Alsang 2020 – Frihed, fremtid og fællessang

Klokken 20.36 den 4. maj 2020 er det 75 år siden befrielsesbudskabet lød i radioen: Danmark var nu ikke længere besat af de tyske nazister. I hele 2020 markerer vi 75-året gennem projekt Alsang, der ligesom de første år af besættelsen skal samle hele Danmark til fællessangsarrangementer – nogle med tusindvis af mennesker, andre meget lokale, nogle med de meget sangstærke, andre med mange fællessangsnybegyndere. Bag projekt Alsang står Grundtvigsk Forum, Spil Dansk og Dansk Forfatterforeningen. Alsang er støttet af Nordea Fonden med 8,1 mio. kr.

Lav dit eget alsangsarrangement

Det er nu, du skal tage initiativ til at planlægge et alsangsarrangement, der kan finde sted i 2019/2020 – og det behøver ikke være den 4. maj.

Et alsangsarrangement kan være mange ting – bare man synger sammen. Fra Grundtvigsk Forums side opfordrer vi til, at man tænker i ’møder på tværs’ – på tværs af generationer, interesser, livssituationer, sangstærke og sangnovicer. Det er også oplagt at kombinere sangen med fx historiefortælling fra besættelsestiden og befrielsen, eller at tage spørgsmålet om, hvad frihed er i dag, op til diskussion. Eller man kunne benytte 30-året for Murens fald (i 2019) som anledning til at tale om frihed i Europa.

Hvad skal vi synge?
På Alsang online ligger 45 sange frit tilgængelig med tekster, noder og indspilninger samt lidt viden om sangene. Har man ikke et klaver eller sangbøger i nærheden, er det oplagt at benytte Alsang online. Nogle af sangene handler om frihed, andre handler om alt muligt andet, nogle er kendte klassikere, andre er måske på vej til at blive det. Se mere om alsang online her

Hjælp til kommunikation
Få dit arrangement med i den fælles nationale alsangskalender. Opret dit alsangsarrangement i den fælles alsangskalender, der ligger online på www.alsang.dk. Find kalenderen her

Tegneren Gitte Skov har lavet denne illustration, som må bruges frit i forbindelse med alsangsarrangementer til plakater, FB, hjemmeside eller andet. Kontakt vartov@vartov.dk for at få billedet tilsendt i høj opløsning.

Søg om støtte
Har I fået en idé, der kræver lidt ekstra midler, så kan man søge støtte i alsangspuljen, en støttepulje på 300.000 kr. til lokale alsangsinitiativer. Deadline for ansøgninger er 15. september 2019 eller 15. januar 2020. Læs mere her om mulighed for støtte

Hjælp med at dele sangglæden
Projekt Alsang handler om at få ’hele Danmark’ til at synge. Og vi skal gerne i fællesskab hjælpes med, at det bliver spredt i alle ender og udkanter af Danmark. Ikke mindst også hos den endnu knap så syngende del af befolkningen. Hjælp derfor meget gerne med at sprede sangglæden via jeres:

• facebook-sider
• nyhedsmails
• hjemmesider
• instragram
• til møder
• til familiefester
• i jeres børns skoler
• .. find selv på flere