Det Sidste Ord: Det var ikke den bedste tid, det var ikke den lykkeligste, men det var den største

TEKST: BODIL CHRISTENSEN, LEKTOR I DANSK PÅ LÆRERUDDANNELSEN, UCN

Knud Christensen, Hirtshals, er årgang 1925, og han er en afvde sidste modstandsfolk, der kan fortælle sin historie. ”Den sidste modstandsmand” hedder en podcast i fem halvtimes episoder. Her er det barnebarnet, journalisten Niels York, der er Knud Christensens samtalepartner, og farmor serverer kaffen punktligt klokken 15.00.

Niels York spørger, Knud fortæller. Knud har fortalt sin historie før, han ved, hvad det er vigtigt at få med. Knud var 17 år i 1942, da han for alvor kom ind i modstandskampen gennem Handelsskolen i Aalborg. Han var stadig teenager, da han blev overført fra Frøslevlejren til koncentrationslejren i Dachau.

Han vidste jo, det var farligt, men siger det klart: ”Selvfølgelig var man nervøs, men ikke på den måde, at man tænker, at man ikke tør være med til noget i den retning. Det var det job, man havde påtaget sig. Fordi det var krig. For mit eget vedkommende var det ligesom at være soldat i en krig. Det er livsfarligt, men det er nødvendigt.”

Knud Christensen blev anholdt af Gestapo i oktober 1944, og efter en periode med tortur blev han sendt til Frøslevlejren. Her var mange andre danske, Frøslevlejren var dansk, og her var der rimelige forhold for fangerne. Men den 16. februar 1945 kom der besked om, at Knud Christensen skulle overføres (sammen med en lang række andre fanger) til Dachau. Det var noget helt andet.

Når Knud Christensen ser tilbage på de fem krigsår, så citerer han Churchills tale fra 18. juni 1940, hvor Dunkirk-evakueringen var afsluttet: ”If the British Empire and its Commonwealth last for a thousand years, men will still say, ’This was their finest hour’.” På samme måde siger Knud Christensen: ”Det var vores største stund. Det var ikke den bedste tid, det var ikke den lykkeligste, men det var den største.”

Knud Christensen og de andre modstandsfolk handlede og satte livet på spil for nogle værdier, der betød noget. Det er det, ”Den sidste modstandsmand” minder om: ”Jeg finder det nødvendigt at minde de yngre generationer om, at det somme tider er nødvendigt at gå til kamp for noget, man synes, er det eneste rigtige.”

De gjorde det, der skulle gøres. De tog så meget ansvar. Og de var så unge.
P.s.: Man finder podcasten på dr.dk/P1

Grundtvigsk Tidende 4/2020

Ordet er frit – Grundtvigsk Tidendes bagsideklumme ‘Det Sidste Ord’ skrives i 2020 på skift af Bodil Christensen, lektor i dansk på læreruddannelsen, UCN, Peter Svarre, forfatter og foredragsholder og Anke Spoorendonk, formand for Foreningen Norden Sydslesvig og fhv. minister i Slesvig-Holsten.

Læs tidligere bagsideklummer fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *