Musikken

For Grundtvig var musikken først og fremmest knyttet til sangen. Grundtvig hævdede, at han selv var ”meget umusikalsk”; en udtalelse, der dog primært skal forstås som manglende musikvidenskabelig indsigt, ligesom han heller ikke havde noget dybere forhold til koncertmusik. Frem for ”musikalsk” må Grundtvig da snarere betegnes som ”musisk”, hvilket i høj grad kommer til udtryk i hans poesi. For Grundtvig rummede digtningen en rytme og en klang, der allerede i sig selv gav den karakter af ”musik”, og han overlod det da til andre at finde de toner og melodier, der kunne bruges hertil.

Grundtvigs betydning for musikken består derfor i de mange melodier, der i tidens løb er blevet komponeret til hans salmer og sange. I sin salmedigtning benyttede Grundtvig ofte versemål fra ældre salmer, hvortil der således allerede fandtes melodier. Vanskeligere var det med de salmer, som han digtede til nye versemål, og som begyndte at vinde udbredelse i Vartov-menigheden fra slutningen af 1830’erne. Her greb man i første omgang til verdslige populærmelodier, der kunne bruges til de nye Grundtvig-salmer.

Kort tid efter begyndte flere etablerede organister og komponister (Weyse, Berggreen, Rung m.fl.) at komponere alternative (og mere ”passende”) melodier til Grundtvigs salmer. Disse 1800-tals melodier var fortrinsvis inspireret af romantikkens solosang.

Efter en genopdagelse af reformationstidens kirkesang gjorde organisten Thomas Laub omkring år 1900 gældende, at melodierne til Grundtvigs salmer i højere grad burde afspejle den forbindelse til den kirkelige tradition, der kommer så stærkt til udtryk i Grundtvig tekster. Laub komponerede selv en lang række Grundtvig-melodier, der i dag bruges i den danske folkekirke; dels side om side med og dels i konkurrence med de romantiske Grundtvig-melodier.

Indirekte må Grundtvig endvidere betegnes som ophavsmanden til hele den meloditradition, der knytter sig til højskolesangen i Danmark.

– Peter Thyssen, f. 1961, lic. theol., sognepræst ved Holmens Kirke