fortællingen. Vinderen af konkurrencen bliver afsløret i forbindelse med CPH Pride 2019 og udvælges af et dommerpanel bestående af børnebogsforfatter (m.m.) Kim Fupz Aakeson, illustrator og børnebogsforfatter Cato Thau-Jensen og redaktør ved Gyldendal Sanne Paustian Billesbølle.

Kim Fupz Aakeson fortæller her om nogle af sine egne overvejelser som børnebogsforfatter.

 

Du var en af de første, der svarede ja til at være med i juryen. Hvordan kan det være?

“Jamen, jeg synes, det er et spændende projekt. Og nu har jeg selv en datter, som er lesbisk, nu sidst i 20’erne. Hun er lige blevet gift. Det får mig til at tænke over, hvad det betyder, at børn har noget, de kan spejle sig i.”

Kim Fupz Aakeson er kendt for at skrive børnebøger, der uhøjtideligt og med en nogle gange næsten brutal humor udfolder relationer, situationer og menneskeskikkelser, der både er skæve, grusomme og rørende.

Hvis det fungerer som historie, så er det en historie. Og nogle gange er det sværeste næsten, når man er for sikker på noget. Det er også det, der nogle gange er problemet med LGBT-billedbøger


Er der noget, du ikke mener, man kan skrive for børn?

“Jeg mener, at der er noget, jeg ikke kan skrive for børn. Nogle gange møder man en eller anden form for mur, hvor man ikke kan få det til at fungere, og så får man Oscar K og Dorte Karrebæks kz-lejr-billedbog (Lejren, 2011) i hånden og tænker: “Wow, okay, det kunne de så få til at fungere.”

“Personligt har jeg skrevet en bog om en pige, hvor døden kommer, og hun skal vælge mellem sin mor og far. Og jeg har skrevet om en voldelig far (En historie om vokseværk, 2006) en bog, som ikke har solgt noget som helst, men som de til gengæld bruger på en døgninstitution, hvor de anbringer børn, der har været i voldelige hjem. De bruger bogen til at åbne samtalen.”

“Hvis det fungerer som historie, så er det en historie. Og nogle gange er det sværeste næsten, når man er for sikker på noget. Det er også det, der nogle gange er problemet med LGBT-billedbøger, fx hvis man har set de svenske, hvor de er så optaget af, at det bare skal være ‘rigtigt’. Så bliver det lidt aaargh. Hvis man allerede har svaret, bliver det kedeligt.”

“Det er også derfor, det kunne være godt, hvis der var LGBT-bøger, hvor der bare var to mødre, uden at det var temaet, at der var to mødre. Men nogle gange skal man igennem den første type bøger for at kunne komme til den næste.”

 

Har vi været igennem det, du kalder “den første type” af billedbøger i forhold til fx indvandrere eller nydanskere? Jeg synes ikke, vi har mange af dem.

“Ja, det har vi måske. Men jeg tror, mange viger tilbage, fordi det er så oplagt, hvad der er det rigtige. Så kan det være svært at få til at fungere.” “Da jeg skrev en af de allerførste Vitello-bøger var naboerne indvandrere. Og Vitellos mor havde et sådan lidt racistisk, hyggenedladende udtryk om dem. Nabofiduserne, eller sådan noget. Hver gang jeg skulle prøve at skrive nye Vitello-historier, havde jeg tænkt, at jeg skulle skrive om dem, men jeg måtte simpelthen opgive.”

“Man kunne mærke hensigten, og det blev sådan en ‘de er lige så gode som os bog’ Og ja, det ved jeg sgu da godt. Det var svært at få til at fungere i historien, fordi det var for oplagt, hvad det rigtige var.”

 

DER SKAL VÆRE NOGET PÅ SPIL

Så børnebøger må gerne udfordre lidt?

“Ja, det må de gerne. Jeg har skrevet en bog om en dreng, der er flov over, at hans mor er overvægtig (Mor, 1998). Det er der jo ikke noget enkelt svar på. Er man flov over sin mor, så er man det jo, og hun bliver ikke noget tyndt ribs i morgen. Og det kan jeg godt lide, fordi der er noget på spil.”

“Den gode børnelitteratur fungerer meget på samme måde som den gode voksenlitteratur. Jeg tror meget hurtigt, både børn og voksne kan lure, at her ved man godt, hvad man skal mene, og at man får ‘den rigtige mening’ stoppet ned i halsen. Nogle billedbøger kan man jo slet ikke læse i dag, blandt andet dem fra 70’erne, hvor der var et klart politisk budskab, for der er ikke andet på spil end, at det her er det rigtige.”

 

Gælder det også for de allermindste børn?

“Jeg har skrevet nogle meget korte bøger for de helt små, hvor teksten modsiger billederne. Det var den måde, jeg kunne gå til det på, for ellers vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Der kom også en karakter med, som ikke gør, hvad de voksne siger. Men jeg kan godt mærke, at konflikterne er enkle. Det bliver et karakterstudie i, når vi er dummest eller mest selvoptaget. Små børn er jo de værste – de har ikke nogen evne til behovsudsættelse. Men det var også, fordi jeg syntes, der manglede noget. De småbørnsbøger, jeg selv fik fat i, var så søde. Og altså, prøv og hør, børn er lige så slemme som os andre.”

 

Så bøgerne er faktisk skrevet til forældrene?

“De var i hvert fald også skrevet til forældrene. Men der er også genkendelse for børnene i det med at sortere sin mad væk og give det, man ikke kan lide, til hunden, så de voksne tror, man har spist op. Men jeg kan godt mærke, at det altid bliver meget enkelt. Det er ikke de store eksistentielle spørgsmål.”

 Nogle billedbøger kan man jo slet ikke læse i dag, blandt andet dem fra 70’erne, hvor der var et klart politisk budskab, for der er ikke andet på spil end, at det her er det rigtige


Har dine børnebøger ændret sig i de perioder, hvor du selv har haft børn i børnebogsalderen?

“De har jo ændret sig, det gør alt jo, når man arbejder i mange år. Da min førstefødte datter nåede den alder, troede jeg, vi skulle have alle tiders samtaler om historier, men hun kunne kun lide hesteblade. Men det var jo alligevel ikke helt lige meget for mit arbejde som forfatter, at jeg selv havde en datter, for jeg kunne se, hvordan de samtaler man har, og de bøger man læser sammen, giver noget. Man er i et flow af børnetanker og børnekulturting, og man ser de ting, de ser, og som de spørger om.”

“Bogen Fandens Far er faktisk direkte fra noget, min ældste datter sagde. Hun og hendes veninder var begyndt at tale om Gud, og hun spurgte, om jeg troede på Gud. Det bekymrede hende helt vildt, at jeg jo ikke kunne komme med hende i Himlen, når jeg sagde nej. Men ellers er det sjældent, at jeg direkte får foræret en historie af at have børn omkring mig.”

“For ti år siden kom nummer to, og det gav noget ny energi. Så det vil sige, at jeg bilder mig ind, at jeg godt kan skrive uden børn, men jeg synes, det er godt, at de er der.”

 

I mange af dine fortællinger er der et kristent element, men du siger selv, at du ikke er troende. Hvordan kan det så være?

“Dels har jeg altid været glad for Bibelen, for den er jo et forsøg på at svare på meget relevante eksistentielle spørgsmål, om svig og skam og skyld og alt muligt, som stadig er aktuelt. En tekst holder ikke, hvis ikke der er genkendelse. Så Bibelen har jo den fordel, at der er nogle ting, som vi kender, nogle arketypiske ting, Edens have, syndefaldet, som man kan gå direkte på og twiste med en ny måde at fortælle på. Og det bliver i sig selv en pointe, fordi man kender den oprindelige fortælling.”

“Det, synes jeg, er sjovt at skrive i. Man kan gå direkte på uden først at skulle fortælle om en verden og bygge den op. I stedet kan man lave det oven på en anden fortælling. Og selv mange af mine bøger, som ikke har bibelske referencer, men handler om hverdag, har noget, som kommer ned ovenfra eller udefra – og det er Bibelen jo fuld af, divine intervention. Så der er et helt oplagt slægtskab.”

“Jeg skulle ud og holde foredrag for Folkekirkens Skoletjeneste, og så begyndte jeg at tælle, hvor mange bøger jeg havde lavet med bibelske referencer, og til sidst var jeg sådan: “Okay, har jeg lavet andet?”

 

FORÆLDRE I BØRNEHØJDE

Er der nogensinde nogen, der har sagt til dig: ‘hvorfor har du ikke skrevet om det her?’

“Det sker tit, men det er ikke så tit, jeg kan bruge det. Tegneren Rasmus Bregnhøi og jeg lavede en tegneserie med to drenge, der hedder Mogens og Mahdi. Mahdi er jo af anden etnisk herkomst, og i en af historierne holdt han ramadan. Og i et interview var der en, der spurgte, hvorfor de ikke var hjemme hos Mahdi der? Og jeg kan mærke, at fordi jeg ikke kan fortælle om det med nogen form for autoritet, var jeg helt lost. Jeg ville virkelig skulle ud og lave research. Så fandt vi i næste bind på, at Mogens kommer hjem til Mahdi og fejrer eid, og ikke kan forstå noget af, hvad der foregår.”

“Men jeg kan godt mærke, at jeg har det bedst med at fortælle fra villavejen, hvor jeg er vokset op. Nogle gange har jeg det sådan med en idé, at det er nok nogle andre, som skal fortælle den.”

 

Ofte ser man fx i tegnefilm, at det kun er benene af de voksne som er med. Tænker du over voksenrollerne i dine bøger, når du skriver?

“Ja, det gør jeg. Nogle gange er det meget en forældre- mod-børn-historie. Det er jo os forældre, som fortæller børnene, hvad der er rigtigt og forkert, og sætter reglerne og normerne. Jeg tænker tit, at børnene må føle, at vi bestemmer alt. Det kan jeg da også selv huske. Min egen datter er nogle gange ved at dø over det, når hun skal slukke for skærmen, hun kan være helt desperat. Så på den måde er vi tit deres modstandere.”

“Men samtidig støder man jo også som barn på nogle voksne, som man holder rigtig meget af, og som er skønne og hjælper en. Sådan havde jeg det også lidt med mine egne lærere, jeg havde mange, som bare kunne åbne litteratur for mig og alt det der.”

“Så det er klart, tit er det en børneverden med voksne modstandere. Men nogle gange har jeg sagt, at nu laver jeg altså nogle forældre, som er okay, for jeg bliver så træt af, at de altid skal være sure og dumme.”

 

Læs mere om Grundtvigsk Forums børnelitteraturkonkurrence HER

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *