Du er ikke alene

Et essay om det individuelle og det fælles, om frihed og tradition. Vi er bundet til en fælles verden, også når vi er alene, da vi fra fødslen er blevet videregivet sprog, kropslighed og traditioner. Ved at kunne reagere uforudsigeligt på verden bliver vi os selv.

Et essay om det individuelle og det fælles, om frihed og tradition
Af Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og formand for foreningen Åndsfrihed

Hvilken tid ville du gerne være født i?
Jeg kunne fx forestille mig at leve i anden halvdel af 1700-tallet, gå på universitetet i Leipzig sammen med unge Goethe og deltage i tidens begejstring for viden af enhver slags. Eller jeg kunne forestille mig at leve i 1800-tallet og være nybygger i USA, plante min plov i prærien langt ude vestpå og være alene om at bestemme, hvor stor en grund der skulle være min. Eller jeg ville blive hjemme i lille Danmark og gå rundt i rendestensstinkende København og støde ind i Kierkegaard, Grundtvig, Ørsted og Andersen. Meget taler dog også for den tid, jeg rent faktisk lever i. Fx er chancerne for at komme på universitetet nok væsentligt større i dag end på Goethes tid – og ikke kun fordi jeg er kvinde. Og chancerne for at få hjælp, hvis man bliver syg eller arbejdsløs og ikke har familie, der kan hjælpe, er nok større i dag end i hhv. 1800-tallets USA og Danmark. Og hvem ved, om jeg overhovedet ville have været blandt dem, der satte pris på Andersens eventyr, Grundtvigs salmer, Ørsteds elektromagnetisme eller Kierkegaards leg med forfatterstemmer. Måske ville jeg slet ikke have opdaget, hvilke store ånder jeg var iblandt.

I dag kan man ind imellem høre præster og andre – men måske ikke mindst præster – kritisere nutidens ekstreme grad af individualisering. Og nogle gange kan man føle trang til at spørge disse nutidskritikere, hvilken anden tid de da hellere ville være født i. Hvilken tid – med mere kollektiv og mindre individ – ville de foretrække i stedet?

Da forfatteren Jens Smærup Sørensen i vinteren 2018 holdt Mands Minde-foredrag i Vartov i København, beskrev han bl.a. sine indtryk fra 1970’erne. Og han udlagde 70’erne som kollektivets endelige død. Det kan lyde mærkeligt, eftersom vi er vant til at tænke på 70’erne som kollektivets – og kollektivernes – blomstringstid. Men ser man det i lyset af Smærup Sørensens og mange andres barndom og opvækst på landet, hvor gården ofte bestod af en større husstand med karle og piger, og hvor man deltog i hinandens mærkedage i landsbyfællesskabet, så må 50’erne, 60’erne og 70’erne først og fremmest opfattes som én lang bevægelse væk fra det kollektive. Og til trods for marxisme og kapitalismekritik så kan man også hævde, at 70’ernes frigørelsesbevægelse først og fremmest skabte et kæmpe marked af individuelle forbrugere. Hippiekollektiverne var i virkeligheden fællesskabets sidste krampetrækning, og i dag bor mere end halvanden million danskere alene, mange med egen bil, køleskab, vaskemaskine og et voksende tøjforbrug. Men selvom meget ikke blev, som man drømte om dengang i 70’erne, så ønsker Smærup Sørensen og andre sig alligevel næppe i fuldt alvor tilbage til tiden før – hvor husstanden var stor, børnene mange, og tøj gik i arv, til det var slidt op, og hvor far sad for bordenden og uddelte ros eller øretæver.

Det er med andre ord ikke helt enkelt at kritisere nutidens individualisering, heller ikke selvom det er klart for enhver, at der er nok at kritisere – rigeligt med ensomhed, stress, depression, præstationsangst og overforbrug. Det er ikke helt enkelt, fordi det er nærmest umuligt at svare på, hvad man vil sætte i stedet. Og også fordi, der er så meget i nutidens individualiserede samfundsindretning, vi slet ikke kan forestille os at undvære.

 

Det individuelle og det fælles betinger hinanden
Én ting giver det imidlertid god mening at kigge kritisk på, nemlig den forestilling, der er fulgt med individualiseringen, om, at vi kan blive fri fra hinanden, og at enhver selv kan skabe sin egen identitet, sit eget jeg-hus, som jeg selv indretter. For selvom individualiseringen betød et farvel til den kollektive livsform, så er individualiseringen ikke et farvel til, at det individuelle og det fælles betinger hinanden og nødvendigvis altid vil gøre det.

Ethvert nyt liv begynder med, at det nye menneske arver en fælles, men mangfoldig verden, der allerede er der. Alt andet ville ikke give nogen mening. Det ville ikke give mening, at ethvert nyt barn selv måtte opfinde et sprog at tale i (hvem skulle det i så fald tale med?), det ville ikke give mening, at viden og erfaringer, skikke og traditioner ikke blev givet videre, selv måden vi bevæger os på – måden vi spænder sikkerhedsselen, bladrer i en bog, rører i en gryde eller scroller ned på i-paden – er bevægelser, vi har overtaget fra hinanden. I den forstand kan man sige, at vi ikke engang er alene i måden at være alene på, også her er den fælles verden en forudsætning.

Men hvad er individuel frihed så? Hvad er frihed, hvis alt, hvad vi gør, er noget, andre gør, og alt, hvad vi siger, bliver sagt med lånte og brugte ord?

Der findes utallige forsøg på at beskrive det særlige forhold, at hvert enkelte menneske adskiller sig fra andre. Man har fx talt om, at mennesket har en individuel sjæl eller kerne, altså noget indre, men man kan lige så godt tale om det som noget ydre. Mennesket er fx det eneste levende væsen, der kan gøre eller sige noget, der kommer bag på det selv og derfor jo så nok også ind imellem på andre. Og selvom vi efterhånden er blevet vant til at tænke på mennesket som noget, der kan indgå i en statistik, så giver statistik netop kun mening, fordi hvert enkelt menneske også er uforudsigeligt, og det derfor kan være brugbart (fx i markedsføringsøjemed) at indsamle og pege på nogle fællestræk. Dyr har kun adfærd, men mennesker kan gøre og sige noget nyt (selvom ordene hver for sig er lånte og brugte) og uforudsigeligt. Mennesket kan sætte noget nyt i gang eller gøre oprør med noget gammelt.

I al sin forudsigelighed har mennesket altså uforudsigeligheden som mulighed. Men uforudsigeligheden – og dermed friheden – er noget, der findes mellem mennesker og indenfor den fælles, menneskelige verden. Hvis alle mennesker befandt sig i hver sin verden – i bogstavelig eller overført betydning – ville det ikke give mening at tale om frihed.

I disse tanker trækker jeg blandt andet på den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt, der også har noget interessant at sige om begrebet ’identitet’. Hun beskriver nemlig identitet som det særlige ved et menneske, som det ikke selv kan få øje på, men som viser sig for andre. Ved at tale og handle ind i menneskelige sammenhænge afslører vi et ’hvem-er-jeg’ om os selv, som vi ikke selv er klar over. Vi kan prøve at tænke på mennesker, vi holder af eller kender godt, og overveje, om ikke Arendt har ret; der er noget ved dem, som vi kender dem på – men ville de selv kunne se det? Arendts identitetsbegreb er dermed et ganske andet end den hyppigt fremstillede forestilling om, at identitet er noget, den enkelte – eller en bestemt gruppe – selv vælger at iklæde sig eller selv mener at kunne finde i sig selv.

Arendt viser os altså, at det individuelle og det fælles betinger hinanden. Vi er bundet til en fælles verden, også når vi er alene, men vi er samtidig ikke ens og har uforudsigeligheden som mulighed ind i den fælles verden. Vi kan reagere uforudsigeligt på verden – og endda komme bag på os selv.

 

Moderne pietisme
I forhold til spørgsmålet om individets forhold til religiøse traditioner og en på forhånd givet religiøs symbolik, som er temaet for dette nummer af IKON, så giver det i forlængelse af ovenstående ikke nær så meget mening, som de måske tror, når forældre til nyfødte siger, at de ikke vil vælge for deres barn, om det skal døbes eller ej. For de er som forældre allerede i fuld gang – både bevidst og i høj grad ubevidst – med at definere verden for barnet og give barnets verden form. Det ville give langt mere mening, om forældrene overvejede, om kristendommen er værd at give videre eller ej. Og hvis ikke de finder den værd at give videre, så skal de selvfølgelig lade være.

Eller rettere: Selvfølgelig kan forældre beslutte, at tro og religiøs tradition skal være noget, barnet selv på et senere tidspunkt aktivt kan vælge til, men så har de også truffet et valg på barnets vegne. For det første har de selvfølgelig valgt, at barnet skal være ikke-døbt og dermed også, at barnet ikke skal have den kristne fortælling med som samtalepartner i den eksistentielle undren, som ethvert barn selvfølgelig gennemlever – verden er jo ny og forunderlig (det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at forældrene alligevel giver deres barn et kristent sprog at forholde sig til, fx gennem fortællinger fra børnebibler og lignende). For det andet har de valgt – måske ubevidst – at fortolke kristendommen på en ganske bestemt måde, som de giver videre til barnet. De har valgt at opfatte kristendommen og troen pietistisk, dvs. som noget man aktivt skal kunne stå inde for, mærke og vedkende sig, hvorfor man i den pietistiske tradition også har været skeptisk over for værdien af spædbarnsdåb. Forældrene har dermed fravalgt fx en grundtvigsk opfattelse af tro som noget, man hviler i og indgår i kraft af troens fællesskab (ikke forstået som fællesskabet mellem dem, der sidder og hoster på kirkebænken søndag morgen, men fællesskab i en langt større og mere usynlig forstand – fællesskabet på tværs af tid og på tværs af grænser). Forældrene har fravalgt den opfattelse af troens fællesskab, der ikke kræver, at den enkelte kan mærke og stå inde for troen på en ganske bestemt måde, og de har videregivet en opfattelse af tro som noget individuelt, definerende og aktivt. De har tilvalgt en pietistisk trosopfattelse, tro som noget den enkelte skal vælge og kunne stå inde for.

Forældrene kan altså med andre ord ikke undgå at give noget videre til deres barn, hverken i forhold til tro og religion eller i alle mulige andre forhold. Samtidig har individualiseringen bragt os så vidt – og godt for det – at forældrene roligt kan regne med, at barnet på et tidspunkt vil begynde at tage stilling til en hel del af det, de har videregivet, og sandsynligvis forkaste noget af det. Men selve det at give videre er ikke noget, de eller nogen andre kan lade være med. Alle mennesker giver verden videre til andre, for det meste uden at vide det.

 

Artiklen er oprindeligt skrevet til onlinemagasinet IKON, august 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *