Folkekirken

For Grundtvig var folkekirker ”i kristendommens ånd”. Ikke desto mindre var han stærkt kritisk over for den folkekirke, der afløste enevældens statskirke. Det var hans opfattelse, at friheden i den ikke var omfattende nok.

Det var ikke kirkens frihed i forhold til staten, der optog Grundtvig. Han var imod statskirken, hvis den stillede betingelser for medlemskab af kirken. Men han havde ikke nogen forventning til, at det ville være bedre med et kirkeligt råd (en synode), ”hvor der efter de fleste stemmer skal vedtages en kirkelig ensformighed for det hele”.

Det var lægfolks og præsters frihed, det drejede sig om.

Grundtvig fandt, at det var en indsnævring af friheden, at kirken blev kaldt evangelisk-luthersk. Han fandt det også hyklerisk, fordi adskillige af præsterne stod kritiske over for de lutherske bekendelsesskrifter, og lægfolket ikke frivilligt bekendte sig til dem.

Grundtvig var endvidere imod den bundethed til ”sognet,” som var overtaget fra statskirken. Grundtvigs udgangspunkt var menigheden og ikke sognet. Han fandt, at sognestrukturen var en tvangsforanstaltning. Den bandt den enkelte til en forkyndelse, vedkommende var imod, og den betød, at en menighed ved et præsteskifte kunne blive bundet til en helt modsat forkyndelse. En forudsætning for at være i folkekirken var det derfor for Grundtvig, at det med loven om sognebåndsløsning blev muligt at få ophævet bundetheden til sognet, så den enkelte kunne benytte den præst, hvis forkyndelse vedkommende følte sig knyttet til.

Ligeså vigtig som lægfolkets frihed var præsternes frihed.

Det gjaldt forkyndelsen; præsterne skulle frit kunne forkynde kristendommen, som de forstod den. Det gjaldt ritualerne; præsterne skulle kunne forrette gudstjeneste på den måde, de fandt rigtig. Han forestillede sig, at man på den måde kunne man få en kirke med sine forskelle og modsætninger, der svarede til forskelle og modsætninger i folket.

Så omfattende blev friheden ikke. Den danske Folkekirke har fælles ritualer, og det gælder stadig, at den er evangelisk-luthersk, men det skyldes ikke mindst Grundtvigs indflydelse, at tolkningen af, hvad det vil sige, er så fri, som tilfældet er.

En vigtig side i Grundtvigs opfattelse af præsternes frihed var en frihed til ikke at skulle døbe, konfirmere og tage til folk til alters ”i flæng”, som han udtrykte det, med andre ord en frihed til ikke at skulle betjene hvem som helst. Den frihed kom han ikke igennem med. Den er da også et udtryk for, hvor fjernt Grundtvig på mange områder stod den folkekirkelige selvforståelse, som i langt højere grad skyldes D.G. Monrad, J.P. Mynster og Morten Pontoppidan end Grundtvig.

Holger Jepsen, født 1935, cand.theol., biskop