Hegel kan sige os noget om at leve i en overgangstid

Er Grundtvig en dansk – og light – udgave af Hegel? Og hvorfor er Hegel særlig relevant at læse i en overgangstid – som nu? Samtale med dr.theol. og tidligere valgmenighedspræst Niels Grønkjær om Grundtvig og Hegel og om historiens brud og gang

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR

Den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) ville være fyldt 250 i år. Hans tænkning har sat sig dybe og varige spor i vores forestillinger om modernitet, historie og fremskridt – de fleste af os uden at vide, at de går via Hegel. Hegel er delvis tidsmæssigt sammenfaldende med vores egen N.F.S. Grundtvig (1783-1872), og begges værk og tænkning udfolder sig i forhold til de samfundsmæssige forandringer, der  gennemrystede Europa i deres levetid. Professor i Idéhistorie, Hans-Jørgen Schanz, har da også kaldt Grundtvig for ’Hegel light’.

Hegel er ikke letlæsning, og at der kunne være brug for light-udgaver af Hegel, fik filosoffen da også selv pointeret med sine famous last  words. Ifølge overleveringen skulle han nemlig have endt sit liv med udsagnet: ”Der er kun én mand, som rigtigt har forstået mig … og selv han forstod mig ikke.” Så døde han.

Grundtvig kan selvfølgelig hverken reduceres eller ophøjes til en forenklet udgave af Hegel, men sammenhængen mellem G.W.F. og N.F.S. kan ikke desto mindre give stof til eftertanke. Og den allermest oplagte person at hente dette ’stof ’ hos er dr.theol. og fhv.  valgmenighedspræst Niels Grønkjær, der i sin tid som præst i to grundtvigske valgmenigheder i København har indledt adskillige samtaler med sætningen: ”Hegel siger …”

Spørgsmålet lige nu er, hvordan vi kan være og handle i overgangstiden uden at forfalde til dommedagsscenarier eller konservatisme – der i øvrigt fungerer vældig godt sammen
– Niels Grønkjær

Jeg besøger Niels Grønkjær i hans smukke hus og have i Sorø, hvor huset vokser sammen med haven, haven vokser sammen med skoven, og skoven vokser sammen med søen. Søen kan man bade i. Hele året – hvis man vil.

Vi kan ikke afføre os vores hud
Som ung teologistuderende var det ikke Hegel, jeg kastede mig over (måske troede jeg for meget på hans sidste ord). Jeg havde en slags fornemmelse af skelettet i hans tænkning, men ellers var Hegel dengang mest af alt rubriceret som den, Søren Kierkegaard gjorde grin med ved at sige, at han havde bygget et stort flot slot (dvs. Hegels filosofiske system), mens han selv boede ved siden af i et hundehus. Og så var Hegel grundlaget for en masse andre – fx de såkaldte venstre-hegelianere: Ludwig Feuerbach og Karl Marx og den marxistisk inspirerede udviklingstænkning.

Filosoffen Georg Friedrich Wilhelm Hegel. Schlesinger, 1831

Men Hegel er ikke kun udviklingstænker, siger Niels Grønkjær, men overgangstænker. Det er en af grundene til, at han er interessant at beskæftige sig med netop nu, hvor fornemmelsen af at leve i en overgangstid er udbredt. Og så er Kierkegaards kritik af Hegel nærmest hegelsk, for den har en vis lighed med den kritik, Hegel selv fremførte over for oplysningsfilosoffen Immanuel Kant. Hegel formulerede det på den måde, at Kant ville lære at svømme – inden han gik i vandet. Eller sagt på en anden måde: Kants principper er afskåret fra kontakt med den virkelighed, de omstændigheder, der er vores vilkår som levende. ”Tiden er vores hud; vi kan ikke afføre os den,” siger Niels Grønkjær med henvisning til Hegel.

Forklarelsens tempo
I 1838 indledte Grundtvig sin serie af forelæsninger, der siden har fået overskriften ’Mands minde’. I disse fortalte Grundtvig verdenshistorie med et personligt udgangspunkt eller fortalte historien, sådan som den – i Grundtvigs optik – havde udfoldet sig i hans levetid. I disse forelæsninger beskriver Grundtvig Den Franske Revolution som begyndelsen på et nyt ’historisk tidsrum’. Hegel, der er født 13 år før  Grundtvig, og som dør i 1831, hvor revolutionerne igen er brudt ud flere steder i Europa, befinder sig netop i denne omvæltningsperiode. Både Grundtvig og Hegel står altså midt i en overgangstid, og begge forholder sig kritisk til den før-revolutionære tid, hvor ’oplysning’ synes at være svaret på alle spørgsmål.

Niels Grønkjær sammenfatter deres kritik på denne måde: ”Oplysningen har befriet os fra overtro og andre fordomme. Men den er  uinteresseret i det, den forkaster. Den kan kaste sit lys ud over verden, men den spørger ikke til, hvor den selv står. Den er, ifølge Hegel, en forstandstænkning, som er uden sans for religion og kunst. Den vil bruge kunsten til noget bestemt, og den er en social katastrofe, fordi individet gøres til et middel. I dag ville vi sige, at den gør mennesket til genstand for en formålsrationalitet. Det er en tænkning, der ikke tænker tiden med.”

Niels Grønkjær henviser til et ’samtaledigt’ af Grundtvig, skrevet i 1814 men ikke trykt, med titlen Oplysningen. I digtet møder vi Klavs og Mads, der beklager sig over, at det lyse 18. århundrede, hvor oplysningen blev ’den store Verdenssag’, nu er forbi, og at ’De gamle Dages dumme Overtro’ nu atter bliver lovprist. Nu frygter de to samtalepartnere derfor, at ’Al vor Oplysning, al vor Visdom dør med os!’

Men Klavs blæser til ’Kamp med dem, der vil Oplysning hindre’ – blot må man under de nye omstændigheder være mere forsigtig:

I Mørket skal med Mørket helst man kæmpe,
Med Snildhed skal man Sværmerier dæmpe.

Man må begynde i mørket, i det små, og så vil oplysningen efterhånden sætte sig igennem. Det er faktisk ligesom Jesus der ’snildt begyndte med en liden Flok’, og så bredte det sig. Lidt efter lidt vil alting stå i et forklaret skær.

En tredje person, Povel, istemmer og erklærer: Ja, man må ’temporisere’. Man må indrømme at man i det 18. århundrede gik for hurtigt frem, når man troede, at man med ét kæmpeskridt kunne gå ’Fra Troens Blindhed til Fornuftens Tinde’. Men Jesus vil have os til at forstå:

At der adskilligt sandt er aabenbaret,
Som ej saa ganske er endnu forklaret.

Sandhedens åbenbaring og forklaring holder altså ikke det samme tempo, og vi kan ikke – fordi vi jo ikke er uden for tiden og historien – springe den tid over, som det tager at forstå. Indsigter kommer i og med tiden, ikke uden for den. Eller – som Grundtvig skriver et andet sted – ’Hvad sandhed er, maa tiden vise’ (1817).

Vi lever vores tid
Immanuel Kant er oplysningstænkningens nummer ét. Det er fra ham, vi har formuleringen, der indrammer og definerer oplysningsprojektet: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” (1784). Afgørende for dette er viljens frihed, at frihed kan forstås som en bevidsthed, der ved, at den er fri. Mennesket kan befri sig fra sine snævre interesser, sine tilbøjeligheder, og handle af pligt.

”Styrken ved det kantianske princip,” siger Niels Grønkjær ”er, at der ikke er noget kompromis. Men hos Hegel og Grundtvig begynder man med at tage hensyn til omstændighederne – derfor ender man uundgåeligt i kompromiset. På den ene side bliver Grundtvig mere og mere kompromisløs i sin kamp for den andens frihed: Han insisterer på friheden for synspunkter og overbevisninger, han virkelig ikke bryder sig om, men som man rent principielt må insistere på, for at det fælles rum kan være frit. Men på den anden side bygger hans kirke-, skole- og samfundstænkning på den forestilling, at individet kun kan virkeliggøre sin frihed i en sammenhæng. Der er frihed for Loke såvel som for Thor, men både Loke og Thor skal realisere deres frihed i en sammenhæng.”

Tiden er vores hud; vi kan ikke afføre os den
– Niels Grønkjær

Og videre – eller tilbage – til Hegel: ”Hos Hegel møder man det samme: Individet kan ikke stille sig uden for tiden og for de sammenhænge, det er i. Det skal finde sig i en sammenhæng – men det er samtidig et individ. Det, som Kant kalder et formalt princip, dvs. noget der kan gøres universelt, kalder Hegel for abstrakt, dvs. noget der er uden indhold. Og det frie individ, vil Hegel sige, der er afskåret fra enhver sammenhæng, er en abstraktion. Jeg kan kun forstå mig selv i noget, der ikke er mig. Frihed er frihed i fællesskab,” siger Niels Grønkjær.

Dette har praktiske eller etiske konsekvenser. Mens Kant taler om moralitet, taler Hegel om sædelighed: Vi kan ikke lave endegyldige tidløse moralske principper, vi er nødt til at lære at opføre os ordentligt ved at kaste os ud i det og give tilværelsen form, imens den udfolder sig. ”Vi lærer at være gode ved at handle godt,” siger Niels Grønkjær.

”For Hegel,” siger Niels Grønkjær ”udfolder sædeligheden sig i tiden – over lang tid – det er det, vores fælles institutioner er et vidnesbyrd om og en garant for. Vi har brug for institutioner, som er fælles, og som er historiske produkter, i forhold til hvilke vores liv sammen udspiller sig. Staten og de fælles samfundsinstitutioner er dermed en garant for sædeligheden, for det almene. Den enkelte kan nok have sine begreber om retfærdighed. Og den enkeltes retsfølelse kan selvfølgelig påvirke retssystemet, og i den forstand er den vigtig, men den er i sig selv tom: Hvis ikke man kan redegøre over for andre, at man har lidt uret, så bliver det ’bare’ en følelse, som er ens egen.”

”Institutionerne er historiske, dvs. de kunne have udformet sig anderledes, de er ikke ideelle. Og det er i forhold til disse fælles historiske rammer, at den enkelte må realisere sin frihed.”

Galleri Gr. Udby Kopi af C. F. Christensens portræt af Grundtvig, malet i 1820. Det ældste portræt af Grundtvig, han er her 38 år gammel.

Niels Grønkjær demonstrerer forskellen på Kant og Hegel med et fraværende ’i’ hos Grundtvig: ”Hos Grundtvig lever vi ikke i vores tid, vi lever vores tid. Vi er ikke hægtet på historiens gang og tidens bevægelse som et vedhæng, vi lever vores tid. Dermed har vi heller ikke grund til at være bange for forandring. For forandringen og tiden er det, vi lever.”

Vi kommer til at opgive vores fordomme
Niels Grønkjær skriver for tiden på en bog om Hegel, hvori han hævder, at man skal læse Hegel, fordi han kan sige noget om at leve i en overgangstid:

”Fortid, nutid og fremtid hænger jo sammen derved, at det, der var, bærer kimen til det, der kommer. Men i Hegels tænkning er målet – som hos Grundtvig – ikke uden for tiden: Selvom det, vi sætter i gang, vel ofte retter sig mod et mere eller mindre klart mål, så er det selve bestræbelsen, der har fuldkommenheden i sig. Eller for at blive i billedet med planten, så er fuldendelsen i selve væksten, ikke kun i den ’færdige plante’, som kimen dermed blot ville være et middel til.”

Der er frihed for Loke såvel som for Thor, men både Loke og Thor skal realisere deres frihed i en sammenhæng
– Niels Grønkjær

”Og samtidig peger Hegel på det nytestamentlige billede,” fortsætter Niels Grønkjær, ”at for at frøet kan sætte blomst, må det dø. Og for at blomsten kan sætte frugt, må den visne. Det negative, lidelsen, ydmygelsen, døden, har en enorm kraft, hvad kristendommen jo netop forkynder. Og hvis døden er en virkelig død, så kan man ikke stå i overgangen og påberåbe sig, hvordan det har været. Hegel er altså ikke udviklingstænker, men overgangstænker. Som udviklingstænker vil man hævde, at der er mange flere ting, der skal bevares, fordi det ene fører til det andet. Men i konflikten, i overgangen, i bruddet, vil der vise sig noget, som vi ikke kan forberede os på.”

“Hegel vil sige, at historien er ledet af et fremskridt i frihedsbevidsthed. Og vi kan ikke gå tilbage. Engang var despotiet styreformen, siden kom demokratiet i Athen med de privilegieblinde mænd i toga, og selvom dette dengang var et fremskridt i frihedsbevidsthed, så ville det kun kunne opfattes som et tilbageslag, hvis man genindførte det,” siger Niels Grønkjær. ”Hvis man begynder at indføre normer i nutiden, som hører fortiden til, så er det netop ’tilbageslag’, tilbageslag i fremskridtet i frihedsbevidsthed. Og tilbageslagene viser sig især i overgangstiden. Som lige nu.”

”Spørgsmålet lige nu er, hvordan vi kan være og handle i overgangstiden uden at forfalde til dommedagsscenarier eller konservatisme – der i øvrigt fungerer vældig godt sammen,” tilføjer Niels Grønkjær. ”Klimakampen, kampen mod ulighed, Black Lives Matter, kampen mod sexisme osv. trækker i dem, der vil holde fast i verden, som den var. Måske vil nogle sige: Skulle det nu være nødvendigt at ændre på livsformer eller måder at tale om andre på. Men vi kommer til at opgive vores fordomme. Det betyder ikke, at den historiske udvikling følger en snorlige plan – men det betyder at fremskridtet i frihedsbevidsthed ikke kan skrues tilbage.”

Niels Grønkjær tilføjer: ”Det handler ikke om den abstrakte negation: At alt skal forkastes. Men den bestemte negation: Vi kommer til at opgive nogle af vores fordomme. Det vil sige: Vi kommer til at opdage, at det er fordomme, og dermed opgive dem.” Niels Grønkjær fremhæver, at fremskridtet er håbefuldt: ”Hegel er illusionsløs,” siger han, ”men det er en illusionsløshed, der drives af håb.”

Hvis man igen skal forbinde Grundtvig og Hegel, så kan man derfor måske sige, at hos begge finder man denne klarøjede illusionsløshed kombineret med håb. De forholder sig med åbne øjne til den tid, de lever, og til den konflikt, negation og lidelse, den er fuld af – men i den tid, ser de et fremskridt. En frihed og frigørelse, der kommer fra fremtiden.

Vi slutter med Grundtvig: ’Hegel light’. Eller ’Hegel på vers’. Eller bare Grundtvig:

Hvad end der kan hændes,
Med Tiden fuldendes
Skal dog hvad med den er begyndt!

(Nyaars-Morgen, Grundtvig 1824)

Grundtvigsk Tidende 8/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *