Grundtvig er ikke altid relevant

Af Edicio dela Torre (Filippinerne)

Når man sammenligner Grundtvig med den brasilianske pædagogiske tænker Paulo Freire (1921-1997) i lyset af Filippinernes politiske historie de seneste 50 år, får man øje på interessante forskelle. I modsætning til Freire kan Grundtvig nemlig ikke bruges til noget, når et lands befolkning er undertrykt. For Grundtvig ville sige: Hvad er her at bygge videre på? Hvad kan bruges til noget? Første gang jeg – i 1987 – stødte på Grundtvigs tænkning var nærmest ved et tilfælde. Han fik mig til at tænke, at der måske kunne være en måde at få folk ud af fattigdom og undertrykkelse på – ikke kun gennem modstand, men gennem oplysning. Og samtidig blev jeg klar over, at Grundtvigs tænkning ikke er relevant i alle politiske situationer. Der er nødt til at være det, jeg kalder et ‘grundtvigsk øjeblik’: Grundtvig kan bruges, når forandringerne allerede er i gang. Han er reformator, ikke en revolutionær.

VENT TIL DET ER OVRE

Ind imellem gør mennesker med magt det rigtige, men ikke af den rigtige grund. I min læsning af dansk historie har jeg undret mig over de historiske beskrivelser af landboreformerne, altså at de foregik så fredeligt. Men når jeg spurgte til det, lød svaret ofte: “Det er, fordi vi er danskere.” Men jeg syntes ikke, det helt var svar nok. Fx læste jeg, at når den danske konge i 1700-tallet støttede, at danske bønder blev løst fra stavnsbåndet, så var det, fordi kongemagten havde brug for frie soldater, der kunne mobiliseres til at slås for nationen. Og at det altså var derfor, reformerne skete på så fredelig en måde – ikke fordi “de var danskere.” Det overraskede mig også at opdage, at det ikke var højskolebevægelsen, der gjorde bønderne i stand til at kræve landboreformer. For bønderne ejede allerede deres egen jord på det tidspunkt. Så selvom højskolebevægelsen var sat i verden for at ‘myndiggøre’ bønderne, så var de det på en måde allerede. Jeg tror, at hvis der havde været en revolution i Danmark på det tidspunkt, og Grundtvig var blevet spurgt, hvad han syntes, man skulle gøre, så ville han have svaret: Vent til det er ovre. For i Grundtvigs tænkning må man bygge på det, der er der. Han ser muligheder, han ser håb – og håbet bygger på det, der allerede er eller allerede sker. Paulo Freire, derimod, er protesttænker. Han taler til dem, der vil vende alting på hovedet og begynde forfra. I 1992 oprettede vi ‘the Education for Life Foundation’. Og da vi fortalte, at vi ville sende folk afsted på 6-ugers kurser, blev vi straks spurgt, om vi var i gang med at træne guerilla-krigere. Men grundlæggende bygger vores idégrundlag på Grundtvigs tænkning: oplysning snarere end modstand. Vores pædagogiske metoder derimod er lige så meget Freire-inspirerede, med et stærkt fokus på kritisk tænkning.

Redigeret og oversat af Ingrid Ank, redaktør og akademileder og Marie Lysemose Støvring, Studerende (red.)
Artiklen er del af serien Grundtvig goes global.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *