EN GNIST FRA GUDS STJERNEKASTER

En lille introduktion til et stort forfatterskab: Digteren Klaus Høeck har ikke bare udgivet flere digte end Grundtvig, men har også taget livtag med ham. Og med helheden som sådan. Den 27. november fylder han 80

TEKST: SARA NØRHOLM, CAND.MAG. I DANSK OG FREELANCESKRIBENT. KH FOTO, GYLDENDAL 2012

jeg har digtet o
ver ti tusind digte for
at afklare mit
forhold til gud – kas
tet mer end en halv milli
on ord i grams for
at finde en an
den mening men indtil nu
er det ikke lyk
kedes at gøre
det forståeligt ikke
engang for mig selv

Live (2012)

Klaus Høeck er den danske digter, der har udgivet klart flest digte igennem tiden, Grundtvig inkluderet. Alligevel har han tal på hvert eneste ord, for der er system i digterens arbejde med at forholde sig til og endda forsøge at svare på eksistensens store spørgsmål. Høecks på alle måder mangfoldige bud på, hvad meningen er med livet, døden og kærligheden – og hvordan vi lever med, at det ikke er en mening, der giver sig selv umiddelbart – hører til blandt de smukkeste, underfundigste og hedest dampende i dansk litteratur. At han samtidig er – og især med årene er blevet – ganske let at læse, gør det til et endnu større under, at han for mange stadig udgør en hvid plet på det poetiske landkort. Men i anledning af digterens 80-års fødselsdag den 27. november kan det passende betragtes som en gave, at der ligger et vidtstrakt forfatterskab at gå på opdagelse i lige foran alle os, der heller ikke indtil nu har fået afklaret vores forhold til Gud – eller fundet en anden mening.

Man kan selvsagt begynde, hvor man vil: med debuten Yggdrasil fra 1966 som Klaus Høeck selv stod for omdelingen af for at få læsere; Hjem (1985), der blev et om ikke folkeligt, så i hvert fald bredere gennembrud og også bliver et nybrud i forfatterskabet, eller den seneste og netop udkomne My heart. Poems galore, hvor et af digtene lyder:

det begynder med
at man begriber man in
tet fOrstår (Af den

store samMenhæng)
så søger man anDre ord
for at indse det

man ikke forstår
og ender i bullshit og
ordsalat til

man vender tilbage
til begyndelsens sproG med
ånden som ballast

At der er ligeså mange veje ind i forfatterskabet, som der er digte, kan virke temmelig overvældende, især hvis man går i gang med at læse de ofte omfangsrige bind fra ende til anden. Da jeg som specialestuderende præsenterede en kendt litteraturkritiker for min ganske givet på det tidspunkt både vage og vidtløftige idé om at foretage en samlet læsning af Eventyr (1992) ønskede han mig, som jeg husker den karakteristiske tørre formulering, “held og lykke med mit kamikaze-projekt”. Jeg overlevede, men så livstruende- langt-mere-end-man-kan-gabe-over besværligt behøver man heller ikke at gå til værks. Der er andre måder at læse digtene på.

Jeg var flasket op med små tynde digtsamlinger, der i et højstemt næsten grædefærdigt sprog besang tilværelsens inderste smerte

Klaus Høeck, digter

HELHEDEN UDFOLDET I STORE FORMER
I en artikel om den amerikanske digter Ezra Pounds (1885-1972) langdigt The Cantos (’Skriftens labyrint’, Jyllands-Posten 28.7.1998) skriver Høeck, at værket ikke lægger op til en læsning, der går i dybden med de enkelte digte ét efter ét, men snarere “en labyrintlæsning, en lystlæsning. En læsning hist og her, nu og da. Så længere passager, så kortere. Nu et helt andet sted i bogen. Så øverst på siden, så nederst.” Denne såkaldte “hug-læsning” kan også anbefales til Høeck-læsning. For Høeck skriver i traditionen fra Pound en åben og altomfattende poesi, der hellere vil rumme “bullshit og ordsalat” end at lade sig destillere til de fortættede tekster, som de fleste, der har læst – og særligt fortolket – digte i skolen, forbinder med moderne lyrik. Som Høeck skriver videre om mødet med Pounds digtning: “Jeg var flasket op med små tynde digtsamlinger, der i et højstemt næsten grædefærdigt sprog besang tilværelsens inderste smerte. Og nu var jeg stødt ind i et bjerg af en digtsamling, der modsagde alt dette. En bog der viste mig, at digtning kunne være anderledes. En digtning der inddrog hverdagssproget i sit univers, en digtning der forholdt sig til hvad som helst i denne verden og den hinsidige med for den sags skyld. En digtning der forsøgte at omfatte det hele.”

Det kan også stå som en karakteristik af Høecks
egen poesi, der igennem alle årene har holdt sig fri af det, der med yndlingsaversionens frydefulde svirp kaldes “den danske fims og centrallyrik” (My heart. Poems galore, 2018) og har udfoldet sig i store former: I Høecks langdigte, digtkredse og sonetkranse er plads til alt imellem og både himmel og jord – opsummeret med overskrifterne fra de tre parallelle og samtidig kontrapunktiske tekstspor i Hjem (1985): natur, ånd og kultur, der på samme opslag kalder digte frem om og forbinder så forskellige fænomener som ‘mosser, laver, græsser, bregner’, ‘tilblivelse’ og ‘maskiner’, hvorfra det lyder:

Jeg vil slutte med så
maskinen, fordi den igen
forbinder livet med
maskinen. Når ‘Saxonia’
kører nedover marken
sidder Gud selv i
førerhuset og skri
ver det eneste digt, hvor
hvert ord er
identisk med sit indhold

Høecks digtning vil omfatte det hele og ikke bare i betydningen ‘en hel masse’, men som ‘den helhed, virkeligheden er’. Det er ikke en helhed, vi kan begribe med forstanden, fordi vores tanke ikke kan rumme sig selv. Men poesien kan ifølge Høeck give os et indblik i den helhed, vi ellers kun kan erfare stykkevist og delt, fordi sproget i digtet – som et paradoks af kierkegaardsk tilsnit – kan rumme sig selv. Digtet kan – glimtvis – overvinde afstanden imellem sprog og virkelighed, så det kan omfatte helheden og dermed skabe forbindelse imellem det endelige og det evige, jorden og himlen.

skyerne gråne
og løvet falder ikke
kun i grundtvigs vers

Klaus Høeck, digter

Det er kun et glimt, for det eneste digt, hvor hvert ord er identisk med indholdet er det, hvor Gud selv sidder i såmaskinens førerhus. Men det er tanken, om og længslen efter det glimt, der får digteren til at blive ved – og ved. Det er fast arbejde, og det daglige slid med ordene er et gennemgående tema i digtene, der ikke sjældent giver anledning til veritable poetiske brokkerier:

(…) også vi måtte samle
ordene igen
til en anden
lovsang eller den samme også vi
måtte synge med
på grundtvigs
salme igen hvor trætte vi
end måtte være af gud

Eventyr (1992)

 

SYSTEMETS SPRINGBRÆT
At digtet er et resultat af et ind imellem hårdt arbejde i og med sproget, er en præmis, der bliver lagt åbent frem i stort set alle forfatterskabets bøger. I et afsluttende, omhyggeligt udfærdiget appendiks beskriver Høeck, hvilket formelt system, der ligger til grund for digtenes tilblivelse. Høeck skriver med sproget som system og anvender bestemte ord, ordklasser og sætningstyper eller skriver ud fra et aksiom, en grundsætning, hvorudfra digtene dannes. I In nomine (2001) er aksiomet fx bogstaverne i forfatterens navn, og i Hjem (1985) er det den bogstavkombination, der fremkommer af formelskemaet for den danske undergrunds kemiske sammensætning.

Det kan tage pusten fra enhver sart lyriklæser, men der er også en grund til, at formlerne kommer til sidst; man behøver ikke tage livtag med matematikken for at kunne læse digtene. Det er dog ikke det samme som, at systemet ingenting betyder.

Systemet er en måde for digteren at komme ud over sig selv på; med afsæt i sproget kan digtet komme til at handle om andet og mere end digteren selv, og så tvinger systemet digteren til at sige noget, han ikke selv ville have fundet på. Høeck ser det systemiske digt som et kraftfelt mellem det subjektive (digteren) og det objektive (systemet), hvor det er muligt at erfare en virkelighed, der hverken er helt underlagt eller helt uden for tanken, men er et forhold, hvori det uforudsigelige, tilfældige og spontane kan opstå: det forstanden ikke kan sige selv, glimtet fra det, Høeck kalder “det hemmelige sted (…) i digtets midte” (Eventyr, 1992). Troens spring ind i digtet tages altså fra systemets 70.000-favnes vippe.

Jeg har kastet mer end en halv million ord i grams,

Klaus Høeck, digter

NOGLE DAGE ER JEG KRISTEN
Om troen og kristendommen har Høeck igennem årene digtet meget og meget forskelligt – fra de vilde, platte og nærmest pornografiske digte i Lukas O’ Kech (1988): “Nederst ligger Magdalene i bøn./ Har hun vanskeligheder med sit køn./ Har hun et vokslys oppe i skeden/ klør det ad Helvede til for neden?” over den overrumplende smukke gendigtning af ‘Højsangen’ (2001) til en stilfærdig indrømmelse som denne fra Live (2012):

nogle dage er
jeg kristen og andre da
ge er det tvivlsomt
selvom jeg er døbt
og det står i avisen
hen over et me
get smukt fotogra
fi af nattehimlen – nog
le dage er jeg skråskikker og an
dre dage aner jeg hver
ken ud eller ind

Sådan er Høecks digtning samtidig kompleks og ligetil. På samme måde, når han i In nomine (2001) genskriver en række af Grundtvigs salmer, så det virker på én gang mærkeligt og umærkeligt indlysende. Det er også et sted at begynde på et forfatterskab, man ikke skal satse på at blive færdig med lige med det samme:

og dog bære blus
vi med glæde over år
tusindets tærskel

om det så kun er en tændstik
i mørket der lyser døden op

så er det denne gnist fra
guds stjernekaster vi fæster lid til

dét lys som ikke
kan slukke selv om blomster
ne sukke: ‘det sner!’

blomsterne sukke:
’det sner! – allerede i
novembers turkis

føjer jeg til for egen regning
med en stemme ru af sølv – la

retorique de dieux – fortsætter
jeg somom ingenting er sket

som var der tid nok
selv om vinteren truer
og natten kalder

vinteren truer
og natten kalder dér in
de bag digtene

hvor ordene hører op og
ingen kan tale sig fra dødens

bitumen eller afskrive den
med sonetkranse af ‘roser’

og ‘efeu’ inde
i dét mørke hvor fugle
ne synger ej mer

skyerne gråne
og løvet falder ikke
kun i grundtvigs vers

og i mine digte så mange år
efter men også i ha

verne og længere væk i alle
danmarks skove og aller

tættest på inde
i hjertet og dog bære
blus vi med glæde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *