FOLKEKIRKEN FÅR MINDRE AT SIGE, HVIS DEN VIL TALE MED ÉN STEMME

Hvordan skal folkekirken agere i den offentlige arena? Ulla Morre Bidstrup leverer med denne artikel et forsvar for det, hun betegner som ‘surdejskirken’, snarere end ‘megafon-kirken’

TEKST: ULLA MORRE BIDSTRUP, PH.D. OG UDDANNELSESLEDER VED FOLKEKIRKENS UDDANNELSES OG VIDENSCENTER

Diskussionen af folkekirkens rolle og funktion i forhold til samfund og offentlighed er igen kommet på dagsordenen. Dette er tænkt som et kort indlæg i den debat, og synspunkterne vil på grund af kortfattetheden blive skarpt optrukne.

Det er væsentligt for mig at fastslå, at det er synspunkter specifikt møntet på danske forhold såvel samfundsmæssigt som kirkeligt. I mange andre sammenhænge giver de ikke mening. Synspunkterne er på ingen måde nye i den folkekirkelige debat, men har måske tvært i mod været så meget mainstream, at de sjældent er blevet ventileret.

Aktuelt ser jeg især to tendenser, som kalder på overvejelser over folkekirkens ageren i den offentlige arena. De to tendenser består for det første i italesættelsen af et voksende folkekirkeligt behov for at kunne fremkomme med eller især tilslutte sig udtalelser af samfundsetisk karakter. Behovet er bl.a. fremkommet som følge af samarbejdet i økumeniske eller konfessionelle overnationale kirkelige sammenslutninger såsom Kirkernes Verdensråd og Det lutherske Verdensforbund. Det er i den sammenhæng værd at mærke sig, at medlemsbetalingen til Det lutherske Verdensforbund fra den danske folkekirke efter mange års delvis fribillet nu er bevilget af budgetfølgegruppen – i hvert fald for en tid. Der er altså tale om en fælles folkekirkelig opprioritering af et sådant samarbejdsforhold.

Den anden tendens, der kalder på fornyede overvejelser i feltet, består i den interesse for samarbejde eventuelt på kontrakt-niveau, der nu udfolder sig især i feltet mellem kommune og kirke, men også i forhold mellem det statslige og folkekirkelige niveau, særligt i forhold til diakonale opgaver.

KRISTENDOMMEN SOM BAGGRUNDSSTRÅLING FOR STATEN
De to tendenser kalder ikke på enslydende teologiske overvejelser, men på nogle fælles grundlagsbetragtninger.

Jeg tager udgangspunkt i den lutherske to-regimente-læren. Der er al mulig grund til at udfordre denne, hvor den fremføres i sin vulgariserede form, der blot konstaterer, at kirke og politik skal skilles ad. For det vigtige i den lutherske to-regimente-lære består ikke i, hvad der skal skilles ad, men i det, der ikke må skilles ad. Nemlig formålet med såvel det kirkelige som verdslige regimente, som er, at Gud kan handle i verden. Både det åndelige og det verdslige regimente har til formål at lade kristendommens syn på mennesket og verden virke, så retfærdighed, frihed, barmhjertighed og omsorg for den svage kan råde, og samfundet kan vise respekt for individet og for mennesket før systemet. Derfor har kirkerne i de luthersk dominerede lande i det store hele understøttet en stærk stat. Som bekendt har det et par gange gennem historien vist sig katastrofalt i ekstreme tilfælde (ikke mindst i forbindelse med nazisterne ved roret i Tyskland) men i det store hele har denne fælles indsats været lykkelig og har – i samspil med en række andre faktorer – resulteret i stærke demokratier og velfungerende velfærd i netop de luthersk dominerede lande. Det er ikke sket, fordi kirken som institution har været et stærkt og markant talerør i den politiske debat, og det er ikke sket, fordi kirken som institution har taget tunge velfærdsopgaver på sig (hvad den jo netop ikke har sammenlignet fx med den katolske verdenskirke). Det er snarere sket, fordi kirken har virket i sin lutherske bestemmelse – nemlig som et fællesskab af døbte. Intet mindre og ikke mere.

Disse mange døbte individer eller individer påvirket af et kristent grundsyn har gjort sig gældende i demokratiserende bevægelser og i en samfundsudvikling i retning af velfærd og omsorg for den svage – også hvor familie og andet personligt netværk ikke fandtes. Når der i folketinget, kommunalbestyrelsen eller i en af vores utallige foreninger er nogen, der har taget ordet for at værne om individets frihedsrettigheder eller ret til omsorg og velfærd har det ofte været som kristen – hvor bevidst eller ubevidst denne sammenhæng end måtte være. Kristendommen (i dette land i den lutherske aftapning) har haft og har en baggrundsstråling i forhold til vores samfundsudvikling, som er vanskelig at overvurdere. Og den er sket gennem individer og disse individers forskellige former for fællesskaber. Ikke gennem kirken som institution.

I et samfund med faldende procentuelt kirkemedlemskab vil denne sammenhæng nok mindskes og blive mindre bevidst. Men de værdier, som den lutherske kristendom har tilføjet vores samfund, bliver dog ved med at have sin virkning – også blandt ateister og mennesker af anden religion, som har lært vores samfund at kende. Ligesom deres religioner i øvrigt kan tilsige dem de samme eller lignende ønsker om at bidrage til samfundets fælles bedste.

HELLERE DE MANGE INDIVIDERS STEMMER END ÉN SAMLET MEGAFONKIRKE
Den stærkeste offentlighedsteologi for kirken, man kan forestille sig, findes hvor kristendommen og kirken påvirker hele offentligheden. Ikke fordi kirken løfter megafonen, men fordi den med sit menneskesyn virker som surdej i samfundet. Nemlig i form af de individer, der hører den til eller er påvirket af den, hvilket som bekendt kan føre til mange forskellige partitilhørsforhold og endnu flere opfattelser af om den globale miljøtrussel skal løses med teknologi eller askese og af hvor mange skurke, der befolker Israel-Palæstina-konflikten.

Hvor kirken i stedet vælger at løfte megafonen for at være en selvstændig stærk stemme i samfundsdebatten, står den i fare for at blive en stemme som alle andre, som man kan være mere eller mindre enig med. Uenighed kan i værste fald føre til, at man vælger at melde sig ud af kirken. Et vigende medlemstal resulterer formentlig i en tilbageholdenhed i forhold til at komme i kirken, lade sine børn konfirmere, nære positiv interesse for, hvad de mange kirkelige stemmer – fx de lokale – har at sige og megafon-kirken truer i sidste ende med at have langt mindre at sige i den offentlige debat end surdejskirken.

Derfor vil jeg pege på vigtigheden af, at kirken (i betydningen dens medlemmer) gør sig gældende i demokratiets sociale debatter, skoledebatter, dannelsesdebatter, globaliseringsdebatter, åndsfrihedsdebatter (så også det verdslige regimente bliver mindet om sine grænser!), miljødebatter, integrationsdebatter osv. i politiske partier, folkelige foreninger og interesseorganisationer i bredeste forstand. Det er her den enkelte – hvad enten man er biskop eller lunkent folkekirkemedlem – bør gøre sig gældende. Det kan gerne ske i fællesskaber, men ikke først og fremmest i kirkelige fællesskaber.

Megafon-kirken truer i sidste ende med at have langt mindre at sige i den offentlige debat end surdejskirken

Når økumeniske forbund udfærdiger fx socialetiske eller miljø- og klimarelaterede erklæringer kan og bør de tjene som inspiration i den debat, blandt andet fordi synspunkterne i dem ofte vinder i tyngde ved at have været debatteret også udenfor egen andedam. Det har jeg selv erfaret i et engagement i Det lutherske Verdensforbund. Men det vil sjældent være produktivt, hvis folkekirken tilslutter sig disse erklæringer som institution og fx poster dem på sin hjemmeside (folkekirken.dk) eller markerer dem i offentligheden som enigt bispekollegie. Det vil i hvert fald fungere bedst, hvor disse erklæringer er så ukontroversielle i dansk sammenhæng, at det kan være det samme.

KIRKEN SOM SIKKERHEDSNET?
Nu til det andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om hvordan kirken aktuelt er optaget af at indgå i samarbejdsopgaver, hvoraf nogle er foregået i den sociale sammenhæng. Kirken har også i Danmark i velfærdssamfundets tid altid løst diakonale opgaver. Det har ofte været i velfærdssamfundets randområde, hvor den såkaldt ekstreme diakoni har været vanskelig at forholde sig til for et offentligt socialt system, der har til opgave at forbedre og opnå resultater. Kirken har kunnet være, hvor der ikke er andre resultater at opnå, end at den døende narkoman eller alkoholiker har oplevet, at der stadig har været mennesker, der ville være i deres nærhed og dermed har insisteret på deres værdighed, selv hvor de var udenfor pædagogisk rækkevidde. Det formål har fx Kirkens Korshær tjent. Desuden har den pastorale tavshedspligt været af væsentlighed på dette område. Aktuelt sker der ifølge fx Kirkens Korshær en polarisering i samfundet, så flere får det svært og samtidig får mindre hjælp fra velfærdssamfundet. Et eksempel er psykisk syge, som sendes hjem uden forsvarlig støtte. Dette har fx givet Kirkens Korshær flere opgaver i et felt, der tidligere blev bedre understøttet af staten.

Men hvad er kirkens og andre velgørende organisationers ideelle diakonale rolle i velfærdssamfundet? Skal den ud over rollen som frontløber i den ekstreme diakoni til i højere grad at være en del af det almindelige sociale sikkerhedsnet? Kirken har tidligere understøttet den stærke stat med dens etiske forpligtelser netop som en konsekvens af to-regimente-lærens insisteren på, at også staten skal tjene det gode. Derfor udøver de mange af kirkens medlemmer og andre, der er en del af den offentlige sociale sektor og ønsker at løse deres opgaver på bedste vis, faktisk kristen diakoni, men som en del af det regimente, vi i velfærdssamfundet har givet netop dét som opgave. Med nogle af de nye tendenser, hvor kirken som institution træder ind for at løse mere almene sociale opgaver, kan den komme til at legitimere en samfundsudvikling, hvor samfundets offentlige sociale sikkerhedsnet får større og større masker, så omsorgsopgaverne ikke løses. Og sker det, har kirken måske alligevel ikke volumen, logistik og gennemskuelig organisation nok til at sikre sig, at alle hjælpes. Det er en problematik, der ikke er svær at få øje på i mange andre lande, hvor centrale sociale opgaver overlades til frivillige i kirkeligt regi.

Det er klart, at der i denne debat er mange gråzoner og områder, hvor det ene ikke udelukker det andet. Fx udfolder der sig aktuelt et samarbejde mellem kirke og kommune om mødet med ensomme ældre, hvor kirken tilfører det bedste, den har. Men der er også tale om tendenser, som det er værd at mærke sig og forholde sig til. En afgørende diskussion må handle om, hvorvidt vi fortsat ser to-regimente-læren i dens bedste udgave som et fornuftigt og muligt udgangspunkt for vores samfund. En anden må være om kirkens eventuelle ønske om at agere i den offentlige arena på en ny måde også handler om at forfægte kirkens eksistensberettigelse i et stadig mere sekulariseret samfund. Det gøres måske i højere grad ved at vende opmærksomheden mod de opgaver, som uomtvisteligt er det åndelige regimentes. De opgaver er livsnær, relevant og klar forkyndelse i gudstjenesten og mange andre steder, fælles fejringer af sakramenter og ritualer ved livsbegivenheder og andre lejligheder, kirkelig undervisning hele livet, sjælesorg og åndelig omsorg. Skal kristendommen og folkekirken blive ved med at være surdej i samfundet, er det her eksistensberettigelsen findes.

Dansk Kirketidende 5/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *