Forstå folkekirken på 12 minutter

Et nyt folketing og en ny regering – herunder en ny kirkeminister – får nu folkekirken som sit ansvarsområde. Men folkekirken er måske den mest uigennemskuelige institution i det danske samfund og kan derfor være svær at forholde sig til, hvis ikke man har et forhåndskendskab. Så for at hjælpe nye lovgivere på vej, bringer Dansk Kirketidende her en kort introduktion til folkekirken

Tekst: Charlotte Dyremose, fhv. medlem af Folketinget (K) og per 1. juli sognepræst i Slagslunde-Ganløse pastorat og Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Tekst: Charlotte Dyremose, fhv. medlem af Folketinget (K) og per 1. juli 2019 sognepræst i Slagslunde-Ganløse pastorat og Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

STRUKTUR OG MAGTFORDELING

Folkekirkens struktur er flad. På forunderlig vis er magten ikke centreret noget sted. Godt nok har folkekirken en slags hierarki med biskopper, provster og præster samt stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd. Men det er mere en praktisk foranstaltning. Når der for alvor skal træffes beslutninger i folkekirken, så nedsættes der udvalg. Udvalgene kan nedsættes af ministeren, af biskopperne eller andre kirkelige aktører. Men der er kun tradition for at nedsætte udvalg, hvis der bredt er et ønske om at se på et bestemt område. Når så udvalget nedsættes (uanset, hvem der nedsætter det), så er der igen tradition for at lade alle hjørner af folkekirken repræsentere. Her kommer typisk både biskopper, provster og præster med. Her kommer lægfolk (folkekirkens menige medlemmer) med fra de forskellige lag af besluttende råd. Og så sørger man altid for, at kirkens forskellige teologiske retninger og forskellige synspunkter er repræsenteret i udvalget. Laver man fx et udvalg, der skal se på, om folkekirkens struktur skal ændres, vil det være helt utænkeligt ikke at have medlemmer af udvalget, som er direkte imod en sådan ændring. Alle synspunkter er altså typisk inddraget i en sag.

Folkekirkens struktur er flad. På forunderlig vis er magten ikke centreret noget sted. Godt nok har folkekirken en slags hierarki med biskopper, provster og præster samt stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd. Men det er mere en praktisk foranstaltning

Hvert sogn (nogle sogne er lagt sammen, så der er flere kirker i samme sogn) har et menighedsråd, som er demokratisk valgt af folkekirkemedlemmerne i sognet. Menighedsrådet har ansvaret for kirkens drift, herunder bygninger og kirkegårde. Det er også menighedsrådet, der ansætter præsten.

ØKONOMI

81 % af folkekirkens indtægter kommer fra kirkeskatten, som betales af medlemmerne. Langt de fleste penge bliver lokalt i provstiet (som typisk svarer til kommunen). De inddrages som lokal kirkeskat og bruges til at vedligeholde kirkebygningerne og lave kirkelige aktiviteter lokalt.

En mindre andel kommer fra landskirkeskatten (som også betales af medlemmerne) og går til fællesfonden. Selvom det på papiret er ministeren, der træffer beslutninger om fællesfonden, er det i praksis budgetfølgegruppen, som kommer med forslag til budget. Og sædvanen tilsiger, at ministeren følger deres forslag. Budgetfølgegruppen er udpeget, så den også repræsenterer brede dele af folkekirken.

Endelig kommer 9 % af kirkens indtægter fra finansloven. De går til præstelønninger, fordi staten i 1919 ved jordlovene overtog præstegårdsjordene. Før 1919 havde præsterne deres levebrød fra denne jord. Og man lavede derfor en aftale om, at staten kunne uddele jorden til husmandssteder mod, at den kompenserede præsterne med løn. Denne udgift på finansloven stammer altså fra en gammel aftale og er betaling for leje af jorden eller afdrag på overdragelsen.

Staten støtter altså folkekirken økonomisk, men folkekirken støtter også samfundet økonomisk – bl.a. ved at dække udgifterne til bevarelsen af dansk kulturarv i form af de mange middelalderkirker og ved at varetage administrative opgaver som fx begravelsesmyndighed og personregisteringen.

HISTORIE

Med grundloven blev statskirken omdannet til en folkekirke. Ordet folkekirke dækker over, at det netop er folkets kirke – eller den største del af folkets kirke. Folkekirken har en særstatus i grundloven, fordi den favner så mange danskere og har en meget lang tradition. Der står også i grundloven, at folkekirken er evangelisk-luthersk og understøttes som sådan af staten. Det betyder, at staten skal understøtte folkekirken både som kirke og i at være netop evangelisk-luthersk. Det er altså ikke en hvilken som helst kirke, der skal understøttes. Men netop fordi folkekirken er folkets kirke, har det altid været vigtigt, at der er vide rammer for, hvad man tror på, og hvordan man udøver sin tro indenfor den evangelisk-lutherske ramme.

I grundloven står der, at folkekirkens forhold ordnes ved lov. Men der er aldrig blevet lavet en samlet lov. I stedet er der vokset en tradition frem, hvor intet bliver gennemført, uden at hele den folkekirkelige bredde har taget del i beslutningen. Det gøres gennem en helt og aldeles uformel struktur

I grundloven står der, at folkekirkens forhold ordnes ved lov. Men der er aldrig blevet lavet en samlet lov. I stedet er der vokset en tradition frem, hvor intet bliver gennemført, uden at hele den folkekirkelige bredde har taget del i beslutningen. Det gøres gennem en helt og aldeles uformel struktur. Er der tale om ændringer, som vedrører de ‘indre anliggender’ (se nedenfor), vil beslutningen ifølge sædvanen altid blive truffet i samspil med brede dele af folkekirken. Og der er tradition for, at en ændring ikke gennemføres, før langt de fleste i folkekirken er enige om det, ligesom den slags ændringer også ifølge sædvanen kun gennemføres, hvis der er et bredt flertal i Folketinget bag. Ændringer i folkekirken laves altså i meget stor respekt for mindretallene og uden brug af snævre flertal.

INDRE ANLIGGENDER

Strengt juridisk er de ‘indre anliggender’ stillet som andre anliggender i folkekirken: De har Folketinget som lovgiver indenfor grundlovens rammer. Men i praksis er der i de spørgsmål, som kaldes ‘indre anliggender’ tradition for at lade folkekirken ‘bestemme selv’. ‘Indre anliggender’ dækker over trosindhold, gudstjenester og ritualer m.m. Når der træffes beslutninger om indførelsen af kvindelige præster eller vielse af homoseksuelle eller indføres et nyt ritual, en ny autoriseret bibeloversættelse eller en ny salmebog, vil kirkeministeren være i samtale med folkekirkens biskopper og/eller nedsætte en kommission af interessenter fra folkekirkens mange fløje og niveauer. Herefter følger tit en høring, og endelig er det op til ministeren at træffe afgørelsen, som oftest (men ikke altid) følger det, som vægtige stemmer i folkekirken anbefaler. Reguleringen sker i form af kongelige anordninger eller resolutioner.

Diskussioner om folkekirkens rummelighed dukker fx op i forhold til det lille mindretal af menighedsråd, der ikke ønsker at ansætte kvindelige præster, eller det lille mindretal af præster, der ikke ønsker at vie fraskilte eller homoseksuelle. Der er generelt en bred opbakning i folkekirken til at bevare rummeligheden og dermed fastholde mindretallene indenfor det folkekirkelige fællesskab

De sjældne gejstlige læresager (juridiske sager, der handler om hvorvidt en præst i teologisk forstand befinder sig uden for folkekirken) henregnes også under ‘indre anliggender’ og afgøres ved en almindelig domstol suppleret med teologisk sagkyndige.

MEDLEMMER – HVEM ER DE?

Rummelighed er et afgørende kendetegn ved folkekirken. Her er der plads til mange forskellige måder at tro. Nogle bruger kirken ofte, andre bruger den næsten aldrig. Der er forskellige kirkelige retninger, som er meget uenige, men som kan være fælles om at være evangelisk-lutherske. Folkekirkens medlemmer er også kendetegnet ved at have meget forskellige politiske holdninger. I folkekirken kan man sidde ved siden af mennesker, som mener noget helt andet end én selv, som udfolder sin tro på en helt anden måde og som har et helt andet syn på kirken. Det skulle man måske tro gav anledning til mange konflikter. Men faktisk sætter stort set alle i folkekirken en ære i at sikre plads til denne forskellighed. Derfor kan kirken heller ikke have en politisk holdning, for den skal rumme alle sine medlemmer.

Der er heller ikke nogen i folkekirken, der vogter over, hvordan eller hvor meget den enkelte tror. Alle er velkomne. Derfor er der også plads til, at folkekirken har så mange medlemmer. I mange andre kirker har man valgt at tage mere aktivt stilling til både kirkelige og politiske spørgsmål. Det giver typisk en mere synlig kirke. Men det giver også en smallere kirke, hvor færre føler sig rummet. Fordi folkekirken traditionelt har rummet de mange meningsforskelle, er der heller ikke i Danmark tradition for at have kirkelige sekter udenfor folkekirken.

FOLKEKIRKENS RUMMELIGHED

Den danske folkekirke udmærker sig ved sin rummelighed. Den rummer mange fortolkninger af bekendelsesgrundlaget, forskelligartede prioriteringer i de lokale menighedsråd og adskillige tilgodesete mindretal. Der stilles ikke andre medlemskrav i folkekirken end dåb i den treenige Guds navn – og betaling af kirkeskat.

Rummeligheden får desuden udtryk i den særlige danske lovgivning om valgmenigheder og sognebåndsløsning. Det betyder at en gruppe mennesker kan danne egen menighed, og at den enkelte kan tilknytte sig en anden præst end sognepræsten uden at træde ud af folkekirken.

Diskussioner om folkekirkens rummelighed dukker fx op i forhold til det lille mindretal af menighedsråd, der ikke ønsker at ansætte kvindelige præster, eller det lille mindretal af præster, der ikke ønsker at vie fraskilte eller homoseksuelle. Der er generelt en bred opbakning i folkekirken til at bevare rummeligheden og dermed fastholde mindretallene indenfor det folkekirkelige fællesskab.

PRÆSTERNE

Præster i den danske folkekirke er med få undtagelser kandidater i teologi fra et dansk universitet. Det er en akademisk uddannelse i kristendom. Herefter går kandidaterne et semester på pastoralseminariet m.h.p. præstegerningen. Man bliver præst ved at blive valgt af et menighedsråd. Det er formelt set Kirkeministeriet, der er præsters arbejdsgiver og biskoppen – via provsten – der er præstens leder. Præsten sidder i menighedsrådet og samarbejder med andre ansatte og frivillige om livet i sognet. Men fordi præsten er ansat i ministeriet og ikke af menighedsrådet, kan det sikres, at præsten kan forkynde evangeliet uden at blive pålagt at mene noget bestemt, som går imod dennes overbevisning. Også ansættelsesformen er altså med til at sikre rummeligheden i folkekirken.

Præsten prædiker og står for gudstjenesterne om søndagen og på mange andre tidspunkter i løbet af ugen. Herunder dåb, bryllupper og begravelser. Præsten underviser konfirmander og har ansvaret for undervisning af minikonfirmander, voksne, babysalmesang og meget andet. Præsten fører fortrolige samtaler med mennesker i sorg og glæde og samarbejder med mange foreninger og institutioner i sognet. For eksempel skoler og plejehjem. En del præster har særlige funktioner fx på sygehuse, i fængsler, blandt studerende eller på gaden.

Folkekirkens præster har tavshedspligt i en grad, der i juridisk forstand kan sammenlignes med en forsvarsadvokats tavshedspligt.

INSPIRATIONSKILDER

Folkekirken er præget af at være en evangelisk-luthersk kirke med vægt på den enkeltes tro og samvittighed i mødet med Bibelens ord om Jesus Kristus – mere end på kirkens autoritet. Dertil kommer en særlig dansk prægning af det evangelisk-lutherske, som har at gøre med de stærke vækkelsesbevægelser, der var i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet. Bl.a. i form af det grundtvigske og Indre Mission. Her blev gudstjenestens fællesskab, dåb og nadver og salmesangen betonet. Der er tale om lægmandsbevægelser, som ville myndiggøre folket – herunder kirkefolket. Det har ført til en kirkeform i familie med forenings-Danmark med et decentralt demokrati.

I dag – som altid – præges folkekirken af den tid, den er en integreret del af. Med 75 % af danskerne som medlemmer er det lidt af hvert. Det meste befinder sig i spændet mellem en sekulariseret og pluralistisk kultur og en kærlighed til kirkens traditioner, fortællinger og fælles rum for det allerstørste. Blandt de danskere, der gennem tiden har sat deres præg på ‘ånden i folkekirken’ kan fx nævnes salmedigterne Kingo, Brorson og Grundtvig samt teologen og filosoffen Søren Kierkegaard.

Artiklen er testet på Dansk Kirketidendes praktikant og kan læses – og forstås – på 12 minutter

Dansk Kirketidende 6/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *