Genkendelighed er et virkelig dårligt ord

Drop ordet genkendelighed i debatten om liturgi. Det er et dårligt ord. Tal i stedet om kontinuitet, økumeni og kvalitet. Det sidste er svært at tale om, men måske skal vi alligevel vove det

TEKST: INGRID ANK, LEDER AF GRUNDTVIG-AKADEMIET OG REDAKTØR AF GRUNDTVIGSK TIDENDE

I al den tid jeg har beskæftiget mig med teologi og kirke, har der været talt om ’de kirkefremmede’. Jeg har ind imellem tænkt på, at nogle burde fortælle disse fremmede, hvor meget de fylder – som samtaleemne. Og de fylder også på en anden måde, nemlig helt fysisk i kirkerummene (altså ikke nu, i coronatiden, hvor kirkerne står tomme). Kirken er fyldt med ’kirkefremmede’: Dåbsgæster, konfirmandforældre, korforældre eller nysgerrige, der – deres fremmedgjorthed til trods – dropper ind til en gudstjeneste. De kirkefremmede holder sig med andre ord ikke væk fra kirken, sådan som ’de fodboldfremmede’ nok i væsentlig højere grad holder sig væk fra stadion. De sidder der på bænkene.

Men nu, efter at have talt om ’de kirkefremmede’ i mindst 20 år, er der pludselig kommet et nyt kirke-buzzword: genkendelighed. Det er dukket op i forbindelse med diskussionerne af større eller mindre liturgisk frihed, altså hvor meget skal være fælles og fastlagt ’ovenfra’ og dermed autoriseret, og hvor meget skal være op til det enkelte sogn – og vel i praksis ofte dermed op til den enkelte præst. Pludselig er det blevet udbredt at tale om ’genkendelighed’. Der bliver argumenteret med, at når man går til gudstjeneste – lokalt eller udenbys – så er det vigtigt med en ’genkendelighed’, at man altså kan genkende gudstjenesten som en gudstjeneste.

Jeg forstår ikke, at vi nærmest uden at blinke kunne gå fra at tale (meget!) om de kirkefremmede til pludselig at tale (meget!) om genkendelighed. Dermed har vi – uden at blinke – flyttet opmærksomheden væk fra de kirkefremmede over til dem, der er ’på hjemmebane’. For de kirkefremmede er er vel netop ’fremmede’ derved, at de ikke oplever det, de deltager i, som genkendeligt

Jeg synes, det ord skal droppes. Jeg forstår ikke, at vi nærmest uden at blinke kunne gå fra at tale (meget!) om de kirkefremmede til pludselig at tale (meget!) om genkendelighed. Dermed har vi – uden at blinke – flyttet opmærksomheden væk fra de kirkefremmede over til dem, der er ’på hjemmebane’. For de kirkefremmede er er vel netop ’fremmede’ derved, at de ikke oplever det, de deltager i, som genkendeligt.

Hvad mener man, når man siger genkendelighed?

Hvad mener man, når man siger genkendelighed? Jeg er fuldstændig klar over, at mange af de, der taler om genkendelighed, ikke dermed mener, at gudstjenesten skal være for en lille indercirkel af kendere. Den opfattelse skal de ikke per automatik beskyldes for. Tværtimod mener mange vel netop, at risikoen for, at gudstjenesten bliver lukket og indspist, er mindst lige så stor, hvis hvert sogn laver hver sin lokale gudstjenestevariant: Sådan gør vi altså her i Ølsemagle – skrid afsted til Lille Skensved, hvis du ikke kan lide vores måde at gøre det på.

Der er bare det, at ordet genkendelighed er et virkelig dårligt ord. Og det er det, fordi det er et ord, der tager afsæt i deltagerens perspektiv. Nogen skal kunne genkende noget, dvs. nogen – gudstjenestedeltageren – skal have fornemmelsen af, at her har jeg været før. Det har de kirkefremmede per definition ikke.

Det, jeg kan se, at man ofte mener, når man taler om genkendelighed er vigtige fænomener som kontinuitet og økumeni. Eller sagt på en anden måde, at den lokale gudstjeneste rækker ud over det konkrete rum og den konkrete tid. At gudstjenesten i sprog og form forbinder sig med kirken til alle tider og alle steder. Så tal derfor hellere om kontinuitet og økumeni end om genkendelighed. Både kontinuitet og økumeni vil ofte også være vigtigt i ’den kirkefremmedes’ perspektiv.

Talen om genkendelighed dækker også, tror jeg, over en anden diskussion, der ikke tales nær så højt om. Nemlig spørgsmålet om kvalitet

Autorisation af gudstjenestens liturgi – i et eller andet omfang – vil kunne sikre, at sprog og form holdes fast i udtryk, der forbinder sig til kirken til alle tider og alle steder. Omvendt er det jo ikke sådan, at hvis man skruer ned for autorisationen, så forsvinder disse forbindelser per definition. Mange steder i verden med større lokal frihed er der alligevel ofte tydelige forbindelsesmarkører. Og autorisation kan jo i øvrigt også bruges til at fremhæve det særlige for ’den danske folkekirke’ i modsætning til ’de andre’. Måske med gode grunde – økumeni går jo hånd i hånd med sin modsætning: en teologisk pluralitet.

Lad os tale om kvalitet

Talen om genkendelighed dækker også, tror jeg, over en anden diskussion, der ikke tales nær så højt om. Nemlig spørgsmålet om kvalitet. En vis grad af fælles autorisation er også en form for kvalitetssikring. Det er betydeligt sværere at tale om kvalitet end om kontinuitet og økumeni, fordi kvalitet bare grundlæggende er svært at tale om. Men faktum er jo, at ikke alle eksperimenter er lige vellykkede, og fælles regler og retningslinjer er derfor med til at sikre, at de dårlige eksperimenter ikke kommer til at fylde det hele. Der kan også være noget betryggende i at vide, når man fx må lægge øre til en prædiken med lidt for mange letkøbte klichéer, at der jo i hvert fald skal synges nogle salmer fra en fælles salmebog, hvoraf mange – men bestemt ikke dermed alle – er stor digtekunst. Samtidig kan autorisationen jo altså også være med til at fastholde noget, der af forskellige grunde ikke er eller ikke længere er godt nok. Noget, der måske i bedste fald er ligegyldig hokus pokus.

Jeg mener, kvalitetsspørgsmålet er vigtigt. Men det handler ikke om, at alting var bedre i gamle dage. Også Grundtvig, Kingo og Brorson lavede nogle gevaldige svipsere, tiden har bare ’haft tid’ til at rydde op i det værste, så det bedste står tilbage. Der er nødt til at være plads til eksperimenterne, det er faktisk livsvigtigt. Hvis ikke der er plads til at eksperimentere, så får vi heller ikke de vellykkede eksperimenter, og så stivner det, der skulle være levende. Samtidig er vi nødt til at tage kvalitetsdiskussionerne, hvor vanskelige de end måtte være.

Så skal der være større eller mindre liturgisk frihed? Jeg stiller mig, som det nok er fremgået, et sted i midten. Og så synes jeg, vi skal stoppe – øjeblikkeligt – med at bruge ordet genkendelighed. Lad os i stedet tale om kontinuitet og økumeni – og meget gerne også om kvalitet.

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *