Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed

Meir Aron Goldschmidt ville være fyldt 200 den 26. oktober i år. Den store danske forfatter er en klassiker og nøglefigur i den europæisk jødiske litteratur. Forfatterskabet kredser især om forholdet mellem at være dansk og være jøde, og er et af mest jødiske der findes på dansk

TEKST: JAN SCHWARZ, LEKTOR I JIDDISCH, LUNDS UNIVERSITET

Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887) er en af de få flersprogede forfattere i den danske litteratur, som skildrer jøder på deres egne betingelser ved at bruge deres egne sprog, jiddisch og hebraisk. I En Jøde, Livs Erindringer og Resultater (1876) og jødefortællingerne bruger han jiddische og hebraiske udtryk og forklarer dem i noter. Dette er måske Goldschmidts mest radikale intervention, der sætter spørgsmålstegn ved det danske modersmåls ʻrenhed’ og hans eget nationale tilhørsforhold. Det var desuden del af hans angreb på den kristeligt baserede nationalisme, der prægede de nationalliberale i 1840rne.

ÆGTE DANSK?
I efteråret 1847 begyndte Goldschmidt at udgive tidsskriftet Nord og Syd som han egenhændigt skrev og udgav indtil 1859. Det blev et talerør for en bred samfundskritik, som udsprang af hans europarejser i 1846-1847, hvor Goldschmidt havde sat sig grundigt ind i de nye politiske strømninger for demokrati og multinationalisme i Frankrig og Schweiz. Disse politiske bevægelser kulminerede i revolutionsåret 1848, som Goldschmidt kommenterede i Nord og Syd.

I begyndelsen af 1848 udsendte Grundtvig sit nye tidsskrift Danskeren, der i modsætning til Goldschmidts europæiske udsyn var fokuseret på nationale spørgsmål i Danmark omkring den politiske strid om hertugdømmer Slesvig og Holsten. Allerede den 1. april 1848 anmelder Goldschmidt Danskeren i Nord og Syd ved at kritisere Grundtvigs tanker om danskhed og dansk sprog. I en tilbagevisning af Grundtvigs nationalisme benytter Goldschmidt den retoriske stil fra jøden Shylocks berømte monolog i Købmanden i Venedig:

“Gamle Grundtvig har i disse Dage begyndt et Ugeblad “Danskeren” og gjentager her sin gamle Yndlingssætning, at Ingen kan være ægte Dansk og have virkelig dansk Følelse, naar han er af fremmed Herkomst og ikke oprindelig Dansk. Hvo er oprindelig Dansk? Om hvem kan det med utvetydig Sikkerhed bevises? Saaledes er forhen blevet spurgt; nu kommer et nyt Spørgsmaal som Indvending mod Grundtvig og dem, der hemmelig dele hans Anskuelser. Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øjne? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? – Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed” (Dagbog 25/4 Nord og Syd, Andet Bind, Andet Quartal 1848).

Den udbredte mening blandt engelske læsere var, at Goldschmidts debutroman tilskyndede jøder til dåb

BANDLYST AF GRUNDTVIG
I foråret 1848 har Goldschmidt stadig en forhåbning om at have indflydelse med sine politiske synspunkter i den tilspidsede debat om den danske nationalstat og den nye grundlov. Selv om han, som det ovennævnte citat demonstrerer, er i forsvarsposition som jøde mod Grundtvig og de nationalliberales mistro over for ham som fremmed og udansk, er hans plan med Nord og Syd at introducere de nye europæiske strømninger om demokrati, oplysning og multikulturel tolerance. Fem år senere må Goldschmidt erkende at kampen er tabt. Der er simpelthen ikke gehør for hans ideer om en føderativstat og konstitutionelt demokrati båret af et græsrodsdemokrati på kommunalt plan, begge dele inspireret af hans indtryk fra besøg i Schweiz.

Som følge af Grundtvigs bandlysning af ham fra den politiske debat i Danmark opgiver han al politisk engagement i Nord og Syd. Fra 1853 bruger Goldschmidt det meste af tidsskriftets spalteplads til at trykke sit mammutværk, udviklingsromanen Hjemløs i føljeton, indtil tidsskriftet går ind i 1859. I ʻEt Tilbageblik’ fra 1853 opsummerer Goldschmidt:

“Intet har i verdslig Henseende skadet mig mere, end hvad jeg lærte i Schweiz. Uden det vilde jeg formodentlig aldrig have lagt Mærke til, at der i det danske Monarki var to Nationaliteter, der ligesom hist kunde forenes i en Føderativstat, som blev sund og stærk ved Landdage og Communalforfatninger. – Derfor satte Hr. Grundtvig mig i Band, og de Andre skjældte mig ud, ja, hvad have de ikke gjort! Derfor har jeg heller aldrig bragt det til Noget i Danmark” (Nord og Syd, 1853, 6 Dagbog 7/7).

JØDEN BLIVER DØBT PÅ ENGELSK
Goldschmidt tog konsekvensen af Grundtvigs ʻbandlysning’ af ham som forfatter og journalist i Danmark og besluttede 1861 at emigrere til England. I London gjorde Goldschmidts fætter, diamanthandler Benjamin Rothschild, alt for at promovere Goldschmidt på det engelske bogmarked. Hjemløs blev oversat til engelsk af fætterens kone, Hester Rothschild, Goldschmidt begyndte at udgive sine Hebrew Legends i engelske tidsskrifter, nogle af dem skrevet på engelsk, andre bearbejdet fra de danske versioner.

Goldschmidt nævner, at En Jøde udkom på engelsk i 50.000 eksemplarer. I en af de to engelske oversættelser af En Jøde fandt oversættere det for ʻpassende at indrette, “to adapt”, min fortælling efter engelsk eller rettere hendes egen Smag, og i sidste Kapitel døbte hun min Jøde” (Livs Erindringer og Resultater, 1876). En Jøde blev solgt som jernbanelitteratur i England og Amerika, og den udbredte mening blandt engelske læsere var, at Goldschmidts debutroman tilskyndede jøder til dåb.

I London begyndte Goldschmidt at skrive en roman på engelsk, som han aldrig gjorde færdig. Ved årsskiftet 1862/1863 bekostede fætteren en rejse til Rom, hvor Goldschmidt tilbragte et halvt års tid. I Rom forelskede Goldschmidt sig i Christiane Stilling, som gav ham inspirationen til at genoptage sit danske forfatterskab. Det var dette lidenskabelige og sandsynligvis platoniske forhold til den yngre kvinde, der fik ham til at vende hjem til København i juli 1863. Derefter fulgte en strøm af nye værker i 1860erne, højdepunktet i Goldschmidts forfatterskab: romanerne Arvingen og Ravnen,”Kjærlighedshistorier fra mange lande”, “Bjergtagen”, “Den vægelsindede på Graahede” og mesternovellen “Maser”.

I sin anmeldelse af Goldschmidts erindringer påpegede Edward Brandes skarpsindigt, at Goldschmidt vælger enmellemvej og på romantisk vis “betragter Religionen æstetisk”

MANDEN SATTE HORNET TIL LÆBERNE
To begivenheder udtrykker det modsætningsfyldte i Goldschmidts forhold til det danske og jødiske. I den første opfordrede danske arbejdere under verdensudstillingen i London i 1862 Goldschmidt til at holde en tale til Dannebrog. Goldschmidt tog hatten af for fanen, og efter at have sagt nogle hyldestord, “foregik der ogsaa, Danmark uafvidende, en Forsoning mellem Danmark og mig, og jeg vilde hjem” (Livs Erindringer og Resultater, 1876). Denne begivenhed gjorde det klart for Goldschmidt, at han hørte hjemme i Danmark, og at der var bud efter ham som dansk forfatter.

Den anden begivenhed fandt sted i London i fætterens hus på den jødiske nytårsdag, Rosh hashana samme år, i 1862. Da fætterens hustru Hester var syg, medbragte han fra synagogen en mand til deres hjem, for at hun kunne høre blæsningen af shofaren, vædderhornet som traditionelt blæses til det jødiske nytår. Goldschmidt blev indbudt til at deltage i denne religiøse ceremoni. Det var første gang, Goldschmidt hørte vædderhornet. Han havde hverken hørt det i sit frisindede barndomshjem i Vordingborg eller hos sin ortodokse onkel i København, hvor han boede et års tid som dreng. Det var en traditionel polsk jøde, der med slangekrøller ved ørerne blæste i vædderhornet. Indtrykket fra denne shofar-blæsning er beskrevet i erindringerne:

“Hver gang Manden satte Hornet til Læberne og Lyden begyndte, var den i sin utrolige Simpelhed lige overraskende, forbavsende, betagende. Mit Blod skreg i mig. Al virkelighed vaklede, og det Urimeligste syntes nær. Det vilde ikke have overrasket mig, troer jeg, om der af Gulvet var steget en skjægget, gammel, blødende Mand frem og havde seet på mig med umaadelig Sorg; thi der var Blod, Kjølleslag, Raab om Barhjertighed, Dødssuk i Hornet, men fremfor Alt Sorg – en Sorg saa stor, at der var Plads for al Verdens Sorg og min med, og da den sidste Lyd døde, var det, som om jeg havde været i Urtidens Have med den første Dug og de første bitre Taarer, en fælles Arv. Jeg er vistnok ved denne Lejlighed stillet saadan, at skjøndt jeg taler Dansk, kan jeg dog ikke tale fuldt forstaaelig for Danske, der ikke have de sympathiske
Forudsætninger…” (Livs Erindringer og Resultater, 1876)

“Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øjne?” skrev Meïr Aron Goldschmidt, der i år fylder 200, i 1848

I sin anmeldelse af Goldschmidts erindringer påpegede Edward Brandes skarpsindigt, at Goldschmidt vælger en mellemvej og på romantisk vis “betragter Religionen æstetisk.” Shofar-blæsningen foregår indenfor familiens fire vægge og ikke som del af den religiøse gudstjeneste i synagogen. Samtidig forklarer Goldschmidt ikke dette religiøse ritual videnskabeligt eller religionshistorisk. Goldschmidt søger i stedet i shofar-blæsningen bekræftelse på sin monistiske tro på alle tings sammenhæng, der har sin oprindelse i ægyptiske skrifter: “thi i det Ægyptiske, som jeg dengang havde studeret et Par Aars Tid, havde jeg efter min egen Mening gjort en Opdagelse, fundet Guden Num som Centrum for hele den fjerne Fortids Religion, og denne Guds Almagt var hieroglyfisk betegnet med Vædderhorn.” (Livs Erindringer og Resultater, 1876).

FRA MEYER TIL MEÏR
Goldschmidts mystiske oplevelse ved shofar-blæsningen – “at al virkelighed vaklede” – blev en vigtig byggesten i hans filosofiske afhandling om Nemesis, der udgør anden del af erindringerne. I 1873 begynder Goldschmidt at underskrive sine breve med det hebraiske navn Meïr Goldschmidt i stedet for Meyer Goldschmidt. Han tager navnet fra en fortælling, som er medtaget i et langt engelsk essay om Talmud, som han oversætter til dansk og udgiver i 1867. Meïr referer også til en slægtning på hans faders side, en af de første jøder der bosatte sig i Danmark: “… thi min Bedstefars Bedstefader, der hed ligesom jeg, Meïr Goldschmidt – Meïr er, oversat paa Dansk: Lys; Meyer er uden mening – kom fra Hamborg og fik i Aaret 1684 kongeligt lejdebrev paa, at han turde nedsætte sig i Kjøbenhavn” (Livs Erindringer og Resultater, 1876).

Først med den zionistiske bevægelse i slutningen af 1890rne blev brugen af hebraiske navne almindelig blandt de jødiske pionerer i Palæstina. Goldschmidt er et enestående eksempel på en dansk jøde, der allerede i 1870rne havde positive holdninger til den gryende zionisme. Senere i erindringerne fra 1876 gør Goldschmidt sig til talsmand for en åndelig zionisme: “Tidligere har det gjort et meget ubehageligt Indtryk paa mig naar jeg mødte den Mening, at Jøderne skule tilbage til Palæstina. Det synes mig heri at ligge et Ønske om at bortvise os, en ubetvingelig Tanke om os som Fremmede. Nu er min Følelse i den Henseende meget forandret. Om Folket helt eller delvis skal samles til en Udvandring, ved jeg rigtignok ikke; men i Spredtheden og i Muligheden til fælles Sympathier og Samvirken ligger ogsaa en Mulighed til, at der opkommer Fornemmelse af en fælles, vide Opgave, en Mission, og som saadan tænker jeg mig, at der ud af den jødiske Ungdom, styrket og forfrisket ved den almindelige Kultur, men tillige bøjet sammen over sit Eget, kan fremgaa en lys og aandfuld Theisme, der ikke til sin religiøse Kjærlighed behøver religiøst Had, og det synes mig, at jeg alt har seet jødiske Børn, der kunne voxe op til en saadan Ungdom” (Livs Erindringer og Resultater, 1876).

I år, hvor Goldschmidt fylder 200, er han herhjemme og i udlandet anderkendt som en stor dansk klassikerforfatter og nøglefigur i den moderne jødiske litteratur. Det er især debutromanen og klassikeren En Jøde (1845), som har vigtige bud til vores tids debat om flygtninge og indvandrere. Romanen blev genudgivet af Forlaget Vandkunsten i 2017 og udkom i nye engelske og tyske oversættelser i 1992-1993. Der er i dag stærkt brug for en Goldschmidt-biografi, der kan give et nutidigt bud på dette fascinerende forfatterskab, et af de mest jødiske der findes på dansk.

Dansk Kirketidende 11/2019

1 Comment

  1. Fin lille præsentation og analyse af dele af Goldschmidt’s forfatterskab. Schwarz ved, hvad han taler om, og det giver essayet tyngde.

    Man kunne måske til Schwarz’s ønske om et nutidigt bud på en Goldschmidt-biografi have nævnt, at et sådant bud kunne følge op på Mogens Brøndsted’s læseværdige biografi “Meir Goldschmidt” fra 1965.
    Og så har Hans Kyrre allerede i 1919 lavet en 2-binds levnedsskildring af Goldschmidts liv.

    Der er nok at følge op på for en nutidig begavet skribent

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *