Giv mig, Gud, en salmetunge

Vibeke Vasbo, forfatter: “Måske er det livets modgang, hvor storme suse, der får os til at fastholde lovsangen, påståeligt og krampagtigt?”

Måske er det livets modgang, hvor storme suse, der får os til at fastholde lovsangen, påståeligt og krampagtigt?

Af Vibeke Vasbo, forfatter

I begyndelsen af april giftede jeg mig igen. Hvordan er det nu, man siger, hedder det blev jeg gift, eller hedder det giftede jeg mig? I hvert fald gælder her den aktive form, for der var ikke nogen, der bestemte det for mig. Min far er død, og min mor fik det først at vide bagefter. Et lynbryllup, arrangeret på en uge.

Det sværeste er at vælge salmer, for der er mindst tredive, der lige ville passe, og som er vidunderlige at synge. Man er umådelig rig, når man sidder der med en overflod af den skønneste lyrik og de vidunderligste melodier og bare kan vælge og vrage. Det gør man så, med mere og mere hård hånd, og kommer gradvis ned på tolv, for den her, den kan vi ikke lade usunget, og den her, den må med! Der var plads til fire. Og én stod fast: “O, kristelighed” var blevet sunget ved den første gudstjeneste, min tilkommende og jeg gik til sammen, og jeg tænkte: – Den skal synges til min begravelse! Straks efter hviskede han: – Den skal synges til min begravelse! Ikke fordi brylluppet skulle være en sørgefest, hvor man tager afsked med verden og begraver sig i hinanden, tværtimod.

Man kan spørge: Hvad står der i en salme, der kan bruges ved så forskellige lejligheder? Er den det rene vrøvl og bragesnak, der kan tolkes efter forgodtbefindende? Nej, det er den ikke. Den er en vidunderlig lovprisning af forestillingen om noget andet og bedre, Gudsriget, evigheden, saligheden. Men også en lovprisning af den denne sidige kærlighed, der lader os ane det andet. Hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt, det lever dog i os, det føler vi godt, mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor! Den taler om at leve, hvor døden har mistet sin brod. Og det har døden jo, når livet er meningsfuldt og fyldt af kærlighed og hengivenhed. Så er det ikke mere livslængden, der er afgørende. Når det lykkes at komme ud af det retshaveriske bogholderi overfor Gud & Skæbnen, opleves det som en befrielse. Har vi måske krav på at blive godt over de halvfems, stadig raske og rørige, hver og én? Har vi måske krav på noget som helst, når det kommer til det stykke? At leve, hvor døden har mistet sin brod – hvilken gave!

Og så var der Pinsesalmen. En lykkeligere lovsang, og et mere blomstrende jubelsprog kender jeg ikke. Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet, det lufter lifligt, under sky. Her samles omkring os det høje og det lave, det fremmede og det fortrolige, og hele skabningen kaster sig ud i en fuldtonende lovsang. Opvågner, alle dybe toner! Selv om der var to måneder til pinse, kunne den ikke undværes. Og tænk så på Nu blomstertiden kommer, med alle dens fugle og blomster og den vidunderlige linje fra himlen drypper fedme, der igen har fundet tilbage. Dens glæde og taknemmelighed over jordens frodighed er helt overvældende rigtig til et bryllup.

Salmetungen er en gave
Og så kommer vi til den, der endte med at blive den første: Giv mig Gud en salmetunge. For mig var den helt uomgængelig. At bede Gud skænke en salmetunge. Jeg er forfatter, jeg ved, at den tunge og den stemme, der taler, synger, skriver i mig, ikke er mit eget værk. Jeg har altid vidst det, men nu forstod jeg det bedre end nogen sinde. Tungen er ikke noget, man selv kan sidde og koge sammen. Den er en gave, som man forsøger at give rum til og forvalte efter bedste evne. Mine bøger er lovsang, sådan opfatter jeg dem. Selvfølgelig ikke direkte som gudstjenesten, men de er det.

Den skulle synges, og jeg ville synge den af fulde hals, som en bøn om, at min tunge ikke skulle forsvinde, og at mit liv ikke skulle forsvinde. Forude ventede treogtredive strålebehandlinger på hals og hoved, og jeg var blevet forberedt på at skulle miste stemmen, vægten, humøret, kræfterne, smagsløgene, spyttet, lidt af håret, appetitten, ja, faktisk det meste. Men at jeg sandsynligvis ville beholde livet, og at en del af det tabte med tiden ville komme igen.

Her er det så, at jeg i godt en uge er gået i stå. Hver dag sætter jeg mig for at gøre denne lille artikel færdig, det skulle vel ikke være så svært for en, der elsker Grundtvig og alle hans salmer. Og hver dag forliser jeg på dette sted. Ja, det er for tidligt at skrive om det, ja, man skal ikke pille i åbne sår. Og alligevel er det den ting, der bliver ved med at trænge sig på. Hvis ikke jeg kan lovprise og synge, hvad kan jeg så? Og hvem er jeg så? Et krybdyr uden stemmebånd? En slags insekt?

Man bliver barn igen
Jeg læser den nu igen, og ja, det er en skøn salme. Måske mest på grund af melodien og det første vers. Derefter kommer tingene ret kaotisk. Man tænker: Kunne der lige så godt have stået noget andet her? Og det kunne der godt. Der er noget sammenstukket, noget lappeskrædderi over den. Og den er nådesløs i onde ønsker over dem, der ses som Guds fjender. Nedenunder står, at inspirationen er Salme 92, hvor Gud er en almægtig kriger, som man gør klogt i at underkaste sig. Han gør vennerne smukke, stærke og ualmindelig gamle, men fejer fjenderne af banen, råt og konsekvent.

Det var nok det, der begejstrede mig som barn, hvor den også var en af yndlingssalmerne. Hvad kan de små og afmægtige ønske sig mere end en superstærk beskytter, der vil forsvare én til det yderste og opløse plageånderne, bare sådan. Faktisk var det den tilstand, jeg befandt mig i. Man er blevet barn igen. Man tager varsler, ønsker sig mirakler, forestiller sig naturlovene sat ud af kraft, alt sammen for at man selv og ens verden ikke skal gå under. Nogen, der er større og stærkere end én selv vil tage vare på én, nu man selv ikke kan. Den overbevisning overtager styringen, og man ved, med dødsforagtende vished, at man bliver båret igennem. Det er ikke til at sige, hvad der er bønfaldelse, ønsketænkning eller blind tro. De forener sig til noget, der ligner en klippestærk vilje og holder én oppe. Det er den sang, der lyder ud af Salmernes Bog. Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Fra bunden af fortvivlelsen og afmagten strømmer et kaudervælsk af lovprisning,
forbandelse, tryglen om hjælp, imod alle odds, nogle gange nærmest en fedten for den almægtige Gud, der så ganske bestemt må være på min side.

Livets modgang, hvor storme suse, får os til at fastholde lovsangen, stædigt, påståeligt og krampagtigt. Når mørket truer, hjælper det at synge meget, meget højt. Giv mig, Gud, en salmetunge, så for dig  jeg ret kan sjunge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *