Karl Marx 200 år

Karl Marx er uden tvivl socialismens mest betydningsfulde person. I sit forfatterskab bidrog han til at formulere bevægelsens teoretiske grundlag, og i 1864 var han med til at stifte Den Internationale Arbejderassociation (Første Internationale), sammenslutningen af al verdens arbejderpartier. Internationalen, som også det danske socialdemokrati var medlem af, skulle generelt samle og styrke arbejderbevægelsen politisk, og rent praktisk bekæmpede den internationalt strejkebryderi.

Marx var politiker og tillige filosof og økonom – men havde mindre held med sin privatøkonomi. Da han skulle i gang med at skrive kapitel tre af Das Kapital, henvendte han sig til sin velhavende ven og kampfælle Friedrich Engels: ”Aldrig i den politiske økonomis historie har nogen skrevet om dette emne og selv haft så få af dem.” Det drejede sig om kapitlet om – pengene.

Marx’ biografi er almindelig kendt, og forfatterskabets hovedværker foreligger på dansk, hvor enhver kan orientere sig i dem. Her skal der blot mindes om, at Marx tidligt påpegede, hvordan arbejderne under markedsøkonomien blev fremmedgjort fra produkterne af deres eget arbejde, hvordan markedskræfterne virkede på arbejderne som en fremmed magt, der beherskede dem. Ikke desto mindre mente Marx, at arbejderne – trods al fremmedgørelse – måtte befri sig selv, altså at undertrykkelsens objekt og frigørelsens subjekt var et og det samme. I 1879 udtrykte han det således:

”Ved grundlæggelsen af Internationale har vi udtrykkelig formuleret kampråbet: Arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk. Altså kan vi ikke samarbejde med folk, som åbent udtaler, at arbejderne er for udannede til at befri sig selv og først må befries fra oven af filantropiske stor- og småborgere.”

Skønt Grundtvig aldrig har sagt et ord om Marx, og Marx aldrig har sagt et ord om Grundtvig, så mødes de på særlig vis i netop dette punkt. Grundtvig afviste forestillingen om, at det jævne folk for at kunne bidrage til samfundets styrelse først skulle tilegne sig et åndeligt budskab fra en såkaldt elite, en ”håndfuld såkaldt dannede og oplyste”, der var præget af ”hierarki, aristokrati, latineri og honnet ambition” (1840). I sin insisteren på, at almuens myndiggørelse måtte komme fra neden, fra den selv, var Grundtvig næsten alene i sin danske samtid – som Marx var det i sin tids arbejderbevægelse.

Henrik Yde, litteraturhistoriker, dr. phil.