Gudstjeneste er samtale

Liturgien skal udtrykke, hvordan den opstandne Kristus i dåb og nadver henvender sig til os, så vi kan svare. Liturgi er altså ikke hvad som helst, og derfor kan en diskussion af mere eller mindre liturgisk frihed ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvad friheden skal bruges til

TEKST: MORTEN FESTER THAYSEN, SOGNEPRÆST I VARDE OG MEDLEM AF GRUNDTVIGSK FORUMS STYRELSE

Hele den liturgiske debat kan på overfladen virke som en debat om, hvordan vi gør gudstjenesten mere tidssvarende. Men nedenunder overfladen kan det også blive en debat om, hvem Gud er og hvem mennesker er. For liturgien former troen, som en mand engang har sagt. Ændrer vi liturgien, vil vi derfor ikke bare ændre formen. Vi vil måske også komme til at ændre på det, vi tror på.

Har vi ikke øje for den side af liturgidebatten, kan vi lære af Grundtvig. Således ser han om nogen, at liturgi ikke bare er form. Liturgien er også det sted, hvor kristendommen udfolder sig. En ting er her, at han i sin tids liturgiske debat ganske vist kæmper for menighedernes liturgiske frihed. En anden ting er, at han vil bruge friheden til at fastholde det, der for ham er uopgiveligt.  Og her er det uopgivelige dåben og nadveren som de steder i gudstjenesten, hvor den opstandne Kristus er lyslevende tilstede.

Dermed får Grundtvig sagt, hvad liturgien skal. Liturgien skal udtrykke, hvordan den opstandne Kristus ved dåben og nadveren henvender sig til mennesker på en sådan måde, at de svarer i bekendelse, forkyndelse og lovsang. Liturgien udtrykker således, at Kristus ikke er en forhistorisk skikkelse, som vi kun kan læse om i bibelen. Kristus er derimod lyslevende til stede i gudstjenestens dåb og nadver. Her taler han, og mennesker må svare ham. Den tanke er der sådan set ikke noget nyt i. Grundtvig fastholder bare en luthersk tanke om, at gudstjenesten er en samtale mellem den opstandne Kristus og menigheden. Ja, gudstjenesten er ikke andet end denne samtale.

Hele den liturgiske debat kan på overfladen virke som en debat om, hvordan vi gør gudstjenesten mere tidssvarende. Men nedenunder overfladen kan det også blive en debat om, hvem Gud er og hvem mennesker er

I denne samtale ligger så også et fingerpeg om, hvad den kristne menighed er. Menigheden er ikke en gruppe mennesker, der taler om sig selv. Den er ikke en gruppe mennesker, der deler særlige kristne holdninger og værdier. Menigheden er derimod alene kendetegnet ved at være mennesker, der bliver talt til og som sammen svarer på det, de har hørt. I denne vekselvirkning mellem tiltale og svar går menneskene fra det gamle liv til det nye Kristus-liv. Det nye Kristus-liv begynder i dåben. Og det næres i nadveren, når den opstandne Kristus rækker menigheden brødet og vinen. For Grundtvig er dette uopgiveligt.

Det er da også det uopgivelige, der stiller et afgørende spørgsmål til den liturgiske debat, vi har i dag. Kan en liturgisk fornyelse i virkeligheden skabe en liturgi, der handler om, at en gruppe mennesker taler med sig selv om, hvad de mener er kristendom? Sagt med andre ord: Kan liturgien blive en gruppe menneskers særlige ”kristelige” måde at være sammen på? En måde, der kan ende med at være ekskluderende overfor dem, der ikke er med i deres ”kristelige” gruppe. Eller skal den liturgiske fornyelse sikre, at gudstjenesten fortsat er en samtale mellem den opstandne Kristus og menigheden. En samtale som vil gøre menigheden til at andet og mere end det, den kan sige sig selv. Grundtvigsk set er svaret på det spørgsmål et svar på, hvad kristendommen er.

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *