Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Kulturnat i højskolesangens tegn

11. oktober Kl. 18:30 - 23:30

Sammen med Cæciliekoret synger vi fra Højskolesangbogen og den danske sangskat. Sangværter motiverer sangvalgene, og der bliver rig mulighed for, at publikum også kan ønske numre, som skal synges. Særlige overraskelser kan forekomme undervejs, og der er mulighed for at købe varme og kolde drikkevarer – Sofies køkken bager kagen.

Kig også forbi Grundtvig-Biblioteket i Vartov, hvor dr.phil. Henrik Yde præsenterer Grundtvigs højskoletanker i et miniforedrag – første gang kl. 19-19.15 og igen kl. 20-20.15. Grundtvig-Biblioteket er åbent for besøgende fra kl. 18-22.

Foto: Inger Merete Yde Hansen

 

Dr.phil. Henrik Yde fortæller om sit arbejde med at gøre Grundtvigs højskoleskrifter tilgængelige for moderne læsere. Skrifterne fra 1836 ff. om den folkelige højskole er Danmarks vigtigste bidrag til den internationale tænkning om voksenpædagogik, om skole og om det, der engang kaldtes folkeopdragelse. Grundtvigs idé om den folkelige højskole hyldes i dag af praktiske og teoretiske pædagoger fra hele verden, og de udmøntes i konkret skoledrift i så forskellige lande som Danmark, Sydkorea, Bangladesh, Kenya og USA.
Grundtvigs skrifter om den folkelige højskole rummer således uden tvivl en eller flere almengyldige kerner, der har vist sig at kunne udplantes i forskellige tider og i forskellige nationale, politiske og religiøse kulturkredse. På den anden side er disse skrifter i dag vanskelige at gå til, selv for danskere. Både historiske og sproglige barrierer rejser sig for den nutidige læser, idet Grundtvig taler polemisk ind i en tid, der er meget forskellig fra vores.

 

Entre: Der kræves kulturpas-armbånd

Arrangeret i samarbejde med Vartovkollegiet og Cæciliekoret

Detaljer

Dato:
11. oktober
Tidspunkt:
18:30 - 23:30
Begivenhed Kategori:

Sted

Vartov
Farvergade 27
København K, 1463 Danmark
+ Google Map