fbpx

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Grundtvigsk Hovedstadskonvent 2022 – Generationskløfter

24. maj Kl. 13:00 - 21:00

Kr.50

Generationskløfter
Mind the Gap!

BILLET 50,- KØB HER

Med de antiautoritære 68’ere blev der født en generationsdebat, der lever i bedste velgående. Den stille generation, der blev født i mellemkrigsårene, syntes dengang i 70’erne, at Boomer-generationens selvrealiseringsprojekt med alle dens brud med det normale var ualvorligt. Den holdning deler mange af nutidens unge. Boomer-generationen synes til gængæld, at mange unge tager tingene alt for alvorligt. Generation X, der var nøglebørn, diskuterer gerne børnevelfærd med de andre generationer. Selvom Generation X og Generation Y har oplevet megen teknologisk udvikling, forstår de ikke rigtigt den digitalt indfødte Generation Z og dens hjemmevante færden på diverse digitale platforme. Generation Y, der har indtaget arbejdsmarkedet, er utilfreds med, at den ældre generation har tilranet sig urimelige goder på de unges bekostning.  Og samme Generation Y, også kaldt Millennials, spørger, hvem skal passe de forkælede gamle engang? For nu blot at give nogle kendte eksempler fra generationsdebatten.

Der er sket rigtig meget i generationsdebatten den sidste lille håndfuld år. Nye ord som wokeness, Metoo og klimaangst er kommet til. Og der pågår et opgør med kendte samfundsstrukturer og institutioner. Der brydes med systemer og tavshedskulturer. Og køn og identitet artikuleres på helt nye måder. Det kan virke som om de forskellige generationerne har svært ved at tale sammen. Om den vil have plads til byens borgere og brugere, deltager folkekirken i København naturligvis i denne samtale. Men hvad betyder det for den pastorale og teologiske praksis og refleksion? Og for folkekirken som institution? Og hvordan skærper vi sansen for metropolens forventninger til en moderne og samtidsrelevant folkekirke?

 

Program

Kl.13.00: Velkomst

Kl.13.10: Emma Holten og Vibeke Bidstrup: Når Generation Y selv skal sige det.

Det sidste ti år har budt på mange nye samfundsbevægelser. Metoo, Klima, Black Lives Matter, LGBTQ+, Great Resignation, for blot at nævne nogle. Og indenfor kirkeverden er bevægelsen ”Vi vil bryde tavsheden” opstået som en bevægelse blandt præster og ansatte i Folkekirken, der ønsker at tale om arbejdsmiljøet. Det er alle forskellige bevægelser med hver deres bevæggrund, men de har det tilfælles, at de ønsker at bryde med strukturer og kulturer i samfundet.

Emma Holten, debattør og foredragsholder og Vibeke Bidstrup, sognepræst i Grundtvigs Kirke, vil samtale om at være en del af generation Y (født imellem 1980-1995). Hvordan skaber man som generation struktur, kultur og samfundsændringer, og på hvilke områder er der brug for det? Hvad er generationens forhold til fællesskab og individualitet? Hvad er den største kløft imellem generation Y og andre generationer?

Kl.14.00: Rasmus Meyer, højskoleforstander Krogerup Højskole: Mennesker bliver svimle af at kigge indad – højskolen skal være en trædesten ind i det fælles.

Når vi diskuterer ubehaget i tiden, er vi tilbøjelige til at forstå det som et resultat af stigende krav og større pres. Det kan der være noget om, men vi er også nødt til at have blik for, at det kan være et resultat af den eksistentielle frihed. Vi er fri af klasse, ideologi, køn og familie. Det er på den ene side en gave og på den anden side en forbandelse. Hver dag skal det moderne menneske spørge: Hvem er jeg, hvorfor er jeg? Og hvor kan man tage den diskussion i samfundet? Det kan man nærmest ikke andre steder end på højskolerne.

Kl.15.00: Kaffe

Kl. 16.00: Therese Møller m.fl.: uKirke

uKirke kalder sig selv for en ualmindelig del af den almindelige folkekirke. I 2012 åbnede uKirke på Vesterbro og inviterede den københavnske ungdom ind til en ny og anderledes udgave af folkekirken. uKirke er for de 15-30-årige. Det ny og anderledes gælder både kirkens udseende og dens aktiviteter. Og så er det en del af kirkens manifest, at den kun må lave aktiviteter i samarbejde med andre.

Therese Møller, ungdomspræst i uKirke, og to unge frivillige vil komme og fortælle om livet i uKirke, og hvad der er deres tilgang til kristendommen og det at være kirke. Hvilke aktiviteter er der i kirken, og hvorfor?

Kl.18.00: Middag med bordtale

Kl.19.00: Forfattersamtale mellem Ingrid Nymo og Andreas Thom

I 2021 debuterede Ingrid Nymo med romanen Kloster, som handler om en ung kvinde, der efter en livsomvæltende begivenhed ender i et kloster i Rumænien. Politiken har kaldt bogen for ”en smuk dannelsesroman, en sorgbibel, der blasfemisk tør spørge, hvem der er værst at tilbede: Gud, pengene eller pikken.” Ingrid Nymo, som desuden underviser på Testrup Højskole, vil læse op fra sin bog. Og vi vil bl.a. tale med hende om hendes fascination af nonner og hendes forhold til kristendom og folkekirke.

——————————————————–

I Grundtvigsk Forum er vi optagede af at diskutere forholdet mellem kirke, skole, kultur og samfund. Det finder sted i mange sammenhænge og på forskellige lokale mødesteder rundt omkring i landet. Men der er én sammenhæng, hvor vi synes, at der kunne være mere af den slags. Nemlig blandt præsterne i hovedstadsområdet. Derfor har vi etableret et årligt ” Grundtvigsk Hovedstadskonvent”, som afholdes i maj måned tirsdagen inden Grundtvigs ordinationsdag.

Initiativet er taget af Vibeke Bidstrup, præst ved Grundtvigs Kirke, Steffen Ringgaard Andresen, præst ved Vor Frue Kirke, Mette Katrine Grosbøll, præst ved Sions Kirke, Andreas Thom, præst ved Glostrup Kirke, Else Hviid, præst ved Kastelkirken, Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved FUV og Asta Gyldenkærne, præst ved Ishøj kirker.

Vi har i år lagt et program for konventet, som vi håber, at både præster og studerende i hovedstadsområdet vil være interesserede i at tilmelde sig. Vi glæder os til at se jer.

 

Prisen for foredrag, middag og kaffe er 50 kr – KØB HER

Tilmelding senest den 20. maj.

 

Detaljer

Dato:
24. maj
Tidspunkt:
13:00 - 21:00
Pris:
Kr.50
Begivenhed Kategori:

Sted

Vartov
Farvergade 27
København K, 1463 Danmark
+ Google Map

Arrangør

Grundtvigsk Forum