fbpx

Grønland og den grundtvigske påvirkning fra Vartov

Den samlede stab af lærer og elever ved kateketseminariet i Nuuk 1899. Midterste række fra venstre: Gustav Olsen, den første præst i Thule 1909, Christian Rosing, den anden præst i Østgrønland 1904, C.V, Schultz-Lorentzen, Grønlands først provst fra 1906, Nikolai Edinger Balle, som de sidste tre årtier af 1800-tallet ledede det lille seminarium i Nuuk med grundtvigsk pædagogik. Yderst til højre Rasmus Bertelsen.

Af Erik Balslev-Clausen, fhv. provst i København, tidligere tillige konsulent for Kirken i Grønland og medlem af Udvalget for Den Grønlandske Kirkesag, november 2021

Der kan være grund til at minde om, at der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet har været nære bånd mellem kredsen af grundtvigianere i Danmark og kirke og skole i Grønland, bånd som fik afgørende betydning i forbindelse med den begyndende vitalisering af de to områder i det grønlandske samfund i de første årtier af det 20. århundrede.

Allerede i midten af 1800-tallet tog to teologer fra kredsen omkring Grundtvig initiativ til at forbedre uddannelsesforholdene for kateketerne i Grønland. Det var brødene Johannes Ferdinand Fenger og Peter Andreas Fenger, som begge var frontfigurer i det nyetablerede Danske Missionsselskab (DMS), som i sine første årtier havde en klar grundtvigsk profil, indtil DMS senere i århundrede blev overtaget af missionske kredse. J.F. Fenger var efter missionsselskabets stifter Bone Falk Rønne formand for DMS, mens P.A. Fenger var redaktør for DMS’s blad, og der foreligger fra hans hånd en redegørelse for planerne med de kommende kateket-seminarier i Grønland, bestræbelserne blev realiseret i 1845 og medførte opførelsen af de to seminariebygninger i henholdsvis Nuuk og Ilulissat 1848. De markante toetages bygninger findes fortsat. Bygningen i Nuuk ligger ved siden af domkirken, Frelserens kirke fra 1849, og tjener i dag som bispegård. Oprindelig var der to præsteboliger i overetagen og undervisningslokaler i stueetagen. I Ilulissat tjente bygningen kun i begrænsede perioder som seminarium, men ellers som præstebolig, og det var her Knud Rasmussens far var præst i en årrække i slutningen af 1800-tallet. I dag rummer bygningen det lokale museum i Ilulissat.

Hen mod slutningen af 1800-tallet var befolkningen i Grønland henved 10.000 indbyggere, hvoraf kun ganske få var danske, præster og ansatte i forbindelse med handlen og administrationen. Den grønlandske befolkning, der bortset fra de få danske ”kolonier” var spredt på et utal af små bopladser uden kirke eller skole, var udfordret på flere områder. Sælfangsten, som var grundlaget for eksistensen var vigende, og tuberkulosen hærgede. Østkysten blev først i 1894 inddraget under dansk suverænitet, og der var delte meninger med hensyn til, om den danske stat skulle manifestere sin suverænitet i det nordvestlige Grønland [Kap York eller Thule], som i årene 1902-1904 blev besøgt af den litterære grønlandsekspedition.

Den grønlandske præst Jens Chemnitz, som i midten af 1870-erne af sin lærer på Seminariet i Nuuk, N.E. Balle blev introduceret til menigheden i Vartov, som han bevarede kontakten med, og hvorfra han fik støtte til opførelsen af et forsamlingshus i Frederiksdal i Sydgrønland.

Men beretningen slutter ikke her. Midt i 1800-tallet gik to drenge fra Sydsjælland i skole på Herlufsholm. Den ældste af dem var Ludvig Schrøder, som senere grundlagde Askov højskole, og den yngre var Nikolai Edinger Balle, opkaldt efter biskoppen over Sjællands stift af samme navn og i nær slægt med Grundtvig. De to rejste til København og studerede på Universitetet og knyttede sig til Grundtvig og hans menighed i Vartov. Efterfølgende rejste N.E. Balle til Grønland, hvor han efter et par år som præst blev førstepræst [egentlig noget misvisende benævnt missionær fordi den grønlandske kirke endnu var underlagt missionskollegiet i København til trods for, at det allerede i slutningen af 1700-tallet var en kirke af døbte] og forstander for det ovennævnte lille kateket-seminarium i Nuuk. I 1869 blev N.E. Balle gift med kolonibestyrer Fleischers datter, mens en anden datter af kolonibestyreren blev gift med den danske præst Chr. Rasmussen. Både Balle og Rasmussen levede sig ind i det grønlandske samfund og mestrede det grønlandske sprog til fuldkommenhed, mens deres ægtefæller blev til uvurderlige støtter for dem i deres arbejde som præster og undervisere i Grønland.

N.E. Balle ledede seminariet i Nuuk de sidste tre årtier af 1800-tallet, og midt i 1870-erne tog han på et års ophold i Danmark, sådan som det var muligt for de danske præster i Grønland. Med sig ved denne lejlighed havde han en af de dygtige elever fra seminariet i Nuuk, Jens Chemnitz, som nu blev introduceret til den grundtvigske menighed i Vartov, hvad der siden skulle vise sig at blive af betydning. Her mødte de naturligt Ludvig Schrøder og hans bror Johannes, som nu stiftede bekendtskab med Jens Chemnitz.

Hen imod århundredeskiftet kom et nyt hold danske teologer på banen i forbindelse med Grønland, og også her kommer forbindelsen til Vartov ind i billedet. Det var først og fremmest Grønlands kommende første provst, den højskole-radikale Christian Wilhelm Schultz-Lorenzen, født i det dengang tyske Sønderjylland ved Christiansfeld, men blev sendt i skole i København, hvor han efterfølgende studerede teologi og var så optaget af Grønland, at han blev forberedt til at blive præst i Grønland, hvortil han rejste i 1898 og siden med sin reformiver fik afgørende indflydelse på udviklingen af det grønlandske samfund. Efter et år som underviser på det lille seminarium i Nuuk og en periode som præst i Aasiaat [Egedesminde] blev han allerede 1901 kaldt til Nuuk for at overtage stillingen som førstepræst og seminarieforstander. På baggrund af hans indberetninger til kultusministeriet blev han af konseilspræsident I.C. Christensen inddraget i det lovforberedende arbejde forud for den skelsættende ”Lov af 1. April 1905 om Kirke- og Skolevæsenet i Grønland”, som skulle åbne vejen for uddannelse af flere grønlandske kateketer og grønlandske præster og samtidig give mulighed for, at en grønlænder nu vil kunne udpeges til det nye embede som provst for Grønland og dermed som noget nyt, at en grønlænder kan udnævnes til en ledende stilling i det grønlandske samfund. [Frem til 1950 var provsten leder af både kirke og skole i Grønland under et].

Seminariebygningen i Nuuk fra 1907. I Baggrunden gymnastiksalen, som også benyttedes til folkelige foredrag. Bygningerne bærer tydeligt præg af nordisk højskole-arkitektur.

En følge af lovgivningen i 1905 blev opførelsen i 1907 af den nye og væsentlig større seminariebygning i Nuuk, som kunne rumme op mod et halvt hundrede elever.

Nu kom også N.E. Balles to sønner, Frederik og Knud Balle på banen. De to brødre og deres jævnaldrende fætter, Knud Rasmussen var nært knyttet til hinanden, hvad der givet vis kommer til at afspejle sig i Knud Rasmussens engagement i Thulemissionen, som efter nogle års forberedelse blev taget op i 1909 et år før Knud Rasmussen i 1910 åbnede sin egen handelsstation i området. Yderligere kunde vi i denne kreds foruden Schultz-Lorentzen også møde teologen Hother Ostermann, i det hele taget et hold, som lever sig ind i det grønlandske samfund og færdes hjemmevant i det grønlandske sprog.

1905 var et brydningsår. Det politiske liv i Danmark var præget af systemskiftet og opgøret med den stokkonservative Estrups provisorielovgivning samtidig med, at I.C. Christensen introducerede sin kirkelige lovgivning med indførelse af valgte menighedsråd. I Grønland var C.W. Schultz-Lorenzen i fuld gang med at arbejde på at fremme grønlændernes indflydelse på egne forhold ved at presse på for at få en adskillelse af den danske administration og Den kongelige Grønlandske Handel, hvad der efterfølgende skulle ske med loven af 1908.

1905 opholdt Schultz-Lorenzen i København og rejste først til Grønland med det første skib næste forår. I København denne vinter var også på ”permission” den nyudnævnte førstepræst i Frederiksdal i Sydgrønland, grønlænderen Jens Chemnitz, som helt naturligt sammen med sin søn af samme navn kom til at bo hos grosserer Johannes Schrøder, som i mellemtiden var blevet leder af kontoret for Kirkeligt Samfund af 1898 [i dag: Grundtvigsk Forum] samtidig med han drev en vinforretning med bl.a. kirkevin på adressen Larslejstræde 10.

Siden Grundtvigs sidste år blev der hvert år også efter hans død holdt et såkaldt ”vennemøde” i København, hvor grundtvigsk sindede fra hele landet samledes for at holde forbindelserne ved lige. 1905 blev vennemødet afholdt i dagene 17.-18. oktober, og det fremgår, at ”den unge grønlandske præst” Schultz-Lorentzen på førstedagen holdt et foredrag om forholdene i Grønland. Man kan meget vel forestille sig, at snakken i forvejen er gået hjemme hos Johannes Schrøder om samfundsforholdene i Grønland – ”og er det nu nok med en lov, der giver rammerne om en kirkeordning i Grønland, hvordan kan man skabe et levende grønlandsk kirkeliv, og hvordan kan man etablere en forbindelse mellem Danmark og Grønland på det kirkelige område?” Som følge af Schultz-Lorentzens tale på ”vennemødets” første dag samlede der sig spontant en kreds omkring Johannes Schrøder, som vil gøre noget i denne forbindelse. Resultatet blev dannelsen i februar 1906 af ”Udvalget for Den grønlandske Kirkesag”, som bliver præsenteret for offentligheden ved et møde den 4. april 1906. Mødet foregik i missionshuset ”Bethesda” på det daværende Grønttorv [i dag ”Israels Plads”], og det har måske forledt nogen til den fejlagtige slutning, at der skulle være tale om et indremissionsk præget initiativ, men det er der ikke tale om. Valget af mødested hang alene sammen med, at der ikke var så mange store mødelokaler i København på et tidspunkt og slet ikke i kirkelig regi. Først nogle år senere stod Grundtvigs Hus i Studiestræde færdig, som så i 1947/48 blev mageskiftet med Vartov, som Kirkeligt Samfund/Grundtvigsk Forum kunne overtage.

Som det eneste oprindelige folk i Nord- og Sydamerika har grønlænderne bevaret deres eget sprog som tale- og skriftsprog. Gennem tre århundrede har danske præster og undervisere medvirket til at bevare det grønlandske sprog og udfærdige ordbøger og grammatikbøger til det grønlandske sprog.
Billedet viser en grønlandsk skolestue i første halvdel af 1900-tallet. I baggrunden den danske præst Aage Bugge, som var vokset op i Grønland, hvor hans far var kolonibestyrer i Nuuk.

Udvalget for Den grønlandske Kirkesag blev ophævet i 2000, men kom op gennem det 20. århundrede til at spille en ret stor rolle i forbindelse med kirken i Grønland og de kirkelige relationer mellem Grønland og Danmark. Fra dansk side har da også deltaget en række personer med en grundtvigsk baggrund i dette arbejde, foruden C.W. Schultz-Lorentzen og brødrene Frederik og Knud Balle kan nævnes provsterne Aage Bugge, Sv.E. Rasmussen, Kristian Lauritsen, biskop Herluf Eriksen og Højskolelærer Mads Lidegaard, som selv en årrække var præst i Grønland.

Hjemkommet til Frederiksdal i Sydgrønland begyndte Jens Chemnitz støttet af Johannes Schrøder et folkeoplysende arbejde i grundtvigsk ånd med ungdomsarbejde og folkelige foredrag, og efter nogle års bestræbelser lykkes det for ham i 1909 at opføre et forsamlingshus i Frederiksdal, der er den første spire til en grundtvigsk præget højskolevirksomhed i Grønland, som blev endelig realiseret med etableringen 1962 af Knud Rasmussens højskole i Sisimiut.

Litteratur:

Erik Balslev-Clausen: Kirken i Grønland 1900-2000, Eksistensen 2021
Henrik Wilhjelm: De nye grønlændere, Det grønlandske Selskab 2008 (Om kateketerne)
Henrik Wilhjelm: ”Af tilbøjelighed er jeg grønlandsk”, Det grønlandske Selskab 2001 (Om Samuel Kleinschmidt)
Henrik Wilhjelm: De store opdragere, Det grønlandske Selskab 1997 (Om seminarierne i Nuuk og Ilulissat)
Mads Lidegaard m.fl.: Knud Rasmussens Højskole i 25 år, 1987

 

Kirken i Grønland 1900-2000

Artikler fra “Meddelelser om Den grønlandske Kirkesag” med
indledning og noter af Erik Balslev-Clausen
Udgivet på forlaget Eksistensen 2021
Indbundet 275 sider
299,95 kr.
Kan også købes som e-bog.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *