Du har mig. Men du ved ikke hvor

Når nogen kalder dig noget, så både giver de dig noget og tager noget fra dig. Sådan er sprogets logik, og derfor kan kønsidentitetdebatten hurtigt ende i nye reduktioner af, hvem vi er og hvad vi er for hinanden

Kategorier

Set herfra

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Min datter vil gerne skifte navn. Det handler ikke om, at hun gerne vil gå fra at hedde Johanne til Johannes, i hendes tilfælde drejer det sig om efternavnet. Og det kom sig af, at jeg fortalte hende om en undervisningsfilm for gymnasieelever om Grundtvigs frihedstanker, som jeg skulle medvirke i. ”Kommer dit navn til at stå nogen steder?” spurgte den niårige, der straks så for sig en pinlig situation i en historielektion i 2.g, og dernæst: ”Kan man godt få lov at skifte efternavn?”

Forfatteren Kristina Stoltz skriver i romanen Historien (Forlaget Korridor, 2013), at et navn på én og samme tid giver dig noget og tager noget fra dig. Det er sprogets logik, det kan ikke være anderledes. Sådan må Adam også have erfaret det i tidernes morgen. Dyrene kom til ham i al deres levende, bevægelige og kaotiske ubestemmelighed og gik derfra definerede og dermed reducerede: Du er en løvgræshoppe. Du er en havterne. Du er en iberisk skovsnegl (aka dræbersnegl).

Vi definerer vores synspunkt ved at sige: Jeg er sådan en, der ikke opfatter mennesker inden for rammerne af det traditionelle kønsmønster. Sådan er jeg, nu ved du, hvor du har mig

Hvad værre er, så forstår vi og forklarer vi ordene gennem modsætninger. Og i langt større udstrækning, end vi ofte gør os klart. Fred forstår vi som ikke-krig. Frihed forstår vi som ikke-bundet. Fest forstår vi som ikke-hverdag. Dansk forstår vi som ikke-svensk, ikke-tysk, ikke-libanesisk. Kvinde forstår vi som ikke-mand. Og hele tiden konstrueres nye modsætninger, som vi kan forstå og begribe verden gennem, i dag fx det at tænke i mange køn eller i flydende køn, hvilket vi har lettest ved at forstå, når vi sætter det i modsætning til det at tænke i et traditionelt to-køns-system. Vi definerer vores synspunkt ved at sige: Jeg er sådan en, der ikke opfatter mennesker inden for rammerne af det traditionelle kønsmønster. Sådan er jeg, nu ved du, hvor du har mig.

Der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Sådan fungerer sproget, det giver og tager på samme tid. Det giver betydning, retning og en fælles verden, vi kan tale sammen i, men det reducerer også, definerer, begrænser og skaber modsætninger. Der er ikke noget at gøre ved det, men vi kan glæde os over, at sprog også altid er i bevægelse, og at vi også forstår hinanden ved at udfordre og udvide ordene. Og på den baggrund vil jeg benytte denne leder til at ønske vinderen af Grundtvigsk Forums LGBT-børnelitteraturkonkurrence, Anne Sofie Allermann, tillykke med fortællingen En fin sten, også fordi fortællingen handler om mere end køn, fordi den handler om sprog i videre forstand, sprog der både giver og tager.

Og indimellem kan man alligevel, i en tid hvor køn og kønsdiskussioner kan synes at fylde det hele, slippe afsted med at hente nogen et glas vand eller sætte en blomst på et bord uden at skulle beskyldes for at ligge under for traditionelle kønsroller (at omsorg og sans for skønhed ligger særligt til kvinder, kan vist også betvivles – desværre). Indimellem er det muligt at være til for en anden uden først at skulle slå fast, at du ved, hvor du har mig.

P.s. I min research til ovennævnte film stødte jeg hos Grundtvig på ordet ’slavefrihed’. En form for frihed, som Grundtvig vrænger af, fordi den ikke er andet end det at være ikke-slave, ikke-bundet, ikke-undertrykt. Hvad den store, den sande, den rige frihed så er, bliver vi – heldigvis – næppe færdige med at få styr på.

Dansk Kirketidende 7/2019

Læs flere ledere fra Dansk Kirketidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *