En tjekkisk ro

Kategorier

Therese skriver

Det er sommer, her i min lillebitte kvistlejlighed, nede på gaden, hen over himmelen. Vejret er ustadigt og omskifteligt, solen brager, og vinden river. I radioen fortæller de, at smittetallene falder, at smittetrykket er lavt, at sommerlandet er hårdt presset af feriedesperate danskere, at det er den køligste juli nogensinde, og her er myndighedernes retningslinjer for socialt samvær.

Husk – vi kan alle være smittebærere, også selvom vi ikke udviser symptomer, og byen er alligevel genopstået, øl og solskin flyder i gaderne, alle mødes på brostenene, politiet har opsat en ubehjælpelig afspærring af Hipsterhøjen, og en patruljevogn pløjer sig forsigtig gennem menneskemængden. I dagtimerne skriver jeg om juli, mens jeg skriver om juni, mens jeg i virkeligheden skriver om maj og foregriber august, og på et eller andet tidspunkt når jeg vel frem til Grundtvig. Jeg indtager et næsten mennesketomt projektdæk på Godsbanen, og her sidder jeg overfor en ung litteraturstuderende, der har kastet sig ud i et vanvidsprojekt; en oversættelse af en murstenstyk japansk roman, om et psykiatrisk sanatoriums undergang, flaksende fantomduer og et luftgevær på perverteret afveje. Vidunderligt, råber jeg, og kollapser straks ind i stolen. Jeg føler pludselig, at jeg også er i gang med en vanvidsoversættelse, fra et sprog fuld af fremmedartede skrifttegn, jeg hele tiden farer vild imellem. Her sidder vi så, med hver vores alvor mellem hænderne, imens sommeren blæser forbi.

Det er juli, august er lige om hjørnet, og heden har indtaget byrummet, en højsommer genopstået som sensommer, en afdanket parasol og en nedlagt kulbro senere. Her er bedre dage. Jeg dagdrømmer om at være kvindelig kranfører i DDR, det er brutaliteten og skønheden, skriveblokaden og de dårlige sætninger, at et godt digt varer til klokken ni om morgenen, og en god fest har ingen regler. Sådan dukker den op, augustheden i en helt anden sommertid, hvor træerne i Berlin giver slip på barken, lader den falde ned i store flager, der aftegner sig i ansigtet som ekspanderende solpletter. En tung hede over ølhaverne, tre måneders bragende sommer, ingen regn, bladene gulnes, der er afbrændingsforbud og alligevel går de rundt og ser almindelige ud, de spiller petanque i støvet. Byger, slagregn, nedbør, skybrud, tordenskylle, finregn, styrtregn, grøderegn, støvregn, strömender Regen, nu må det snart ske.

August er her, jeg stiger igen på en bus ud til Gellerup, bevæger mig ind mellem betonmurene, mens smittetallene forøges eksplosivt i hele byen. Nogen må gøre noget, nogen burde virkelig gøre noget, og så, et alvorsfuldt pressemøde på græsset i Rådhusparken, mobile testvogne i ghettoerne, mundbind flagrende i vinden. Vi må ikke være her længere, somalierne er smittede, eller var det libaneserne, nej vent palæstinenserne, eller måske er det pakistanerne, under alle omstændigheder må vi tilbage til byen og et hedehelvede mellem hustagene. Jeg længes efter køligheden mellem sælsomme sandstensklipper i vide tjekkiske skove, støv og sved, flåter og søvand. Nattetimerne.

Dér, i en helt anden sommertid, under samme klippebue, skriver Hans Christian Andersen sine skyggebilleder; ”og nu det vilde fjelparti: ”Prebischtor”, hvor vi stod under den stolte Klippebue, som den mægtige Naturaand kjækt havde hvælvet over vort Hoved. Jeg seer de uoverseelige sorte Skove dybt under os, og de fjerne Bjerge med deres Snee, som de stærke Solstråler belyste. ”Kun ned i denne dal og så ikke længer!” tænkte jeg, ”og dog åbne der sig bag hine bjerge en endnu skjønnere Dal, hvor man øjner Tyrols Grændse, hvor man alt indaander Italiens Luft på de høie Bjerge. Kun ned i denne Dal, og da hjemad – hjemad imod Norden, for maaske aldrig at vende her tilbage! aldrig se Bjergene mere med deres sorte Skove, høit i de hvidblaa Skyer; jeg kom ret til at betragte hjemmet i sin største Skygge.”

Det er ikke august ret meget længere, nu nærmer september sig, søerne er stillestående og garageportene er rustrøde, jeg er solbrændt udenpå og udbrændt indeni. En tjekkisk ro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *