Slaveriet

To af Danmarks tropekolonier var på Grundtvigs tid problematiske, nemlig Guldkysten med de danske forter og De vestindiske Øer med plantagerne, der blev dyrket med tvungen arbejdskraft fra Afrika. De var nok en vigtig årsag til Danmarks velstand, men det blev siden 1770’erne problematiseret, om man kunne holde slaver som man holdt arbejdsdyr.

Den moralske holdning gav sig udslag i slavehandelsforbuddet af 1792, der ophævede slavehandelen men ikke slaveriet. I England ophævedes det i 1833, og det var ikke mindst metodister og kvækere, der udgjorde den store pressionsgruppe i British and Foreign Anti-Slavery Society. Selskabets sekretær George W. Alexander besøgte Danmark i 1840 og fik kontakt med den slavekomite, der var dannet i København året før. Et fremtrædende medlem var den reformerte præst J.A. Raffard i København.

Arbejdet blev lagt i udfærdigelsen af et andragende til kongen om ophævelse af slaveriet, men det kuldsejlede. En ny slavekomite blev dannet i 1843. Her fik blandt andre professor J.F. Schou og pastor Grundtvig sæde. Grundtvig sikkert fordi han havde været i England, forstod engelsk og var begejstret for den engelske liberalisme. Han fik også opfodringer fra sine venner til at indgå i dette egentlige politiske arbejde, der peger frem mod hans virke som rigsdagsmedlem under Grundloven.

Grundtvig kom her til gnidningsløst at indgå i et samarbejde med sin gamle modstander fra 1820’erne, professor H.N. Clausen. Det lykkedes i 1845 denne komite at udfærdige et andragende til Stænderforsamlingen i Roskilde, hvilket førte til et løfte fra kongen: han ville det følgende år fremlægge et gennemarbejdet forslag til slaveriets ophævelse.

Man var fra statens side varsom med at fratage plantagerne deres arbejdskraft uden erstatning. Derfor endte sagen i 1847 med en plan, der over 12 år skulle gøre slaverne frie. Problemet var, at dette fulgtes op med bestemmelse om at nyfødte sorte skulle være frie. Sorte slaveforældre ville have frie børn!

Dette førte til optøjer på de tropiske øer, og generalguvernør Peter von Scholten vagte i 1848 på eget ansvar at frigive slaverne.

Slavekomiteen blev snart overflødig. Grundtvig skrev ikke meget om sit arbejde i den, men i et indlæg i Rigsdagen i 1848 sagde han: ”Ogsaa jeg hører til dem, som virkede det Lidet, de kunde, herhjemme til Negerslaveriets Ophævelse på de dansk-vestindiske Øer”.

– Carsten Bach-Nielsen, lektor i kirkehistorie, Aarhus Universitet