Frokost om frække ord i Bibelen

INTERVIEW. Kan man oversætte Bibelen til et usynligt sprog, så vi forstår alle ordene uden at bemærke dem? Eksperimentet er forsøgt med Bibelen 2020, der netop er udkommet. To af dens bagmænd, Birgitte Stoklund og Martin Ehrensvärd, er i den anledning inviteret på frokost til en samtale om sprog og oversættelse, og det er ikke kun, fordi det lyder godt med de to f’er i overskriften, at et af frokostens emner er ord for sex, køn og krop. Netop dette sprogfelt har nemlig voldt oversættere og sprogkonsulenter særligt store vanskeligheder i forhold til at ramme et fælles dagligdags nudansk.

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR, FOTO: COLOURBOX

København er rig på gamle frokostrestauranter, der tager venligt imod folk, når det regner. Lektor i hebraisk Martin Ehrensvärd, generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund og jeg synker efter tur ned ad trappen til kælderrestauranten Tivolihallen iført regnjakker og paraply. Vi skal tale om den nye oversættelse af Bibelen til nudansk: Bibelen 2020.

En umulig opgave
Bibelen 2020 har været længe undervejs. Projektet begyndte i 2003, da man igangsatte oversættelsen af Det nye Testamente til dagligsprog, som udkom i 2007 i form af Den Nye Aftale. Nu foreligger så hele Bibelen på nudansk, som dels består af en redigeret version af Den Nye Aftale og dels af Det gamle Testamente i helt ny oversættelse (otte skrifter fra Det gamle Testamente er de seneste år dog udkommet som enkeltstående værker).

Målet har været at lave en bibel på nudansk, der er ’meningsbaseret’. Tekstens forståelighed har været et afgørende kriterie i arbejdet, eller – med Martin Ehrensvärds ord – teksten skal kunne ”forklare sig selv”.

Birgitte Stoklund kalder det en umulig opgave: ”Skal teksten komme til læseren eller læseren komme til teksten,” spørger hun og fortsætter: ”I virkeligheden kan ingen af delene lade sig gøre. Det er en umulig opgave, eller det, man inden for sprogfilosofien vil kalde en hermeneutisk cirkel. Al forståelse handler jo om at ’flytte sig’, at bevæge sig et nyt sted hen.”

En af retningslinjerne har været, at når der er en tvetydighed, har vi forpligtet os på at vælge én tolkning.
Martin Ehrensvärd

En bibel med usynligt sprog
Undervejs i arbejdet har oversættere og sprogkonsulenter opereret med en fiktiv figur, Patrick på 16 fra Herlev, som sammen med en 48-årig ikke kirkevant sygeplejerske fra Odense, har fungeret som den ’forestillede læser’.

Martin Ehrensvärd beskriver opgaven som det at lave en bibel med ’usynligt sprog’, altså sprog der ikke er påfaldende som sprog, og det er for Patrick fra Herlev og sygeplejersken fra Odense, sproget har skullet været usynligt. Vi taler om, at sprog, der er usynligt for nogle, vil være meget påfaldende for andre. Yngre mennesker er ofte mestre i at skifte mellem den måde, de taler til hinanden på og den måde, de taler til fx deres forældre eller lærere, men når de kommer til at rode sprogene sammen, bliver det pludselig meget påfaldende.

”Det er selvfølgelig en umulig opgave at lave en bibel med usynligt sprog,” siger Birgitte Stoklund, ”for spørgsmålet vil straks være: Usynligt for hvem? Den erfarne bibellæser vil vel netop synes, at sproget i Bibelen 2020 er påfaldende, fordi ord og udtryk, som denne læser vil forvente at finde, er fjernet og erstattet af nogle andre. Fx forekommer ordet ”synd” ikke. Og ”pagtens ark” er blevet til ”den hellige kiste”, mens Noas ark er blevet til et skib. Og hvis man som bibelkender er vant til, at Jesus hele tiden indleder med at sige: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer,” så vil man måske også finde det påfaldende, at han bare siger: ”Hør nu her.””

”I øvrigt,” tilføjer hun, ”er 1992-oversættelsen også lavet med den intention at lave en bibel med godt nutidsdansk, så i den forstand er 2020 og 1992 beslægtede. Alligevel har det betydet meget for den nye bibel, at det ikke er en autoriseret bibeloversættelse. Det har givet en langt større frihed til at eksperimentere og til at træffe valg.”

Birgitte Stoklund medbringer et prøveeksemplar af den nye bibel, der lige er kommet fra trykkeriet

Tag ansvar for fiskene
Martin Ehrensvärd supplerer: ”En af retningslinjerne har været, at når der er en tvetydighed, har vi forpligtet os på at vælge én tolkning. Det har man i et vist omfang også gjort i 1992, men mange steder har man også efterladt læseren med nogle uklarheder, netop fordi teksten selv er uklar eller har flere mulige betydninger.”

Han fortsætter: ”På hebraisk er der rigtig mange steder, hvor man bruger citat i citat og ofte på en måde, hvor det er svært at sige med sikkerhed, hvem der siger hvad. Her har jeg set det som min faglige opgave at vælge, hvem der taler. Men det kan være et drastisk valg, for det kan jo være temmelig afgørende for betydningen, om det fx er Gud eller Esajas, der taler.”

”Lektor Søren Holst og jeg har lavet den tommelfingerregel, at hvis 1992 havde truffet ét valg, så skulle vi træffe et andet med 2020-udgaven. Vi har altså ofte valgt andre løsninger end 1992 de steder, hvor der har været flere ligestillede tolkningsmuligheder.”

Et eksempel på dette er skabelsesberetningen, hvor der i 1992-oversættelsen står: ”Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden”” (1. Mosebog 01,26).
I Bibelen 2020 er det blevet til: ”Gud sagde til sig selv: ”Lad os nu forme mennesket. Det skal ligne os, så det kan tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og dyrene på jorden”.”

Den nye formulering passer meget godt med en tid, hvor dyrelivets bevarelse kræver et større ansvar fra os, men oversættelsen er ifølge Martin Ehrensvärd også i overensstemmelse med den oprindelige hebraiske tekst. For inden for en nærorientalsk kongeforståelse er det at herske over og at tage ansvar for sammenhængende.

Når sproget er fyldt med ord, vi ikke længere bruger i daglig tale, kan vi have den opfattelse, at det dermed er ’rigere’ eller ’mere poetisk’, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Sproget er ikke nødvendigvis ’større’, fordi det er uforståeligt eller fremmedartet.
Birgitte Stoklund

Poetisk flertydighed
Tvetydigheden er dog ikke fjernet de steder, hvor den er bevidst, fx i de poetiske tekster. Birgitte Stoklund uddyber: ”Poesi er jo netop sprog, der gør opmærksom på sig selv. Vi har reduceret den flertydighed, der kommer af, at vi er på kulturel og historisk afstand af teksten, men vi har fastholdt tvetydigheden, hvor det har kunnet lade sig gøre, hvis det er en pointe i teksten.”

”Ja,” siger Martin Ehrensvärd, ”men også i forhold til det poetiske sprog har vi dog flere steder forenklet. Fx har vi reduceret i parallelismerne.”

Parallelismer er et stilistisk træk, som navnlig bruges ved de gammeltestamentlige salmer: ’leddenes parallelisme.’ Samme sætning står på en måde to gange i træk, men blot med nye ord. Det svarer lidt til, at et digt er bygget op over princippet om enderim. Det er en måde at skabe rytme og form i sproget.

Et eksempel kunne være:
”Himlene fortæller om Guds overvældende storhed,
himmelbuen fortæller om hans fingres værk.” (Salme 19,1 Bibelen 2020)

Eller:
”Hvor kan jeg gemme mig for dig?
hvor kan jeg flygte hen, så du ikke ser mig?” (Salme 139,7 Bibelen 2020)

Martin Ehrensvärd fortæller, at man i 2020-oversættelsen har fjernet dette formsprog nogle af de steder, hvor det ”bare er rim”, altså hvor det udelukkende har en formmæssig pointe: ”Hvis det andet led ikke udvider betydningen, men er ren gentagelse, så har vi slettet det. Det handler ikke om at fjerne det poetiske element i teksten, overhovedet ikke, men for en nutidig læser signalerer den form for gentagelse jo ikke ’poesi’. I princippet skulle vi måske i stedet have kastet os ud i at få teksten til at rime.”Ikke noget fællessprog for køn og seksualitet
Et særligt vanskeligt sprogfelt viste sig at være ord og udtryk, der handler om sex, seksualitet, krop og køn. Hvoraf kommer vanskeligheden? Birgitte Stoklund forklarer: ”Det blev meget tydeligt, at vi ikke har noget fællessprog for køn og seksualitet. Det er meget kontekstafhængigt, hvilket ord der fungerer bedst. Og også meget målgruppeafhængigt eller aldersgruppeafhængigt. Unge mennesker har ét sprog, og voksne har et andet, mens ældre mennesker måske har et tredje. Ikke sådan, at ældre mennesker nødvendigvis taler ’pænere’, men de bruger andre ord. I flere af vores læsergrupper, som har læst med på oversættelsesvarianter, var de fx enige om, at ordet ”bolle” lød meget af 1970’erne. Og det skal en 2020-bibel jo ikke. Omvendt så er det heller ikke en ’ungdomsbibel’, vi har lavet, men en bibel på nutidsdansk, der i princippet er for alle. Men lige præcis ved dette sprogfelt har vi bare ikke noget fællessprog. Et andet godt eksempel er det mandlige kønsorgan, hvor vi også har været rundt i mange forskellige ord.”

Hun tilføjer: ”En ting, der dog blev tydeligt, var, at alle, unge og gamle, er enige om, at ordet ”luder” er det grimmeste, man kan kalde nogen. Så her er der åbenbart en slags fællessprog, kan man sige.”

Det blev meget tydeligt, at vi ikke har noget fællessprog for køn og seksualitet
Birgitte Stoklund

Nogle af de gammeltestamentlige tekster bruger et råt sprog om sex, fordi det har en særlig pointe i teksten. Dette skal jo så også frem i den nutidige danske oversættelse. Som eksempel kan nævnes Ezekiel 16, der handler om Jerusalems troløshed over for Gud. Afgudsdyrkelsen eller kætteriet bliver beskrevet gennem en lignelse om en forældreløs pigebaby, som en mand – der er et billede på Gud – tager til sig og tager sig af. I kraft af hans hjælp og gavmildhed vokser hun sig til en smuk kvinde, der som tak derfor – som der står i 1992-udgaven – ”spredte benene for enhver, der kom forbi, og horede og horede. Du horede med dine naboer egypterne med deres store lem; du horede og horede og krænkede mig” (Ezekiel 16,25-26).

Det er steder som disse, der har voldt problemer. For hvad er de rette nutidsord?

”Vi prøvede i læsegrupperne med ord som kneppe, bolle, have sex med, være utro med og flere andre. Vi har fundet forskellige løsninger i teksterne afhængigt af sammenhængen, men vi har klart været udfordret her,” siger Birgitte Stoklund.

Hænder, fødder og knæ
Det interessante er, at også i den hebraiske tekst er der tegn på, at sprogfeltet sex, køn og krop har givet udfordringer. Mange steder anvendes eufemismer, ord der tydeligvis står i stedet for andre ord. Fx er underlivet flere steder omtalt som ”fødderne”, kong Saul sætter sig på hug for at ”dække sine knæ” og i det erotiske værk, Højsangen, er der mellem manden og kvinden en dør med et hul i, som manden stikker sin ”hånd” igennem.

Eufemismerne kan nogle gange være direkte misvisende for nutidige læsere. Et eksempel på dette findes i Jobs bog, hvor Jobs kone siger til Job: ”Hvorfor bliver du ved med at være så loyal mod Gud? … Du kan lige så godt få det overstået og give dig til at forbande ham” (Job 2,9 Bibelen 2020). Men i den hebraiske tekst står der: ”Velsign Gud og dø!”, for man har ikke villet skrive ordene ”forband Gud”, selvom det tydeligvis er det, der menes: Man dør ikke af at velsigne Gud. Dette har selvfølgelig ikke noget med sprogfeltet sex og krop at gøre, men er et eksempel på, at også den hebraiske tekst ’omgås ordene’.

Urin og ekskrement
Martin Ehrensvärd fortæller, at et andet eksempel på dette er vokaliseringen, som stammer fra den senere jødiske udtaletradition. Den hebraiske tekst er oprindeligt skrevet uden vokaler, og lang tid senere har man så sat vokaltegn ind oven over konsonantteksten. Men ved nogle ord har man sat vokaler ind for et helt andet ord end det, der står. Det mest brugte eksempel i Bibelen er Guds navn Jahve, som har vokaler for ordet ”Herre”. Guds navn måtte man ikke udtale, og derfor skulle man ved oplæsning følge vokalerne og ikke konsonanterne.

”Det samme,” siger Martin Ehrensvärd, ”har man så gjort ved nogle af de mere kraftige udtryk i Bibelen. Et eksempel er ordet for ”voldtage”, shagal på hebraisk. Det optræder 5-6 gange i Det gamle Testamente, og alle steder med vokalerne for ordet ”ligge”. Et andet sted står der direkte oversat ”pis og lort,” men hvis man følger vokalerne, skal det læses som ”urin og ekskrement.”

Ord sidder på rygmarven. Og rigtig mange mennesker, både bibelkendere og ’Patrick fra Herlev’, vil have steder i Bibelen, hvor de forventer at høre nogle ganske bestemte ord.

Ord sidder på rygmarven
I december 2019 genudsendte DR julekalenderen Julestjerner (fra 2012). En af figurerne er en desillusioneret enlig far og forhenværende rockmusiker (spillet af Troels Lyby), der pludselig bliver dybt optaget af at lave en musical om Maria og Josef på vej til Betlehem. På et tidspunkt diskuterer han ordet ”mandtal” med sin søn, der er mere bibelstærk end sin far. Imidlertid lader hverken sønnen eller faren – eller DR – til at have opdaget, at ordet ”mandtal” forsvandt ud af Bibelen i 1992. Siden 1992 har det været ordet ”folketælling”, der er blevet læst op i kirken juleaften.

Ord sidder på rygmarven. Og rigtig mange mennesker, både bibelkendere og ’Patrick fra Herlev’, vil have steder i Bibelen, hvor de forventer at høre nogle ganske bestemte ord. Imidlertid kan man ikke sige noget entydigt om, hvorvidt noget går tabt, når man erstatter gamle ord med nye.

Birgitte Stoklund fortæller, at da Jobs bog udkom som selvstændigt værk på nudansk i 2017 (med titlen Det er din egen skyld), skrev en anmelder i Præsteforeningens Blad, at hun aldrig havde oplevet teksten så nærværende: ”Når sproget er fyldt med ord, vi ikke længere bruger i daglig tale, kan vi have den opfattelse, at det dermed er ’rigere’ eller ’mere poetisk’, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Sproget er ikke nødvendigvis ’større’, fordi det er uforståeligt eller fremmedartet,” siger Birgitte Stoklund.

Jeg nævner et andet eksempel, nemlig udtrykket ”undfanget ved Helligånden,” som indgår i Trosbekendelsen. Her kan man måske tilsvarende hævde, at ordet ”undfanget” nok klinger både poetisk og gammelt, men inkarnationsmysteriet bliver ikke et mindre mysterium ved, at der i stedet havde stået ”gravid ved Helligånden.” Faktisk tværtimod.

Synd på flere måder
Nyoversættelsen kan give teologiske udfordringer. Det viser sig fx ved ordet ”synd”, der ikke er med i 2020-Bibelen. I stedet bruges der forskellige formuleringer afhængigt af sammenhængen.

”Ordet ’synd’ er et eksempel på et ord, der for nogle – måske især præster og teologer – er et rigt begreb med mange betydningslag,” siger Birgitte Stoklund, ”mens det hos andre er et mere snævert ord, der betyder noget i retning af: Komme til at spise for mange chips, selvom man godt ved, det er usundt.”

”Jeg kan godt se,” fortsætter hun, ”at det giver nogle teologiske problemer, når Bibelen har 10 forskellige udtryk, for så mister man fornemmelsen af, at der findes ’et centralt dogmatisk begreb’. Og det ville da have været dejligt, hvis der havde været et ord, der havde været egnet alle steder, men det er der altså ikke. Dertil kan man så sige, at det jo ikke er Bibelens opgave at ’lave dogmatik’.”

Martin Ehrensvärd supplerer: ”På hebraisk findes der jo også tre hovedord for synd, som er ret forskellige. Det ene betyder ”ramme ved siden af”, det andet betyder noget i retningen af at udføre ”en fordrejet handling” og det tredje betyder ”gøre oprør.” Så heller ikke den hebraiske tekst leverer et samlet begreb.”

Birgitte Stoklund fortsætter: ”Vi er ikke forpligtede på at lave en bibel, der fastholder forbindelsen til traditionen. Men det er klart, at nye oversættelser griber ind i andre sammenhænge end Bibelen selv. Fx bruger mange af salmerne i salmebogen flittigt ord og udtryk fra Bibelen og jo dermed fra en bestemt oversættelsesvariant, som typisk ikke længere er i brug. At den direkte forbindelse mellem bibel og salme kappes, kan jo så omvendt have den positive effekt, at vi pludselig forstår, hvad Grundtvig mener, når han i Blomstre som en rosengård – eksempelvis – skriver ”som en hind da springer halt”. For det kan vi læse i den nutidige oversættelse af Esajas 35. I øvrigt kommer der jo hele tiden nye salmer – og nye bibeloversættelser.”

Vi er ikke forpligtede på at lave en bibel, der fastholder forbindelsen til traditionen.
– Birgitte Stoklund

Al kommunikation er oversættelse
Da Martin Luther i 1500-tallet oversatte Bibelen til tysk, har man ofte beskrevet det sådan, at han gjorde Bibelen forståelig for ’almindelige tyskere’. Men virkeligheden er mere kompliceret. For på Luthers tid fandtes der ikke et fælles tysk sprog, men mange varianter. Så Luthers bibel var i virkeligheden med til at definere det tyske sprog og skabe et fællessprog.

Så stor indflydelse på sproget har nutidige bibeloversættelser næppe. Men overvejelserne, der knytter sig til bibeloversættelsen, rammer alligevel ned i nogle helt grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem sprog og erfaring og mellem det enkelte menneske og sprogfællesskabet.

Martin Ehrensvärd fortæller, at den store danske orientalist Johannes Pedersen (1883-1977) beskrev det hebraiske sprog som meget konkret. På hans tid mente man inden for lingvistik og sprogfilosofi, at der var en tæt sammenhæng mellem et folks sprog og et folks kultur og ’sjæl’. Hvis et sprog var meget konkret, betød det, at dette folk ikke kunne tænke abstrakt.

I dag er de fleste sprogforskere noget mere tilbageholdende med at lave sådanne koblinger. Som oftest vil man heller ikke så entydigt sige, at et bestemt sprogfællesskab forstår det samme ved de samme ord.

Og så er vi tilbage ved det, der i begyndelsen af frokosten blev kaldt en ’umulig opgave’. Det er både en umulig opgave at lave en tekst, der ikke yder nogen modstand hos læseren, uanset om teksten er nutidig eller gammel og fremmed.  Og det er også en umulig opgave at tale sammen med et andet menneske – i hvert fald hvis man forventer, at begge forstår præcis det samme ved ordene.

Birgitte Stoklund sætter det på spidsen: ”I virkeligheden er al kommunikation jo oversættelse – og nogle gange måske fra én misforståelse til en anden …”

Birgitte Stoklund runder frokosten af ved at citere forfatteren Linn Ullmann, datter af filmskaberen Ingmar Bergman, der i romanen De urolige (dansk 2016) beskriver sin fars sidste tid. Han ligger og ’plaprer’ hver nat, og Anna, den kvinde der ser til ham om natten, bøjer sig ned over ham og spørger, hvad det er, han prøver at sige. Han svarer, at han arbejder med en stor oversættelse:

”Da jeg var inde hos ham de sidste dage, hørte jeg ikke at han sagde ordet oversættelse, jeg vil tro at han havde glemt ordet oversættelse. Men hvis det var sandt hvad Anna sagde, var det et præcist ord at afslutte det hele med. At finde et nyt sprog for det gamle, et gammelt sprog for det nye; at blive gammel, meget gammel, som han blev, var i sig selv en oversætteropgave – han skulle oversætte det der var, med det som skulle komme.”


 

BIBELEN 2020

Bibelen 2020 udkommer den 20.marts 2020 på Bibelselskabets Forlag og er en målsprogsorienteret oversættelse af Bibelen, hvor målsproget er nudansk – mundret og velegnet til højtlæsning. Projektet har været næsten 20 år undervejs. Det nye Testamente udkom dog allerede i 2007 som Den Nye Aftale og indgår i Bibelen 2020 med enkelte ændringer. Bibelen 2020 er oversat fra grundsprogene, hebraisk og
græsk, og bearbejdet af forfattere og sprogfolk. I processen har over 500 mennesker læst med og givet respons på oversættelsen.

 

Grundtvigsk Tidende 2/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *