Gud som inklusionspædagog

Gud er ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej – det er os mennesker, der tænker i forskelle

Kategorier

Set herfra

TESKT: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Det er tom retorik, at der skulle være nogen som helst fare for betydningsløshed

Går udøbte børn fortabt? Ender de i Helvede? I dag skal man lede længe efter en rigtig helvedesprædikant, hvilket nok også er godt det samme. Der er ganske langt imellem de præster, der vil sige, at fravalg af dåb er den direkte vej til evig fortabelse.

Imidlertid findes der også mere subtile varianter af opdelingen i frelste og fortabte, som ikke så meget handler om ʻhimmel’ og ʻhelvede’ i klassisk forstand (hvis ellers man kan tale om et klassisk helvede), men som i noget mere uklare vendinger taler om, at dåben ʻgør en forskel’.

At besinde sig på dåbsteologien har fået fornyet aktualitet i forlængelse af, at der i folkekirkelig sammenhæng er taget initiativ til en bred og omfattende debat om højmessens liturgi bl.a. med henblik på måske – og måske-ikke – at lave ændringer i formuleringerne i dåbsritualet. Dette nummer af Dansk Kirketidende er på den baggrund i et vist omfang viet til en diskussion af dåbens teologi.

Spørgsmålet om de udøbtes status fylder i dag meget. Ikke – tror jeg – for de udøbte selv, men for mange præster og teologer. Samtidig ønsker man ikke som præst at komme til at sige, at dåben er ligegyldig, at den ikke betyder noget, at den ikke ʻgør en forskel’. Og derfor ender man ofte i en forlegenhed, hvor det er, som om valget står mellem at sige ingenting og at tale med to tunger.

Hos mange præster kan man finde formuleringer, der på den ene side understreger dåbens afgørende sakramentale betydning, og på den anden side skyndsomt tilføjer, at ʻGuds magt er større end menneskers’, og at det er Gud og ikke præst NN, der bestemmer over sjælene. Dermed skulle der være givet en fair chance for alle. Andre præster, derimod, kritiserer denne famlende på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-teologi for at reducere Gud til en feel good-agtig inklusionspædagog, der ikke tager dåbens frelsesalvor alvorligt. Uden dog – så vidt jeg kan se – at have bedre svar at sætte i stedet.

Jeg synes heller ikke, det er godt nok. Det kan godt være, man med henvisningen til Guds formodentlige frelsende almagt synes, man har formuleret sig nogenlunde helskindet igennem et dogmatisk dilemma, men man står alligevel tilbage med et gudsbillede, hvor man har fornemmelsen af, at man må krydse ekstra fingre for de udøbte, og – hvad der måske er værre – at man som døbt har en vis ret til at føle sig lidt mere dus med Vorherre.

Jeg mener, man er nødt til at sige det mere entydigt: Gud er da ligeglad. Gud er ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej. Alt andet vil være en frygtelig konklusion, og jeg foretrækker til enhver tid billedet af Gud som inklusionspædagog – af den uendeligt rummelige type – fremfor en Gud, der sætter skel.

Gør det så dåben betydningsløs? Selvfølgelig ikke. Det er tom retorik, at der skulle være nogen som helst fare for betydningsløshed. Ingen, der har været med ved en dåb, vil hævde, at det var betydningsløst. Derimod vil det nok være nødvendigt at holde op med at sige, at dåben ʻgør en forskel’.

Det er os, der tænker i forskelle. Dåben gør lige præcis ikke forskel.

 

Dansk Kirketidende 8/2019

Læs flere ledere fra Dansk Kirketidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *