GENTAGELSEN SKABER, HVAD DEN NÆVNER

Opgaven er at lade være med at gentage fortællingen om ’et samfund i opløsning’, bare fordi de andre siger det

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Opgaven er at lade være med at gentage fortællingen om ’et samfund i opløsning’, bare fordi de andre siger det

“Det her skriver jeg, fordi så mange andre har gjort det samme.” Sådan omtrent med disse ord indleder forfatteren til Lukasevangeliet sit evangelieskrift. Det slår mig som ret originalt i sin demonstrative uoriginalitet – de fleste skribenter vil vel i det mindste forsøge at kamuflere det, hvis de gentager det, alle andre også har skrevet.

I disse år – og ikke mindst i disse uger, hvor der føres valgkamp – hører man ofte ordene ‘demokratisk krise’, ‘et splittet samfund’ eller ‘mangel på sammenhængskraft’ gentaget af politiske kommentatorer og i politiske analyser. Uanset om det er en avis eller radioen, man har fået åbnet, dukker påstanden om, at Danmark og det danske samfund befinder sig i en opløsningstilstand, meget ofte op.

Jeg spørger mig selv og altså også dig, der måtte læse med her, om vi er sikre på, det er sandt? Eller om det snarere risikerer at blive det, fordi det ukritisk bliver gentaget så ofte og af så mange?

Der er ingen tvivl om, at der er klare tegn på politisk krise, når man bevæger sig uden for Danmark, fx i England, Frankrig, Italien. Og det er også sandt, at uligheden i Danmark er stigende, at strukturreform og andre centraliseringstiltag har øget ubalancen mellem de mere og de mindre privilegerede dele af landet, og at dele af finanssektoren de seneste år har vist sig mere grådig og skrupelløs, end vi nok var klar over – for blot at nævne nogle få ‘tegn på krise’. Og det er sandt, at ikke mindst klimaspørgsmålet lige nu kalder på en politisk vilje til handling, men at man samtidig ind imellem kan blive i tvivl om, hvorvidt denne vilje også findes.

Jeg medgiver også meget gerne, at muligheden for en seriøs demokratisk samtale om at finde løsninger på de virkelige (og ikke de fiktive) udfordringer aktuelt er udfordret af politiske stemmer, der bringer samtalen på afveje. Det får mig til at savne dengang, klovnen i den politiske manege bare var komikeren Jacob Haugaard. Godt nok var det efter min mening både lidt for typisk dansk på den pinlige måde og også om ikke et krisetegn, så i hvert fald demokratisk set lidt problematisk, at så mange dengang valgte rent faktisk at stemme på ham, men i dag fremstår erindringen om Jacob Haugaard i folketingssalen alligevel som et billede på ‘de gode gamle dage’: Dengang klovnen i den politiske debat var uskadelig og bragte smilet frem.

Alligevel vil jeg opfordre til at overveje, om ikke det sådan set går nogenlunde både med sammenhængskraften og med den demokratiske samtale i Danmark? Eller om ikke der i hvert fald er lige så meget belæg for at hævde dette som at hævde det modsatte?

Jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre at tie Rasmus Paludan ihjel, som nogle har foreslået, og jeg mener heller ikke, det er vejen frem. Men jeg tror, opgaven er at holde fast i, at politisk, demokratisk, løsningsorienteret samtale om væsentlige spørgsmål selvfølgelig er mulig, og når og hvis den er, så er det tegn på, at vi ikke befinder os i en demokratisk krise i Danmark. Og så er opgaven at lade være med at gentage fortællingen om ‘et samfund i opløsning’, bare fordi de andre siger det.

 

Dansk Kirketidende 5/2019

 

LÆS FLERE LEDERE HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *