Gang i genlæsningen

Hvad genlæser du for tiden? Bibliotekerne er lukkede, og hvis man sværger til papirbøger, er man derfor i denne tid henvist til egne hylder – med mindre man kan få naboen til at kaste afsprittede romaner over hækken

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR AF GRUNDTVIGSK TIDENDE

Som barn kunne jeg være i den samme bog meget længe. Først læste jeg den. Så læste jeg den igen. Så læste jeg den måske for tredje gang, eller også sprang jeg hen til de særligt gode passager og læste dem igen og igen. Jeg var i bogen – eller bogen var i mig. Det er derfor jeg i dag har den allerstørste beundring for Napoleons første hustru, Josephine. I romanen Désirée af Annemarie Selinko står der nemlig om hende, at hun var den eneste kvinde i verden, med hvem man ikke ville kede sig på en øde ø. Men idioten lod sig skille fra hende af magtstrategiske grunde – og endte alene på Sankt Helena.

Siden er jeg stort set holdt op med at læse bøger mere end én gang. Altså skønlitteratur, med faglitteratur er det noget lidt andet. Jeg tror, jeg ubevidst har forbudt mig selv det: Jeg må først begynde genlæsningen, når jeg har læst alle bøger i verden. Altså alle bøger i verden, som jeg har lyst til at læse – men selv med den indsnævring har det lange udsigter. For hver bog jeg læser, dukker nye op. Jeg er nok også kommet til at opfatte ’genlæseren’ som den lidt åndssnobbede type, typen der overdrevent henkastet skyder sætninger som ”ja, nu har jeg jo lige gen-læst Paradise Lost” ind i samtalen.

I disse corona-krise-tider har jeg imidlertid talt med en del mennesker, der er i gang med genlæsningen. Tvunget af situationen. Bibliotekerne er lukkede, og hvis man stadig holder mest af bøger af papir, og ikke har budgetteret med store investeringer i netboghandleren, så er der kun egne hylder at henvende sig til – med mindre man da kan få naboen til at kaste afsprittede romaner over hækken.

Det har fået mig til at tænke over genlæsning som fænomen. For det er jo en misforståelse at stille det op sådan, som jeg tidligere ubevidst har gjort, at jeg først må genlæse, når jeg er færdig med at læse. At læse og at genlæse er nemlig to helt forskellige ting. Så det ville svare til at sige, at man først må cykle, når man er færdig med at gå.

Genlæsning er …

Så hvad er genlæsning? Og igen: Jeg taler nok mest om skønlitteratur her. Genlæsning er: En mere nådesløs læsning. Man gennemskuer lettere den dårlige eller halvgode roman, når man ikke er helt så optaget af spørgsmålet: Hvad sker der nu? Det siger derfor også sig selv, at nogle bøger kan bære genlæsning bedre end andre. Og at nogle bøger først træder rigtigt frem for én ved genlæsningen.

Genlæsning er: Et møde med en verden, man engang var i. Et møde med erkendelser, sammenhænge, betydninger, sprogforbindelser, man engang blev forundret over. Nogle af dem har man siden inkorporeret, så de nu fremstår som selvfølgeligheder, når man læser dem igen. Det behøver de ikke at være ringere af. Andre viser sig for én på ny. Måske i et nyt lys.

Genlæsning er: Dermed også et møde med dig selv i en yngre udgave: Den jeg var, dengang denne bog udgjorde en ny verden for mig. Den jeg var, dengang jeg var i den her roman. Det skal derfor også retfærdigvis siges, at hvis genlæsningen er en skuffelse, er det ikke altid romanens skyld (og måske ligger her en del af forklaringen på, at jeg har holdt igen med genlæsningen).

For tiden genlæser jeg Søren Kierkegaards Gentagelsen. Hvad genlæser du?

1 Comment

  1. Ifølge Vladimir Nabokov er den gode læser netop en genlæser: “A good reader, a major reader, an active and creative reader, is a re-reader.” Glædelig genlæsning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *