DET ER VELFÆRDSNEDSÆTTENDE IKKE AT KUNNE VISE, HVEM MAN ER

Inspireret af den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer, der analyserede sprogudviklingen under nazismen, har forfatter og journalist Knud Lindholm Lau set nærmere på den danske udlændingedebat. Debatten er sprogligt set ved at kamme over, siger han

INTERVIEW MED KNUD LINDHOLM LAU. TEKST: LAURA KJÆR LARSEN, STUDERENDE. FOTO: SØREN KUHN

Med bogen LTI – Lingua Tertii Imperii: Det Tredje Riges Sprog (1947) beskrev den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer (1881-1969), hvordan nazismens overbevisninger og verdensbilleder manifesterede sig i det tyske sprog i årene 1933-45. “Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giften sig alligevel.” Med dette kendte citat demonstrerer Klemperer sprogets ofte skjulte magt i det, der skulle vise sig som en af historiens værste tilfælde af en ensretning af et helt folk. Forfatter og journalist Knud Lindholm Lau insisterer på, at Klemperers tilgang til sprog har en plads i en dansk nutidig sammenhæng. Helt konkret ser han det i en udlændingedebat, som ifølge Lau på mange måder sprogligt er ved at kamme over.


UDVIKLINGEN I DEN DANSKE 
UDLÆNDINGEDEBAT
Hvordan mener du, sproget har udviklet sig i udlændingedebatten de seneste 20-25 år?

“Jeg tør i hvert fald godt sige, at det er blevet mere råt. På de sociale medier farer stadig flere til tasterne med en brutal og udlændingehadsk sprogbrug. Det er ikke svært at havne i et kommentarspor til en artikel eller et facebookopslag, hvor man åbenlyst sammenligner mennesker med dyr og biologisk affald.”
“Men der er også flere, der deltager i den offentlige debat med stærkt udlændingefjendske holdninger, end det tidligere var tilfældet. Partier og meningsdannere har flyttet sig, og det ser jeg ikke mindst i de sproglige udtryk. Hos dem er det ikke nødvendigvis et brutalt sprog, der kommer til udtryk, men et mere akademisk og slebent sprog. Det kan for eksempel være ved at bruge bestemt form af ordet ‘muslim’, som sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen gør det i en kommentar i Berlingske [Berlingske, 7. august 2017, red.]. Så hævder man altså ikke længere, at muslimer er sådan og sådan, men at muslimen er sådan og sådan, man går fra en generalisering til en essentialisering. Det kommer til at fremstå, som om der kun er én måde at være muslim på. I forlængelse af det kommer ‘muslimen’ også til at stå i et modsætningsforhold til ‘den kristne’. Den kristne ser op, siger Gotfredsen, og kommer sin medborger i møde i modsætning til muslimen, som slår blikket ned og ikke deltager i samfundet. Det er en meget sleben og civiliseret måde at udtrykke et synspunkt på, men den er nøjagtig lige så voldsom, som den der anskuer den tilvandrede medborger som bestemt af en slet karakter eller en dårlig kultur.”

Der er flere, der deltager i den offentlige debat med stærkt udlændingefjendske holdninger end tidligere var tilfældet

“Så vi har altså at gøre med en forestilling om et ‘os’ mod et ‘dem’, men den aktuelle samfundsdiskussion har også et tredje ben: forestillingen om, at vi ikke får den fulde sandhed at vide om ‘dem’ og den trussel, de indebærer. Forestillingen går ud på, at der sidder nogen og styrer pressen. Det er dem, man ofte kalder ‘de politisk korrekte’, og det er ifølge denne forestilling deres skyld, at vi ikke får den grumme sandhed at vide om dette angreb på ‘os’.”

“Men det er ikke kun i omtalen af udlændinge, jeg ser en udvikling. Der er også sket noget i selve argumentationen i debatten. På den meget udlændingekritiske fløj kan man høre påstande om, at nu trækker man ‘nazikortet’. Altså hvis man henviser til den grusomme historiske erfaring fra 1933-45, så lyder kritikken, at det kan man ikke. I en kirkehistorisk sammenhæng er det jo interessant, at kirken heller ikke evnede til fulde at lægge en afstand til et af de mest inhumane politiske forløb, man nogensinde har kunnet iagttage. Så hvis man ikke må trække ‘nazikortet’, så må kirken jo heller ikke tage ved lære af de angribelige positioner, dele af kirkemiljøet tog dengang. Det er jo absurd. Altså, det må jo være tilladt at tage ved lære af de fejl, man har begået – for eksempel under nazismen.”

“En anden argumentatorisk afværgemekanisme lyder sådan her: ‘nu er du bare politisk korrekt’. Underforstået at det er ikke noget, du rigtigt mener, men noget du er presset til af dem, der spiller rollen som de politisk korrekte. Eller hvis nogen påpeger, at der har været tilfælde af vold mod og seksuel misbrug af børn i muslimske miljøer, og man så siger, ja det er måske rigtigt nok, men det har man også set i den katolske kirke og i helt almindelige sekulære dele af det danske og vesteuropæiske samfund, så får man at vide, at det er ‘whataboutism’, at man taler udenom problemet. Men i virkeligheden benytter man jo helt almindelig og gængs komparativ metode. De her argumentatoriske afværgemekanismer er en del af den sproglige udvikling, jeg har observeret.”


DET OFFENTLIGE RUM FIK NY BETYDNING I 2006

“I den forbindelse er jeg for nylig blevet opmærksom på en anden udvikling, hvor man forsøger at dømme religion til at antage en ringere plads i offentligheden, end man hidtil har tildelt den. Det ser jeg i formuleringer som at ‘religion ikke hører til i det offentlig rum’. Det offentlige rum har arkitekter altid talt om. Vi skal have et godt offentligt rum foran rådhuset, kirken og torvet. Men nu optræder begrebet pludselig i en metaforisk sammenhæng, som noget der åbenbart eksisterer os borgere imellem. Og som afgrænser sig i forhold til det private rum. Og man har brug for den skelnen, for der er åbenbart noget, der hører hjemme i det private rum, som ikke må komme ud i det offentlige rum.”

“I 2006 holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en stor tale, hvor han argumenterede for, at den religiøse begrundelse nok var gyldig, men at den ikke skulle have så stor en status i den offentlige samtale. Det fik mig til at lave en måling over frekvensen af udtrykket ‘det offentlige rum’ som optrædende samtidig med religion. Den viser, at der stort set ikke sker noget før 2006. Men herefter eksploderer brugen af den kombination.”

“I samme tale siger Fogh Rasmussen noget, som jeg synes er bekymringsværdigt. Han gør sig nogle betragtninger om globalisering og om, hvordan det betyder, at også religionerne kommer til at manifestere sig globalt. Ifølge Fogh Rasmussen er det i det lys afgørende, at det offentlige rum ikke bliver ‘invaderet’ af et stigende antal religiøst betonede krav, der indskrænker andre menneskers muligheder og frihedsrettigheder. Og at mindre religion i det offentlige rum betyder, at de troende holder deres dogmer for sig selv og indrømmer andre retten til at tro og mene noget andet. Det sidste er vel noget, de fleste er enige i. Men at man ikke må manifestere sin tro i det offentlige rum, at det skal holdes inden for stuedøren så at sige, mener jeg faktisk, er et bekymrende synspunkt. På samme måde som det ikke er tilstrækkeligt at sige til homoseksuelle, at det må de gerne være, bare de ikke viser det noget sted. Det er velfærdsnedsættende ikke at kunne vise, den man er. Hvis man er katolik, må man have lov til at gå med sin rosenkrans. Hvis man er jøde, må man have lov til at gå med sin hovedbeklædning som mand, og hvis man er muslim, må man have lov til at gå med sit tørklæde som kvinde, hvis man har det behov. Ved at gøre det, manifesterer man jo sine dogmer i det offentlige rum, og det må man ikke efter Fogh Rasmussens mening.”

“I den sammenhæng er der også en tendens til at sige, at religiøse argumenter ikke kan tælle i en offentlig sammenhæng. Det er meget problematisk, mener jeg. Man kan sagtens anerkende, at det er Folketingets givne love, der står over alle love samtidig med, at man bygger sin argumentation af sit politiske synspunkt på et religiøst etisk værdisæt. For mange mennesker er religion ensbetydende med at have en etisk rettesnor i tilværelsen, og hvis man siger, at religion ikke har sin plads i offentlig heden, så har man afskåret en række mennesker fra at argumentere ud fra deres inderste i den offentlige politiske proces. Det mener jeg ikke, man kan. En bekymrende konsekvens af tendensen kunne være, at det bliver vanskeligt overhovedet at anføre et etisk normsæt som grundlag for en politisk stillingtagen i den offentlige debat. Og hvad er der så tilbage?”

DISKRIMINATION PÅVIRKER HELBREDET

Der er altså sket en udvikling i den måde, vi omtaler udlændinge på, og også i den måde, vi argumenterer på. Men hvori ligger sprogets egentlige magt?

“Grundtvig sagde, at sproget skaber, hvad det nævner. Det knytter sig til en forestilling om, at verden i vores bevidsthed bliver, som sproget benævner den. Jeg er ikke socialkonstruktivist i den grad, at jeg ikke mener, at verden eksisterer, før vi benævner den, men jeg synes, det er interessant at studere, hvad sproget gør ved os. Den forskning bekymrer man sig meget lidt om her i landet, men internationalt findes der nogle meget klare undersøgelsesresultater. I USA er der forsket meget i sammenhængen mellem oplevet diskrimination og sundhedsudviklingen. Der er helt massive belæg for, at oplever man sig diskrimineret, forringes ens helbred. Og sproget er en del af den diskrimination. Der findes et meget klart eksempel med muslimske kvinder i Californien. Efter 9/11, hvor der rettes et massivt pres mod de muslimske befolkningsgrupper i USA, føder muslimske kvinder i det område for tidligt og for små børn i forhold til andre kvinder i det samme område.”

For mange mennesker er religion ensbetydende med at have en etisk rettesnor i tilværelsen, og hvis man siger, at religion ikke har sin plads i offentligheden, så har man afskåret en række mennesker fra at argumentere ud fra deres inderste i den offentlige politiske proces

“Det er interessant, at vi ikke har den slags undersøgelser her i landet. En forklaringsårsag kan være, at vi her i Danmark ikke er så glade for at tale om, at vi har et racismeproblem, fordi det ikke passer ind i vores selvforståelse. Vi har jo ikke haft raceadskillelseslove indtil 1960’erne, som man havde det i USA. Men vi kan ikke benægte, at der foregår en udgrænsning af udegrupper af forskellige arter. For øjeblikket er det især muslimer, det går ud over. Og hvis det er helbredsskadeligt i USA, så er spørgsmålet, om det ikke også kan være det i Danmark. Det siger noget om, hvor stor sprogets magt egentlig er.”

BEGRÆNSNING AF YTRINGSFRIHEDEN?

Noget, der ofte dukker op i udlændingedebatten, er spørgsmålet om ytringsfrihed. Kan du forstå, hvis nogen oplever din tilgang til sprog som en begrænsning af ytringsfrihed?
“Det, jeg gør, er at imødegå nogle ytringer, og det må de, der fremsætter de ytringer, finde sig i. De ytringer jeg imødegår, er ytringer som stigmatiserer befolkningsgrupper efter min analyse og opfattelse. Den kan man diskutere, det er klart. Men det er ikke noget angreb på ytringsfriheden, tværtimod udtrykker det netop min ret til at deltage med en ytring i det frie samfund, vi har.”

“Så er der også en helt formel side af det spørgsmål, som drejer sig om straffelovens paragraf 266b – racismeparagraffen. Nogle anser den paragraf for at begrænse deres ytringsfrihed. Min bog kan ses som et forsvar for den paragrafs bevarelse, og med det for øje vil man kunne sige, at jeg ønsker at begrænse ytringsfriheden. Men jeg savner eksempler fra disse mennesker på, hvad det er, de så gerne vil sige, som de ikke kan sige på grund af den paragraf. Jeg har læst samtlige referater, Rigsadvokaten offentliggør af de afgørelser, der er truffet efter racismeparagraffen. Der er måske en halv af disse sager, der overhovedet tangerer noget, der kan kaldes en seriøs deltagelse i en samfundsdebat. Resten udgøres af brutale og vulgære udtalelser, og jeg mener ikke, man med nogen rimelighed kan sige, at den manglende ret til at ytre sig med sådan en sprogbrug skulle udgøre en begrænsning af ytringsfriheden.”

“Så er jeg også blevet mødt med en anden rimelig argumentation: Har man sådan en begrænsning af ytringen, som man har i racismeparagraffen, kan det udgøre en fare for, at man udvider rummet, så man til sidst ikke kan kritisere noget som helst. Den tankegang kan jeg godt forstå. Men det er helt ude i skoven at forestille sig, at man med udgangspunkt i udvidelsen af den paragraf skulle finde bagdøren til et totalitært ytringsbegrænsende samfund. Det kommer helt andre steder fra end voksende op fra den paragraf, som er en fuldstændig rimelig beskyttelse af minoriteternes status i et samfund.”

I 2010 udgav Knud Lindholm Lau ‘LTI – Lingua Tertii Imperii’ af Victor Klemperer på sit eget forlag, Tekst og Tale. I 2018 udkom han selv på samme forlag med bogen ‘Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten’

Dansk Kirketiden 3/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *