Grundtvigsk Forum
Grundtvigsk Forum er sat i verden for at bringe Grundtvigs tanker om frihed, ånd og fællesskab i spil i en nutidig sammenhæng. Vi igangsætter debatter og foredrag om demokrati, dannelse, liv, ånd og tro og donerer støtte til initiativer, der på andre og nye måder gør det samme. Aktiviteterne foregår i Vartov og i vores lokale kredse rundt i landet. Grundtvigsk Forum er en almenvelgørende forening.
Grundtvigsk Forum driver huset Vartov, som foruden møde- og konferencecenteret lægger hus til en række institutioner, centre og aktiviteter, herunder et kollegium for studerende. Vartov er en historisk bygning fra 1700-tallet, og Grundtvig var i 33 år præst på stedet, som dengang fungerede som en plejestiftelse. I dag er det et kulturelt mødested med højt til loftet og kort til højskolesangbogen.