Efterlyses: Et højt ambitionsniveau for den folkelige samtale om gudstjenesten

Er biskopperne ambitiøse nok, når det gælder den brede folkelige samtale om gudstjeneste, dåb og nadver? Eller gælder det høje ambitionsniveau kun drøftelsen blandt fagteologer? Fire små hæfter er sendt ud til alle menighedsråd som oplæg til en bred debat. Men er det tilstrækkeligt til at igangsætte samtalen? Og stiller hæfterne de rigtige spørgsmål?

TEKST: HELGA KOLBY, FHV. HØJSKOLEFORSTANDER PÅ SILKEBORG HØJSKOLE OG FORMAND FOR HØJSKOLEFORENINGEN, MEDLEM AF MENIGHEDSRÅDET I FREDENSKIRKEN OG PROVSTIUDVALGET I SØNDRE PROVSTI, AARHUS

I løbet af den næste måneds tid lander – forventeligt – på menighedsrådenes bord fire små pixihæfter om gudstjeneste- og liturgifornyelse. Hæfterne er miniudgaver af rapporter fra de biskoppelige udvalg, der siden 2016 har arbejdet med autorisation, gudstjeneste, dåb og nadver.

Biskopperne har med nedsættelse af tre fagudvalg, som alene består af præster, teologer og nogle få organister, ønsket at sikre et solidt fagligt niveau til at kvalificere en bred debat i folkekirken. Resultatet af det arbejde foreligger nu dels som større rapporter og dels de fire små pixiudgaver. Sidstnævnte er sendt til landets menighedsråd med opfordring til at skabe samtaler bredt i menighederne.

Hvad stiller vi så op, når materialet lander på menighedsrådets bord? Hvilken vej skal vi indstille vores antenner? Hæfterne lægger op til flere muligheder. Vi kan vælge at gå til dem som en slags studiekredsmateriale. Læse hæfterne, vælge ud, hvad vi finder interessant i vores menighedsråd og herefter tage fat på de spørgsmål, der står i hæfterne. Eller vi kan have antennerne vendt mod den høring, som der også lægges op til, inden biskopperne skal tage stilling til eventuelle fornyelser af gudstjenester og liturgi. Selvfølgelig kan vi også forfølge begge spor, så vi først tager en drøftelse af hæfternes indhold og derefter ser, om vi støder på noget, der giver os anledning til at indsende svar til biskoppernes videre arbejde. Det fokus, som menighedsrådene vælger, er afgørende for, hvilken karakter den brede folkelige debat får.

DE FIRE PIXIHÆFTER
De to hæfter om hhv. autorisation og gudstjeneste er informative og ret tilgængelige. De giver en god indsigt i, hvad der er på spil, både når det gælder gudstjenesterne i eget sogn, og hvad der bør være fælles og genkendeligt for alle sogne. De relaterede spørgsmål er for de flestes vedkommende så konkrete, at vi kan gå lige til dem. De er relevante i menighedsrådenes arbejde med at finde en fælles forståelse af netop vores gudstjeneste.

Som lægfolk må vi spørge os selv, om vi vil overlade gudstjenesterne til præsterne og andre ansatte – og os selv til at være kirkebænkevarmere? Tænker vi lægfolk – måske lidt kækt sagt – ligesom biskopperne, at først må der fagfolk til, inden vi melder os på banen?

Når det gælder hæfterne om dåb og nadver er det noget vanskeligere. De har karakter af to små ‘lærebøger’ med grundige teologiske udredninger om dåb og nadver. Og selvfølgelig er der væsentlige teologiske emner, der skal med, hvis et menighedsråd overvejer at ændre i nadverliturgien, men efter læsning af hæfterne sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at dåb og nadver er noget mere teologisk kompliceret, end de fleste kirkegængere anede.

Spørgsmålene bag i hæfterne er ikke lettilgængelige for en fælles drøftelse i et gennemsnitligt menighedsråd. Fx det knudrede spørgsmål: “Hvad betyder det for et menneske, hvis man ikke er døbt? Og hvad betyder det ikke?” Eller det noget tunge spørgsmål: “Der findes nye salmer og bønner om dåb – hvad siger de om forståelsen af dåben, mennesker, Gud, tro, frelse og synd?” Jeg kan være bange for, at der bliver meget stille i lokalet, når disse og lignende spørgsmål stilles.

Derudover føler man sig som lægperson lidt snydt, når man andetsteds kan læse, at nye dåbsformer som drop-in-dåb, lørdagsdåb, voksendåb og konfirmanddåb er behandlet i den store rapport, men ikke er taget med her i den folkelige udgave. Det turde ellers være relevant, at menighedsrådene drøftede, hvordan drop-in-dåb og særlige dåbsgudstjenester forholder sig til den klassiske opfattelse af, at dåben hører hjemme i menigheden. Det ville også give god mening at drøfte, om menigheden har en opgave, når der holdes drop-in-dåb og særlige dåbsgudstjenester, eller om det alene er et anliggende for de ansatte?

I hæftet om nadver lyder et af spørgsmålene: “Hvad betyder nadveren for dig og for din nabo: Tak, nærvær, syndstilgivelse, måltidsfællesskab, styrkelse af tro, andet?” Spørgsmålet kan være svært nok for den enkelte, men at tro, at jeg ringer på hos min underbo for at spørge, hvad de tænker om syndstilgivelse, er uden for rækkevidde.

I hæftet spørges der relevant til brugen af brød eller oblater og kontinuerlig altergang, men man kan undre sig over, at spørgsmålet, om vi skal bruge vin eller saft, ikke er med. Fagudvalget er næppe uvidende om, at dette spørgsmål er til debat i mange menighedsråd, men er måske ikke enige om, hvorvidt det overhovedet kan drøftes?

Et andet anliggende ved nadveren kunne være en ‘udvidet’ drøftelse af nadverfællesskabet. Der spises meget rundt omkring i landets kirker, selvfølgelig mest i sognehusene, men måltidet er også rykket ind i kirkerummet. Er det noget andet, end når vi spiser sammen i menighedslokalerne, netop fordi det er en del af en gudstjenesteliturgi? Skal vi åbne for en drøftelse af agapemåltidet, kærlighedsmåltidet, som vi kender det fra de første kristne menigheder, hvor tanken er, at man både deler med hinanden og giver til dem, der intet har? I en del kirker fejrer man et sådant ‘kærlighedsmåltid’ Skærtorsdag aften, men der kunne være en række andre nytestamentlige tekster, der lægger op til at fejre nadver som agapemåltid. Skulle vi understøtte dette med en teologisk refleksion og en særlig liturgi?

DEN BREDE FOLKELIGE DEBAT
Lige siden biskopperne første gang præsenterede udvalgsarbejdet vedrørende gudstjeneste, liturgi, dåb og nadver, har de fremhævet ønsket om, at arbejdet gerne skulle give anledning til mange gode samtaler folkeligt, kirkeligt og personligt sammen med andre. I hæfterne gentages det også gang på gang, at efter fagudvalgenes arbejde er den brede folkelige samtale vigtig, men efter læsningen af de fire hæfter rejser der sig nogle spørgsmål: Hvordan skal denne debat foregå? Er vi i menighederne umiddelbart klædt godt nok på til at tage disse drøftelser? Oplever præster og menigheder hinanden som ligeværdige sparringspartnere, når det gælder sognets gudstjenester?

Ser man på den debat, der indtil nu er foregået, skal man lede længe efter lægfolkets stemme, men ikke desto mindre er det ind i den debat, at præster og lægfolk nu skal finde sammen i en fælles samtale. Som lægfolk må vi spørge os selv, om vi vil overlade gudstjenesterne til præsterne og andre ansatte – og os selv til at være kirkebænkevarmere? Tænker vi lægfolk – måske lidt kækt sagt – ligesom biskopperne, at først må der fagfolk til, inden vi melder os på banen?

Der er fra biskopper og repræsentanter fra fagudvalgene gentagne gange talt om et ‘vi’. Et ‘vi’ der skal bidrage til “at få en bredde, der passer til folkekirken, hvor både by og land, læg og gejstlig, frivillig og ansat bidrager til at finde ud af, hvordan folkekirkens gudstjenesteliv skal udformes, så både præster og kirkegængere oplever gudstjenestelivet som et levende gudstjenestefællesskab om og med Gud”, som biskop Elof Westergaard og post.doc. Jette Bendixen Rønkilde for nylig skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad (11. juni 2019). Dette ‘vi’ må være kernen i en fælles debat, hvor teologisk faglighed og kirkegængeres ‘faglighed’ ikke er modsætninger, men hinandens nødvendigheder.

Præsterne har brug for at lytte til stemmerne fra kirkebænkene, og menigheden har brug for at lytte til præsternes (og andre ansattes) viden om gudstjenester og liturgi. Ikke mindst må opmærksomheden skærpes på, at et deltagende lægfolk ikke bare er noget folkekirken har, fordi den nu engang er folkekirke. Et deltagende lægfolk udvikles og uddannes i et levende samvirke med præsterne, når man sammen stiller spørgsmålet: “Hvordan skal vi balancere mellem tradition og fornyelse her hos os?” At arbejde med gudstjeneste er at arbejde med tro og liv, og her står præst og læg lige.

FORMIDLING OG HØRING
Hvis den brede folkelige debat gerne skulle følge efter offentliggørelsen af rapporterne, har den derfor brug for fødselshjælp. Menighedsrådsforeningen og Grundtvigsk Forum har meldt sig på banen til at facilitere en sådan debat bl.a. med samtalekort. Selvfølgelig kan vi komme et stykke vej med hjælp herfra, og sikkert vil man rundt omkring få nogle udmærkede samtaler. Men hvis samtalerne skal blive til mere, end at “det var så den sæson, hvor vi drøftede de biskoppelige udvalgs rapporter”, skal der sættes en stærk og gennemtænkt formidling ind. Der forekommer mig at være et tomrum mellem fagfolkenes bidrag på den ene side og udsagnene om, at efter en bred debat vil biskopperne samle sammen på holdninger, erfaringer og ønsker til brug for det videre arbejde med liturgi i bispekollegiet. Det er i det tomrum, at den brede debat nu skal finde vej.

Hvis målet har været at lægge op til en bred folkelig debat, burde man have tænkt lige så professionelt i forhold til formidling af materialet, som fagudvalgene skulle tænke teologisk fagligt

Med tre fagudvalg, der har arbejdet siden 2016, er projektet alt for omfattende til, at det alene skal tjene som studiekredsarbejde og samtaler ude i sognene. Hvis det er alvorligt ment, at man vil lytte til lægfolkets stemme, er det nu, man seriøst skal begynde at tænke i både formidling og indsamling af høringssvar. Man kunne ønske, at spørgsmålet om formidling af udvalgenes arbejde havde været en følgesvend gennem hele arbejdet i fagudvalgene, for hvis målet har været at lægge op til en bred folkelig debat, burde man have tænkt lige så professionelt i forhold til formidling af materialet, som fagudvalgene skulle tænke teologisk fagligt. De konferencer, der tænkes gennemført, er selvfølgelig med til at sætte fokus på hele projektet, men de er på ingen måde lig en bred folkelig debat. Ej heller vil en ny mailadresse, som er oprettet til eventuelle høringssvar, bidrage til nogen bred debat.

Når nu landet ligger som det gør, er det helt afgørende for samvirket mellem fagfolk og lægfolk, at der sættes ressourcer af både til hjælp til at formidle samtalen bredt i folkekirken, og også til at indsamle holdninger, synspunkter og erfaringer. Hvis biskopperne ønsker et dækkende svar på, hvordan man i sognene tænker gudstjeneste, dåb, nadver, må man spørge dem – og gennemtænke, hvordan man vil hente disse svar hjem.

Måske kunne man med fordel lære af processen i forbindelse med Den Danske Salmebog, der kom i 2002. Der er ingen tvivl om, at det var høringen, der gav os en salmebog, som stort set alle har taget til sig. Selvfølgelig havde kommissionen gjort det grundlæggende arbejde med at lægge et forslag frem, men det var høringssvarene, der bidrog til den fornyelse af salmebogen, som var nødvendig. Jeg tror, det stod soleklart for alle i kommissionen (som jeg selv var del af), at vi var gået galt i byen, hvis ikke vi havde både understøttet og lyttet til de mange høringssvar. Det kan derfor kun anbefales, at der nu fra biskoppernes side både tænkes i hjælp til samtalerne i menigheder, menighedsråd og provstier, og også til at sætte rammerne for en solid høring, og hvordan disse tænkes behandlet efterfølgende.

Nu ligger de fire små pixibøger på menighedsrådenes bord og opfordrer og udfordrer os i menighedsrådene til at kaste os ud i debatten. Hvis denne debat får luft under vingerne i form af kompetent hjælp, kan den måske også blive startskuddet til i fremtiden at have gudstjeneste og liturgi som en naturlig del af menighedsrådenes dagsorden.

 

Dansk Kirketidende 7/2019

2 Comments

  1. Jeg kunne ønske en studiekreds, hvor menige medlemmer mødtes med sognets præst. Vi kunne sammen tage udgangspunkt i en drøftelse af tekster fra biblen, det kunne være fra det gamle testamente som det nye testamente eller andre religiøse tekster. Det kunne også være en snak om vores fantastiske salmer.

  2. Tak for en meget velskrevet og præcis artikel. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at vi i Værkstedet GudstjenesteLIV i otte år har arbejdet netop med samtale og samarbejde om gudstjenesten.
    Læs gerne mere på vores hjemmeside GUDSTJENESTELIV.DK og facebookside GUDSTJENESTELIV.
    Det er dog ikke artikler mm, der er det primære i vores arbejde, men mødet med menigheder, præster og organister fra hele landet
    mvh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *