Er du vores nye studentermedhjælper?

Har du lyst til at erhverve dig solid erfaring og et stærkt netværk på tværs af faggrænser og politikområder? At arbejde ved Rådhuspladsen i hjertet af København og med tråde ud i hele landet? At blive en del af ét af de mest engagerede politiske miljøer i Danmark og være med til at skabe tidens debat om kultur, kirke, samfund og skole?

Grundtvigsk Forum søger en studentermedhjælper, gerne med universitetsbaggrund inden for humaniora, samfundsvidenskab eller teologi. Søg stillingen hvis du vil være med til at planlægge og deltage i folkemøder og debatarrangementer og til at påtage dig ansvar på en travl og kreativ arbejdsplads.

Hvem er vi?
Grundtvigsk Forum sætter arven efter Grundtvig i spil i nutiden. Vi driver et akademi, et bibliotek og det kulturelle kraftcenter, Vartov, på Rådhuspladsen i København. Vores vigtigste arbejdsområder er samfund, kirke, skole og kultur, og vi er ikke blege for at tale om tro, eksistens, natur og økonomi. Højskolesangbogen er en vigtig del af vores dagligdag. Vi er en lille og broget arbejdsplads og prioriterer, at alle samles to gange dagligt omkring morgen- og frokostbordet. Vi arbejder tæt sammen og vægter et godt kollegialt miljø på tværs af meget forskellige arbejdsopgaver.

Ansvar og opgaver
Du vil blive tilknyttet Grundtvig-Akademiet, hvor vi forventer at du kan arbejde selvstændigt og kvalificeret med følgende opgaver.

  • Være tovholder, koordinator og afvikler på foredragsrækker, arrangementer og folkemødedeltagelse
  • Skrive kortere og længere artikler og bogomtaler
  • Være medudvikler på små og større projekter i regi af Grundtvig-Akademiet
  • Opdatering og redigering af hjemmeside
  • Praktisk arbejde med håndtering af webordrer og et venligt ansigt udadtil

Arbejdsopgaverne vil foregå i samarbejde med vores akademileder, kommunikationsmedarbejder og øvrige studentermedhjælpere, hvor der altid er mulighed for vejledning, samarbejde og sparring. Du får stort ansvar og også indflydelse på dine arbejdsopgaver.

Om dig
Vi ønsker en studentermedhjælper, der er selvstændig og som brænder for samfundsdebatter om tidens store udfordringer. Det er ikke nødvendigt, men dog et plus, hvis du har forhåndskendskab til Grundtvig, højskoleverdenen eller på anden måde tidligere har engageret dig i foreninger eller folkelige fællesskaber.

Som studentermedhjælper forventer vi, at du:

  • Er god til at prioritere din tid og arbejde selvstændigt
  • At du følger opgaver til dørs og har blik for, hvor du kan træde til med en hjælpende hånd
  • At du kan bevare overblik og veksle mellem flere arbejdsopgaver løbende
  • At du er initiativrig og kan sætte dig ind i nyt stof
  • At du har en interesse for det grundtvigske

Øvrige oplysninger

Arbejdstid:                         10-15 timer om ugen. Kan aftales nærmere ved en samtale.

Ansøgningsfrist:                Mandag d. 18. februar

Ansættelse:                         hurtigst muligt, senest 1. april

Samtaler finder sted fredag d. 1. marts.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte akademileder Ingrid Ank (ia@vartov.dk)
Ansøgning og CV sendes til: vartov@vartov.dk og mærkes ’ansøgning til stilling som studentermedhjælper’