GRUNDTVIG FOR NYDANSKERE

Kun 8 % af den voksende gruppe af indvandrere og efterkommere i Danmark er medlem af folkekirken, til trods for at en stor del af dem er kristne. En konference i januar 2019, arrangeret af Folkekirkens Migrantsamarbejde, satte fokus på netop dette under overskriften ’Den (ny)danske folkekirke’. Sogne- og asylpræst Birgitte Møldrup kastede et grundtvigsk perspektiv ind i diskussionen. Hendes indlæg kan læses her

TEKST: BIRGITTE ROSAGER MØLDRUP, ASYLPRÆST OG SOGNEPRÆST I JELLING. MEDLEM AF GRUNDTVIGSK FORUMS STYRELSE

Jeg er blevet bedt om at forsøge at svare på, hvordan ‘det grundtvigske’ kan træde i karakter i mødet med nye kulturer og religiøse traditioner. For at forsøge at svare på det, må man allerførst spørge: Hvad er de grundtvigske karakter træk? Det er der måske i virkeligheden mange, der gerne vil vide, for vi er ikke gode til at sætte ord på det. Men nu står vi i den situation, at voksne fra andre lande gerne vil lære folkekirken at kende, og dermed udfordres vi til at gøre det. For hvis ikke vi har noget at sige, svigter vi både dem og det grundtvigske.

Siden jeg i 2013 tog beslutningen om at åbne Jelling kirke for asylcentrets beboere, har jeg haft fokus på netop dette. Indre Mission og frikirkerne har i mange år været nydanskeres foretrukne kirkelige fællesskab, men jeg mener, at det grundtvigske har store ting at tilbyde nydanskere i mødet med budskabet og kirken.


AT KUNNE SLIPPE UD
Det grundtvigske er som nævnt mere eller mindre uudtalt, men er ikke desto mindre det, som en majoritet af folkekirkens medlemmer nok vil vurdere, at de tilhører. Og det for nogen måske lidt besynderlige er, at det, som af nogle kaldes folkekirkens forfald, netop er det, de grundtvigske synes, gør den levedygtig.

Når en person fra et andet land møder den grundtvigsk-prægede folkekirke, så er det ærlig talt ikke noget særligt. Der er ikke nogen, der byder velkommen, og der er heller ikke nogen, der inviterer hjem bagefter gudstjenesten. Hvis bølgerne går virkelig højt, så nikker man forsigtigt til hinanden efter cirka seks gudstjenestebesøg. Det synes jeg er fattigt, og man kan skule misundeligt til frikirkerne med deres store opbud af frivillige, der byder indenfor, og som i de fleste tilfælde kan fastholde en interesse for den enkelte.

Indre Mission og frikirkerne har i mange år været nydanskeres foretrukne kirkelige fællesskab, men jeg mener, at det grundtvigske har store ting at tilbyde nydanskere

Men de grundtvigske er ikke onde mennesker, der ikke gider deres medmennesker. Pointen er bare, at den grundtvigske bevægelse er en bevægelse, der går udad og ikke indad. Forstået på den måde, at når man går ind i kirken, er det ikke ind i et fællesskab, men først og fremmest til fællesskab. For kirken er ikke et sted, hvor vi samles i en modsætning til dem derude, men er tværtimod et samvær, der fostrer et fællesskab ‘derude’. Det er det, vi i Grundtvigsk Forum forsøgsvist har kaldt ‘kølig kirke’. Og selvom ordet har negativ klang, så står jeg et langt stykke ad vejen ved det, fordi det står i modsætning til det fællesskab, der er så varmt, og hvor man bliver så favnet, at man ikke kan komme ud igen.

Jeg påstår ikke dermed, at vi grundtvigske er de eneste, der vender os udad. Og det handler måske også om, at frikirker og frie organisationer er økonomisk bundne og derfor må forvente mere forpligtende medlemskaber. Men der er ikke desto mindre øjensynligt lommer i en række kirker og kirkelige samfund, hvor der foregår en grad af social kontrol (undersøgelse om negativ social kontrol foretaget af Børns Vilkår, Kristeligt Dagblad 30. januar 2019).Deroverfor står altså køligheden i den grundtvigske brede folkekirke – en kølighed, der kommer af, at døren aldrig lukkes helt, hverken for dem der vil ind eller dem der vil ud igen. De sidste vil ikke nødvendigvis ud, fordi de falder fra, men fordi de går ud i andre fællesskaber. I bedste fald kan vi nemlig skabe fællesskaber ‘derude’ med den åndelige bagage, Gud har udstyret os med i kirken, så vi bliver ét på den måde, at vi har ét i sinde: At vi vil det samme, ikke kun med dem ‘herinde’, men med alle os, der lever ‘derude’. Det ligger mig meget på sinde, at det at være del af ‘de helliges samfund’, som vi bekender i trosbekendelsen, betyder, at man er forpligtet på sin næste – og ikke på kirken som en institution.


FOLKELIGHED OG FÆLLESSKAB

Når alt dette er sagt, så går der samtidig ikke en uge, uden at vi mindst to eller tre gange har været samlet i vores internationale fællesskab i Jelling Sogn. Og der går heller ikke en uge, uden at nogen andre har forsamlet sig i sognehuset til foredrag eller kor. Så vi har jo fællesskaber i folkekirken. Men selve præmissen for samværet er ikke, at vi kristne er samlede i modsætning til de andre, nej, præmissen er, at vi er samlede – de døbte og udøbte, de troende og tvivlende – på kristen grund. Fordi det kan vi netop på kristen grund.

Eat & Sing, som er navnet på det mødested, vi har for asylansøgere og lokale, er opstået ud fra den samme tanke. Der er døbte og udøbte, muslimer og kristne. Vi står på kristen grund, men det er ikke et fællesskab af kristne – men det er et fællesskab. Og et fællesskab har altid sin egen evangeliske pointe: Elsk hinanden, som jeg har elsket jer. I det fællesskab spiser vi sammen og oplyses om kultur og kristendom, og for dem, der vil, er der efterfølgende altergang, og så må de andre rydde op – vi plejer at sige, at det er straffen for at være muslim …

 

Kirken er ikke et sted, hvor vi samles i en modsætning til dem derude

Det diakonale har i vores regi meget karakter af det, vi også kan kalde ‘et folkeligt fællesskab’, ligesom foredragene og studiekredsene og korene i sognehusene har den karakter. Folkelighed er for mig ikke først og fremmest karakteriseret ved at være u-kirkeligt, men er bestemt af, at vi er en gruppe, der er henvist til at være sammen på dette sted lige nu. Og så er vi nogen, der har været i kirke, og fra kirkens forkyndelse udgår det, at når mennesker forsamles, så er det samvær altid overordnet i forhold til religion, seksualitet og politik. Vi er alle ‘mennesker først’, Gudskabte mennesker.

Eat & Sing i sognegården ved Jelling Kirke

DET GRUNDTVIGSKE OG INDRE MISSION
Vi har meget at lære, og vi kan fx lære af Indre Mission, der ikke er bange for at gå til mennesker, som har et andet sprog eller måske har en for nogen grænseoverskridende høj forventning til danskeres engagement. Vi kan fra den grundtvigske midtbane give mere, men det kræver en større indsats og besindelse, hvor man netop overvejer, hvad det fælles er, når man er medlem af folkekirken. Kort sagt: At vi skal kunne lade hinanden i fred uden at lade hinanden i stikken.Grundtvigsk Forum og Indre Mission er både usammenlignelige og sammenlignelige størrelser. Vi ligner hinanden, fordi vi hver især har en værdi, vi ikke vil miste. Der er en kerne, der har skabt de to bevægelser, som vi ikke skal gøre til et jerntæppe mellem os, men som heller ikke af den grund må bagatelliseres. Vi er begge en del af folkekirken, men forskellene viser sig på forskellige – også konkrete – måder. For nylig oplevede vi fx i Jelling, hvordan Indre Mission har et meget mere operativt ‘foreningsliv’, der betyder, at de kunne rejse 5000 kr. til en asylansøgers højskoleophold, mens Jelling Menighedsråd af flere ‘folkekirkelige’ grunde måtte sige nej.I Grundtvigsk Forum er vi i gang med at se på vores lokale kredse. Og hvis vi skal gøre det grundtvigske gældende for nydanskere, så er det måske ikke så dumt, at man kan vise flaget lokalt. Hvordan det skal gøres, kan vi se frem til en diskussion af. Jeg synes, vi grundtvigske skal lære at sætte flere ord på, hvad vi står for.De mennesker, der kommer hertil, og som spørger til den kristne tro og til den danske kirkes kultur, vil jeg fortælle om friheden i folkekirken. Og jeg vil fortælle, at det faktum, at ikke alle danskere går i kirke hver søndag, ikke er tegn på frafald, men på frihed, og har sin rod i det grundtvigske. Det skal vi værne om i vores folkekirke, for alt, hvad der sker inde i kirken, handler dybest set om det liv, vi lever med hinanden udenfor.


Artiklen er en omskreven version af en tale holdt på Nyborg Strand torsdag 31. januar 2019 i forbindelse med konferencen ‘Den (ny)danske folkekirke’, arrangeret af Folkekirkens Migrantsamarbejde, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.


Dansk Kirketidende 3/2019

1 Comment

  1. Meget interessante perspektiver som Birgitte Møldrup skærer fantastisk ud i tydelige metafore, om hvordan den Grundtvigske kirke opfattes udefra. Det er motiverende, at høre om åbenheden og samarbejde mellem de forskellige folkekirke-retninger. Mere af det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *