fbpx

Gud er svær at samarbejde med

Kirken er blevet en attraktiv samarbejdspartner – for kommuner, organisationer mv. Men forbindelsen mellem kirke og samfund – eller mellem religion og politik – har det bedst ved at være ‘et forhold med komplikationer’.

Tekst: Ingrid Ank, akademileder og redaktør

Der findes en kategori af mennesker, der har ”let ved at besvare ubesvarlige spørgsmål.” Udtrykket er filosoffen Hannah Arendts, og ude i margen af hendes bog Åndens liv har jeg skrevet et stort ”HA!” Jeg elsker dén formulering. Hos Arendt er den møntet på generationen efter ”den moderne videnskabs store grundlæggere” (Einstein og Bohrs efterfølgere), men udtrykket må kunne bruges på andre.

Jeg har lyst til fx at bruge det om personer, der bare sådan uden videre siger, at politik og religion skal – og kan – holdes adskilt. Og som mener, at når det er sagt, så er vi færdige med at diskutere forholdet mellem politik og religion. Selvfølgelig er det ikke så enkelt. Ligesom det heller ikke bare er enkelt at holde politik og sport adskilt eller holde ’det private’ og ’det offentlige’ adskilt – osv. Det er ikke enkelt, fordi de samme mennesker jo er ’gennemgående figurer’ i de forskellige sammenhænge eller typer af sprog. Mennesker, der elsker og arbejder og drømmer og træder andre over tæerne og forsøger at forstå sig selv og andre. De samme mennesker i den samme fælles verden. Derfor er det da klart – fx – at hvis appellen om næstekærlighed betyder noget, så vil den også kunne ’blive politisk’. Næstekærlighed handler også om syriske flygtninge, ikke fordi de er syriske flygtninge, men fordi de er mennesker. Eller man kan sige det på den måde, at hvis religion ikke må ’blive politisk’, så står politik i fare for ikke at måtte ’blive menneskelig’. Det må politik gerne. Det skal politik være.

Der findes en kategori af mennesker, der har ”let ved at besvare ubesvarlige spørgsmål.

Når det er sagt, så er der vigtige grunde til at gøre sig skeløjet, når man taler religion og politik. For gudskelov (…) er et moderne, sekulariseret samfund bl.a. kendetegnet ved, at kirken ikke udgør eller er del af den politiske ledelse og ikke er en magtinstans, man kan have grund til at frygte. Ingen kan have patent på at have Gud på sit politiske hold – og godt for det.

Forholdet mellem politik og religion er med andre ord en lang – uendelig lang – diskussion, som denne leder nærmest ikke engang har plads til at tage hul på. Når jeg alligevel tager emnet op, er det fordi, det trænger sig på. I løbet af sommeren har en lang række ’kirkefolk’ fx kritiseret regeringens behandling af syriske flygtninge (og er blevet kritiseret for at sammenblande politik og religion), og i dette nummer af Grundtvigsk Tidende kan man læse to debatindlæg, der handler om samarbejde – eller med et nyt ord ’samskabelse’ – mellem kirke og kommune (og andre samarbejdspartnere).

Esben Thusgård skriver i sit indlæg, at der bliver kaldet på ’kirken’ (som han ganske rigtigt skriver er en ubestemmelig størrelse, for hvem er det?), fordi ’kirken’ har et sprog for ’det uafvendelige’ (altså vel fx at vi skal dø). Men ’kirken’ har også et sprog for ’det ubesvarlige’ eller beskæftiger sig med ’ubesvarlige spørgsmål’: Hvad er vigtigt? Hvad er ’det gode’? Hvad er ’sandhed’? Osv. Og når den gør det godt, gør den det uden at have for let ved at besvare dem.

Dette betyder, at ’kirken’ ikke er nogen ukompliceret samarbejdspartner. Hvis den bliver det, har den fejlet sin opgave. I forhold til de mange nye invitationer til samarbejde, som er kommet inden for de seneste år, er der med andre ord en opgave for ’kirken’ i at insistere på, at det ikke bliver let.

Grundtvigsk Tidende 5/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *