Dejlig er den himmelblå

Grundtvig skrev sangen ”Dejlig er den himmel blå” i december 1810. Sangen blev udgivet i Rahbeks tidsskrift ”Sandsigeren” i april 1811.

I salmebogen findes 7 vers af Dejlig er den himmel blå, men oprindelig er der ikke mindre end 19 vers i sangen – se nederst på siden.

I 1810 boede Grundtvig i København og var i gang med at skabe sig et navn som forfatter. Det passede ham derfor dårligt, at hans gamle far ville have ham hjem til Udby for at aflaste ham i præsteembedet. Hårdt presset måtte han acceptere at blive hjælpepræst langt ude på landet, men det skete ikke uden store omkostninger for Grundtvig. Han fik sit første anfald af sindssyge og måtte kæmpe med sine indre dæmoner på Vindbyholt Kro.

Alligevel fik Grundtvig under sin første krise skrevet sangen ”Dejlig er den himmel blå”, som er den første større salme, han får udgivet.

Grundtvigs sang er en sang til helligtrekonger. På landet var der i gamle dage tradition for helligtrekongerviser. Helligtrekonger blev fejret med optog og sange, man klædte sig ud som de 3 konger og drog syngende gennem byen.

Helligtrekonger er 6. januar og markerer traditionelt julens afslutning. Aftenen før, altså helligtrekongersaften, tændte man det særlige helligtrekongerlys. Lyset havde 3 ”arme” og i bunden af lyset, hvor ”armene” mødtes, havde man støbt lidt krudt ind, så når lyset brændte ned, gav det et lille knald – og så var julen slut.

Læs også

Professor Anne-Marie Mais artikel om “Dejlig er den himmelblå” i Dansk Kirketidende her

 

De originale 19 vers af “Dejlig er den himmelblå”

De hellige tre Konger

(En Barnesang)

 

  1. Deilig er den Himmel blaa,
    Lyst det er, at see derpaa,
    Hvor de gyldne Stjerner blinke,
    Hvor de smile, hvor de vinke,
    Os fra Jorden op til sig.
  1. Kommer Smaa, og hører til!
    Jeg for eder sjunge vil
    Om saa lys og mild en Stjerne,
    Jeg det veed, I høre gierne:
    Himlen hører eder til.
  1. Det var midt i Julenat,
    Hver en Stjerne glimted mat,
    Men med Eet der blev at skue
    En saa klar paa Himlens Bue,
    Som en liden Stjernesol.
  1. Langt herfra, i Østerland
    Stod en gammel Stjernemand,
    Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
    Saae det Lys i Stjernevrimlen,
    Blev i Sind saa barneglad.
  1. Naar den Stjerne lys og blid
    Sig lod see ved Midnatstid,
    Var det Sagn fra gamle Dage,
    At en Konge uden Mage
    Skulde fødes paa vor Jord.
  1. Derfor blev i Østerland
    Nu saa glad den gamle Mand;
    Thi han vilde dog saa gierne
    See den lyse Kongestjerne,
    Før han lagdes i sin Grav.
  1. Han gik til sin Konges Slot,
    Kongen kiendte ham saa godt,
    Hørte og med Hjertens Glæde,
    At det Lys var nu tilstæde,
    Hvorom gamle Spaadom lød.
  1. Han med Søn og Stjernemand
    Flux uddrog af Østerland,
    For den Konge at oplede,
    For den Konge at tilbede (1),
    Som var født i samme Stund.
  1. Klare Stjerne ledte dem
    Lige til Jerusalem,
    Kongens Slot de gik at finde,
    Der var vel en Konge inde,
    Men ei den de ledte om.
  1. Klare Stjerne hasted frem,
    Ledte dem til Betlehem,
    Over Hytten lav og lille
    Stod saa pludselig den stille,
    Straalede saa lyst og mildt.
  1. Glade udi Sjæl og Sind
    Ginge de i Hytten ind,
    Der var ingen Kongetrone,
    Der kun sad en fattig Kone,
    Vugged Barnet i sit Skiød.
  1. Østerlands de vise Mænd
    Fandt dog Stjernen der igien,
    Som de skued i det Høie,
    Thi i Barnets milde Øie
    Funklende og klar den sad.
  1. Den var dem et Tegn saa vist,
    At de saae den sande Krist,
    Derfor neied de sig glade,
    Offrede paa gyldne Fade
    Røgelser med søde (2) Lugt.
  1. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
    See den lyse milde Stjerne,
    For den Konge dybt jer neie,
    Som Guds Rige har i Eie,
    Og vil lukke jer derind?
  1. Seer I til den Himmel blaa,
    Med de gyldne Stjerner paa,
    Der den Stjerne ei I finde,
    Men den er dog vist derinde
    Over Jesu Kongestol.
  1. Thi det Barn, som var paa Jord,
    Blevet er en Konge stor,
    Og han sidder nu deroppe,
    Over alle Stjernetoppe
    Hos Gud Faders høire Haand.
  1. Neier eder kun, I Smaa!
    Han fra Himlen seer derpaa.
    Sender ham med Hjertensglæde
    Lov og Pris til høie Sæde!
    Det er Røgelse for ham.
  1. Stjernen ledte vise Mænd
    Til nyfødte Konge hen,
    I har og en saadan Stjerne,
    Og naar I den følge gierne,
    Komme I til Jesum vist.
  1. Denne Stjerne, lys og mild,
    Som kan aldrig lede vild,
    Er hans Guddomsord det klare,
    Som han lod os aabenbare
    Til at lyse for vor Fod.N.F. S. Grundtvig.

1 Grundteksten har her ved en Trykfejl: oplede .

2 Kvædlinger: Røgelse med søden .