Gammeldags hovmod

Er fornyelsestrangen gammeldags? Noget, der hører ’det moderne’ til, mens vi dag befinder os i ’det senmoderne’? I hvert fald er der ifølge Morten Kvist ingen grund til at bilde sig ind, at nutiden er klogere end fortiden. Forandringer bør derfor ske langsomt og med blik for det, der ikke kan undværes

TEKST: MORTEN KVIST, VALGMENIGHEDSPRÆST I HERNING OG GJELLEUP OG MEDLEM AF GRUNDTVIGSK FORUMS STYRELSE

Den danske højmesse har udvist en helt enestående holdbarhed, som det vil være hovmod at se bort fra.

Hvis vores epoke er ”det senmoderne”, så medfører det, at ”det moderne” har indskrænket sig selv og har givet fornyet plads til religion. Det åbner for den overvejelse, om en del af fornyelsestrangen i virkeligheden hører ”Det moderne” til og altså er post festum? Tillader man sig at tænke denne tanke, bliver man lidt forsigtig på epokens vegne.

Vi skal forstå, at en menighed altid befinder sig i en situation svarende til Jesu disciple. Gudstjenesten er et møde med Kristus. Det er ud fra disciplenes reaktioner (og andres), vi skal forstå vores egen stilling. Ligesom Det nye Testamente afspejler en meget stor variation i disse møder, således vil gudstjenesten i kraft af de forskellige tekster selvfølgelig gøre det samme. Skulle der være møder med Kristus, som ikke findes beskrevet i Det nye Testamente, eller har mennesker gjort erfaringer, som kun svagt genkaldes deri, kan man inddrage andre (sen)moderne tekster. Det sker allerede i form af salmer og bønner, men kan i princippet udvides, hvis teksterne ellers er gode nok. Og målestokken for ’god nok’ vil på lidt længere sigt uundgåeligt blive de kendte og gennemprøvede tekster, hvis holdbarhed jo er bevidnet.

Man kan i de hele taget gøre så meget, og føler man trang til at eksperimentere, så er det nok nødvendigt at gøre det – uden at forlade det uundværlige. Der skal dertil være en autoritet til at trække linjer og sætte grænser, så den til enhver tid herskende epoke aldrig får helt frit spil

Samtidig ligger noget fast. Det er, hvad Kristus pålagde disciplene, som de offentligt tog til sig. Det er en bekendelse til Den treenige Gud, Fadervor, dåb og nadver. Af disse kan ordlyden af Fadervor, dåbsbefalingen og indstiftelsesordene ikke laves om, fordi de har autoritet som ord af Kristus. Det har også mange andre udsagn i Det nye Testamente, men disse har ikke samtidig høj liturgisk status. De skriftsteder, der har omgivet og begrundet dåben, har været forskellige, og forskellige bekendelser har været brugt op gennem historien. Har man trang til at formulere noget bedre end de nuværende, kan man jo prøve; men der skal i højmessen være en bekendelse til Den treenige Gud.

Om liturgisk udvikling og forandring gælder det, at det altid er gået langsomt og med blik på det, som ikke kan undværes. Sådan bør det stadig være. De eksperimenter, som skal finde sted, nye tider, nye former etc. må have det uundværlige for øje og dermed også den ramme, som da allerede vil være udstukket.

Man kan godt bede fx en kunstner om at prædike, men han skal kende præmisserne: At vel er prædikenen gudstjenestens frie ord, men den bliver til i et møde med Kristus, og at bekendelse, Fadervor, dåb og nadver rangerer over hans prædiken.

Man kan i de hele taget gøre så meget, og føler man trang til at eksperimentere, så er det nok nødvendigt at gøre det – uden at forlade det uundværlige. Der skal dertil være en autoritet til at trække linjer og sætte grænser, så den til enhver tid herskende epoke aldrig får helt frit spil. Denne autoritet ligger i øjeblikket hos biskopperne. Det er svært at se den ligge andre steder, og de skal bruge den. Men biskoppernes forvaltning af deres autoritet står til enhver tid til debat.

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *