Vartov og Vartov Kirke

“Vi kom dog i god tid, til at få den store mand set ialtfald, ude i den lille Vartov Kirke, ved Vestervolds trær og stille kanaler. At få siddeplads var derimod vanskeligt nok; der var fuldt af altergæster, formodentlig fordi rygtet gik, at det blev sidste gang den alderstegne profet offentlig trådte frem. Vi sad og ventede over en halv time; jeg betragtede de mange mærkeligt fanatiske ansigter, såe kvinder sidde vuggende hensunkne i tavs bøn; da gik der en hvisken gennem rækkerne, biskoppen* vilde næppe kunde komme. Og menigheden gav sig til at synge hans salmer, højt og hurtigt, i et staccato af skjaldens egen opfindelse; det lignede slet ikke den lagsomme sang i statskirkerne. Så, da vi havde opgivet alt håb, gik døren til sakristiet pludselig op, og ind trådte en olding, ældre end alt, hvad jeg havde set af menneskelige væsener. Han gik hurtigt hen til alteret. Strax blev der dødstille i kirken, og man hørte en stemme, der kom som fra kælderen under os. Det var biskoppen, der bad højt foran alteret; så vendte han sig om imod os, og holdt sin skriftetale med samme dumpe slørede røst. Han skred ned mellem de ekstatiske tilhørere og standsede et øjeblik tæt ved mig; idet han lagde hånden på en ung piges hoved; jeg såe nu tydeligt hans åsyn.

Han lignede en norsk bjergtrold, kunde for den sags skyld godt være mange hundrede år gammel.

Under de stærk buskede bryn brændte øjnene, som det eneste levende træk i ansigtet; thi han talte uden at bevæge læberne.

Havde jeg forsømt denne lejlighed, vilde jeg aldrig have fået Grundtvig hverken at høre eller at se; etpar dage derefter gik han tilsengs, og en måned senere var den storslagne gamle stridsmand ikke mer iblandt de levende.”

Læs hele beretningen som blev genudgivet af Gyldendal i 2001, men her er citeret efter udgaven fra 1912 i bogen “To besøg i Danmark” af Edmund Gosse.

*Grundtvig blev udnævnt til titulær biskop i forbindelse med 50-års præstejubilæet i 1861. Dvs. han blev biskop af rang, men uden bispeembede.