Jul hos Grundtvig

Øjenvidneberetning: julen hos Grundtvig i 1832

Sådan var julen hos Grundtvig i 1832

Marie Blom var en lille pige og havde netop mistet sin mor, da hun oplevede julen hos Grundtvig i 1832. Hun var datter af en af Grundtvigs venner. Hun har siden skrevet en erindring om julen i det grundtvigske hjem:

Efter dette besøg har jeg vistnok nogle gange set de grundtvigske børn, rimeligst hos Grundtvigs svoger, Grosserer Schmidt i Nyhavn, men jeg tror ikke, jeg var der i huset tidligere end juleaften 1832. Dagen før var min moder blevet begravet, og jeg og min broder Vilhelm, der under hendes sygdom var blevet modtaget af Schmidts, var endnu dér i huset og fulgte med hele den store familie af Schmidter og Glahner, og hvad der ellers var af løse og ledige Blichere, der ud. Den halvt smigrende, halvt sårende følelse, som selskabets deltagende opmærksomhed vakte hos mig, husker jeg godt; men da en af Grundtvig’erne, vistnok den lille pige, spurgte mig, hvorfor jeg havde sort Kjole på, kunne jeg ikke svare for gråd, og jeg syntes også, det var rigtig kønt af moderen at kalde hende hen i en krog og irettesætte hende.

Men for at komme tilbage til hin Juleaften, så véd jeg godt, at hele selskabet i dagligstuen fik te og julekage, der var til stede i landlig overflødighed, men at juletræet blev tændt i sovekammeret.

Børnene beundrede, og de store lod som så, men husfaderen spasede dog venligt, fordi der kun var lys på den ene side af træet, den, der vendte mod publikum, og talte, om jeg ikke husker fejl, om en ellepige, der var hul i ryggen, og tante Jane forsvarede lystigt sit arrangement. Der blev også uddelt julegaver, men min utaknemmelige sjæl har ganske glemt, hvad der blev mig til del.

Derimod står feltstole, afpassede efter de tre små drenges alder, 10, 8, 6 år, tydeligt for mit øje. Slige stole ansås dengang for et ufejlbarligt middel til at få børn til at blive ranke. Senere er man kommet på andre tanker. Stolene blev brugt af dem alle tre så længe, til de stod i et alt for stort misforhold til deres personers højde. Johan og Svend blev ranke, Vilhelm ludede, til trods for sin militære løbebane, temmelig meget med hovedet.

Drengene var meget tilfredse med deres mobilier og stillede dem op og foldede dem sammen i det uendelige.

Svend viste sig allerede dengang for mig som en overordentlig livlig ung person, der var alle vegne, hvor han ikke skulle være, og hvor de voksne fætre og kusiner helst var fri for ham. Johan var velopdragen og artig, Vilhelm en lille, bleg, sygelig og grædefærdig dreng, som allerede dengang, lige 6 år gammel, ikke alene kunne læse, men læste, så snart han kunne komme til det.

I bagværelset blev senere børnene og de unge forsamlede for at lege julelege. Det forekom mig, at det ikke morede nogen af os synderligt, – en egenskab, jeg finder, de havde til fælles med de fleste senere julelege, jeg har deltaget i. Alle spiste vi sammen i sovekammeret og fik grød. Foruden den sædvanlige stille bordbøn var der slet ingen religiøse ceremonier

 

Kilde: Marie Blom i Grundtvigs Erindringer og Erindringer om Grundtvig, 134-136. Her i nudansk retskrivning.