FASTHOLD BLIKKET

Det er ikke problemfrit, hvis det er op til den enkelte journalist at afgøre hvad der er relevant, men måske er det alligevel et tiltrængt opgør med den ‘objektive journalist’. Ingrid Ank kommenterer på Lea Korsgaards bud på en væsentlig journalistik

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Korsgaards ærinde er ikke uden dilemmaer (hvad hun nok godt ved). For det kan meget let komme til at minde om formynderi, når journalisten – bedre end os selv – ved, hvad der er væsentligt

I denne mørke tid kan man få et godt kig ind i andre menneskers stuer. Det er begrænset, hvor ofte der egentlig foregår noget spændende derinde, men de fleste af os glor alligevel. Og de færreste af os vil være ved det. Vores blik smutter af sted med os.

I disse år kæmpes der intenst om vores opmærksomhed. Facebook, Twitter, YouTube, Instagram (osv.) finder hele tiden på nye metoder til at fastholde vores opmærksomhed og sende vores blikke videre til mere af det samme: Nye breaking news som er endnu mere breaking end de forrige.

Det er ikke spor paradoksalt, selvom det godt kan lyde sådan, at vi er ved at miste friheden, fordi vi mister kontrollen. Vores blikke bliver fanget, og vi mister dermed friheden i selv at kunne bestemme, hvad der skal have vores fulde, halve eller bare kvarte opmærksomhed.

De klassiske medier – TV, radio, aviser – er for længst fulgt med. I stigende grad fodrer de os, som Lea Korsgaard beskriver det i sin artikel her i bladet, med mere og mere af det, vi tror, vi vil have, og mindre og mindre af det, vi har brug for at forholde os til.

Korsgaard slår til lyd for en journalistisk selvbesindelse. Hun opfordrer til, at journalistikken i højere grad prioriterer i stoffet, så vi ikke bare fodres med nyhed efter nyhed (der er glemt i morgen), men får hjælp til at få øje på det, der virkelig er væsentligt.

Læs Lea Korsgaards artikel HER

Og hun opfordrer til en journalistik, der ikke bare videregiver den ene detalje og dernæst den anden, men også peger på hvordan de enkelte detaljer hænger sammen. I den forstand stiller hun samme spørgsmål til journalistikken, som man i mange år har stillet inden for historiefaget: Skal historikeren blot gengive fortidens begivenheder, eller skal hun/han forbinde dem, fortolke dem og fremstille sammenhænge, som gør os i stand til at forstå – eller prøve at forstå – vores egen tid i lyset af fortiden? Og vil de sammenhænge, historikeren i så fald præsenterer os for, være objektive? Og hvad er – igen et klassisk spørgsmål – i grunden objektivitet?

Korsgaards ærinde er ikke uden dilemmaer (hvad hun nok godt ved). For det kan meget let komme til at minde om formynderi, når journalisten – bedre end os selv – ved, hvad der er væsentligt, og hvordan ‘verden hænger sammen’.

Men hendes opgør med den naive tro på, at journalisten bliver ‘objektiv’ eller ‘neutral’ ved at sidestille alle nyheder som lige væsentlige, er alligevel værd at tænke over. Det samme er hendes problematisering af den klassiske journalistiske model med et på-den-ene-side-og-på-den-anden-side: Man finder to ekstreme synspunkter og modstiller dem, og så kan man som journalist hævde at have ‘dækket feltet’ (læs bogen Den der råber lyver, Korsgaard 2017).

Det er et dilemmafyldt farvand, hun bevæger sig ud på. Men der er grund til – set herfra – at forholde sig til de spørgsmål, hun rejser.

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *