Grundtvig og Tyskland: Lige nu er vi del af en historisk sammenhæng

Alle historikere gør det. Skaber forbindelser mellem de brudstykker af fortiden, vi kan hente viden om i kilderne. På N.F.S. Grundtvigs tid var det imidlertid ikke blot i forhold til udsnit af historien, men også i form af bud på en altomspændende helhed og sammenhæng, der rakte fra fortiden ind i fremtiden. Grundtvig hentede inspiration til sine universalhistoriske tanker hos tyske tænkere som Kant, Herder, Fichte og Hegel

Anders Engelund Kampman i Hannover ved statue af Gottfried Wilhelm Leibniz. Leibniz var særligt kendt for sin Theodicé (retfærdiggørelse af Gud i lyset af det onde), hvilket er den problemstilling, Grundtvig formulerer sin historiefilosofi indenfor. Grundtvig kendte en del til Leibniz og kaldte ham både det 'vandrende bibliotek' og den 'Tyske Aristoteles'

Tekst: Anders Engelund Kampman, studerende filosofi og historie

Mange historieinteresserede har en forkærlighed for en særlig periode eller en bestemt type såkaldt bindestregs-historie. Enten er man måske vildt fascineret af det antikke Grækenland eller Middelalderen eller måske krigs-historie eller køns-historie. Men hvad med hele den samlede verdenshistorie?

Stiller man spørgsmålet: ”hvordan giver historien mening?”, hvad spørger man da egentlig til? Helt overordnet ledes der med spørgsmålet efter sammenhænge mellem fortid, nutid og fremtid. Spørgsmålet rækker tilbage i fortiden, gennem nuet og ud i fremtiden. Dét, der skal gives mening, er selve relationen mellem fortidens kolossale reservoir af hændelser og begivenheder og forventningerne til fremtiden – bundet sammen i et ultrakort nu.

Ved at rette blikket mod fortiden bliver det muligt at forstå menneskehedens tidligere erfaringer og gerninger

Der findes mange måder at tillægge historien mening. Adskillige af disse blev til i tiden omkring Oplysningstiden, med varebetegnelsen historiefilosofi. Betegnelsen dækker over en metafysisk måde at forstå historien på. Her er der ikke tale om et empirisk studie, hvor man kan gå ud i virkeligheden og finde sammenhænge og mening i og med historien. Derimod handler historiefilosofi blandt andet om at sammenholde overordnede (og usynlige) tendenser med konkrete begivenheder fra fortiden. Derudover handler historiefilosofi også om tid i mere antropologisk forstand. Man kan sige, at historie er menneskets måde at ’være tid’ på, og derfor handler en dimension af historiefilosofien også om, hvordan flere fortider og fremtider, kan være til stede samtidig i den menneskelige bevidsthed. De tre tidsformer har det med at fordoble sig ind i hinanden. Ved at undersøge Oplysningstidens fremskridtstanker, undersøger man jo faktisk en fortidig fremtid, mens bekymringerne om, hvordan de kommende generationer vil se tilbage på vores nutid, er en fremtidig fortid.

Grundtvig og inspirationen fra Tyskland

Denne artikel vil invitere læseren ind i ’Den samlede historie’, sådan som nogle af Vestens store filosoffer har forsøgt at give den mening, retning og formål. Undersøgelsen går ud på at dykke ned i den tænkning, der i forlængelse af Oplysningstiden forsøgte at give ’Den store historie’ specifikke retninger. Dermed er spørgsmålet om, hvordan historien giver mening, også selv et historisk spørgsmål. Historiefilosofi under og i forlængelse af Oplysningstiden var selv et produkt af den tid, tænkningen blev til i.

N.F.S. Grundtvig var en af dem, som tænkte historien som sammenhængende og lavede store synteser på tværs af menneskealdre. Meget inspiration til sit historiefilosofiske arbejde hentede han fra tysksprogede tænkere. Dermed viser emnet ’historiefilosofi’ også noget om forbindelseslinjerne mellem dansk og tysk tænkning i 1800-tallet og nærmere bestemt inspirationen fra tænkere som Kant, Herder, Fichte og Hegel.

Ved at appellere til folkeoplysningen i praksis bandt Grundtvig historien sammen rent filosofisk – bøndernes formelle frihed og oplysningen udgjorde to skridt i samme retning

Fra stavnsbåndet til en glædelig fremtid

Grundtvig arbejdede historisk: Ved at rette blikket mod fortiden bliver det muligt at forstå menneskehedens tidligere erfaringer og gerninger. Og ved at fremhæve særligt vigtige begivenheder fra fortiden, bliver det muligt at formulere narrativer, hvis rækkevidde også når ud i fremtiden.

Et eksempel på en begivenhed af historiefilosofisk interesse – som Grundtvig slog ned på – kunne være ophævelsen af stavnsbåndet. Som kulminationen på flere landbrugsreformer i den sidste del af det attende århundrede erklærede Christian 7. i 1788 bøndernes personlige frihed. Spørgsmålet er dog, hvordan det bedst giver mening at forstå en begivenhed som denne. Det var vel bare fint for de implicerede bønder og deres efterfølgere, at de fik en større grad af personlig frihed … eller hvad?

Ifølge Grundtvig var netop løsningen af stavnsbåndet et af tre ’kæmpeskridt på vejen til borgerlig lyksalighed’ (Mands Minde, sjette forelæsning, Grundtvig 1838), som blev taget i perioden fra 1788-1838. Det andet skridt på vejen til at sikre den rette balance mellem frihed og begrænsning var for Grundtvig at se indførelsen af Stænderforsamlingerne i 1834. Med disse to formelt frigørende skridt nærmede det danske folk sig realiseringen af ’det fælles bedste på jord’ – og i sin mest optimistiske stund mente Grundtvig, at det eneste, der manglede var ”(…) at oplyse Folket om dets egen Natur, dets Fæderneland og Forfatning, Kræfter, Midler og sande Tarv til fælles bedste” (fjerde forelæsning, Mands Minde).

I de tre skridt fremad ses Grundtvigs etablering af sammenhæng og mening i forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Med den nye frihed ville bøndernes forventninger til fremtiden forandres. Ved at appellere til folkeoplysningen i praksis bandt Grundtvig historien sammen rent filosofisk – bøndernes formelle frihed og oplysningen udgjorde to skridt i samme retning.

“Frihed for Loke såvel som for Thor”

Med udbredelsen af en større grad af frihed Grundtvig for fremtidens skyld udbasunere et oplysningsprojekt, der samtidig så tilbage på historien for at lære af den og med den. Dermed viser Grundtvigs historiske fokus på fortiden – for fremtidens skyld – hvordan sammenhængen i den store historie konstrueres.

Fortiden for Grundtvig er imidlertid også ’den mytiske fortid’: Den berømte linje fra indledningsdigtet til det historiefilosofiske værk Nordens Mytologi fra 1832: Frihed for Loke såvel som for Thor, bruges til at påpege vigtigheden af, at friheden må gælde alle – også dem, der vil bruge deres frihed anderledes end, hvad man selv antager for rigtigt. Og det interessante i historiefilosofisk sammenhæng er her, at Grundtvigs forsøg på at begribe den danske frihedsfornemmelse trækker på flere tidslag samtidig. Nordens myter, dansk og europæisk storpolitik og fremtidens glædelige komme inddrages i formidlingen af de samme pointer.

Det, som er Grundtvigs historiefilosofiske projekt, er altså en stor samlet åndshistorisk syntese, hvor nordiske myter, kristendom, og samfundslivets begivenheder sammentænkes. Stavnsbåndets løsning bliver en konkret realisering af det historiske fremskridt mod det fælles bedste. Det almene fremskridt mod det bedre viser sig altså konkret i historien, eller man kan sige det på den måde, at det almene, som ikke er reelt i sig selv, udtrykkes i empirisk form, repræsenteret ved en eller flere konkrete historiske begivenheder og forbindelsen imellem dem.

Historiens endemål

En måde at anskueliggøre forskellige filosofiske måder at give historien mening på er ved at fokusere på de endemål for historien, som tankegangen bygger på. Endemålet giver nemlig tidens begivenheder retning og formål. Kant, Herder, Fichte og Hegel var alle endemålstænkere, om end målet tog sig forskelligt ud, og dermed kan N.F.S. Grundtvig sættes i forbindelse med dem alle.

Kant og den fuldkomne fornuft
Immanuel Kant betragtede historien ud fra tanken om, at menneskets fornuft med tiden ville udvikle sig fuldkomment, hvilket ville vise sig i form af fornuftigt indrettede love, fred på verdensplan og selvlovgivende mennesker, der handler indenfor de grundlæggende rammer af det kategoriske imperativ – altså en grundsætning der tilsiger, at man aldrig blot kan behandle andre mennesker som et middel, men altid også som et mål i sig selv.

Trods vores forskelligheder er tanken, at det er muligt at bygge et fælles projekt med udgangspunkt i den rene fornuft

Kants historiefilosofiske projekt er altså grundlæggende universelt og tager udgangspunkt i det, som mennesker på tværs af tid og rum har til fælles. Trods vores forskelligheder er tanken, at det er muligt at bygge et fælles projekt med udgangspunkt i den rene fornuft – der kan gøres fri af kulturelle og tidslige forskelle og dermed forblive universel. Denne enorme tiltro til fornuftsevnen er et generelt kendetegn ved Oplysningstiden, som Kant ofte betragtes som kulminationen på.

Omend Grundtvig havde mange grundlæggende uenigheder med Kant, især angående fornuftens rolle, delte de dog fremskridtsoptimismen, begge i øvrigt i kraft af en tiltro til det guddommelige forsyn.

Herder og menneskelivets forklaring
Betragtningen om det universelle fremskridt var Kants elev, Johann Gottfried Herder, ikke helt enig i. Herder havde et større fokus på folks forskelligheder: især angående sprog, kulturelle, tidslige og klimatiske omgivelser. Disse særpræg studerede Herder, og han mente blandt andet at kunne se sammenhænge mellem folks sprog og deres tankegange. Dermed kunne han ikke anse selve den menneskelige tænkning for at være ens for alle. Dette førte ham til et diktum om at vurdere alle folk relativt – altså ud fra deres kendetegnende kulturelle præmisser. Til trods for Herders relativistiske grundsætning, betragtede han dog stadig historien som fremadskridende i retning henimod realiseringen af dét menneskelige potentiale, der til hver en tid har ligget latent i menneskets væsen. Denne udvikling forsøgte Herder at indfange gennem begrebet humanität, der til forveksling minder om Grundtvigs fokus på menneskelivets ’forklaring’ – altså forestillingen om at det sande menneskeliv efterhånden træder frem i sin ’klarhed’.

Herder kombinerede fremskridtstro og relativisme ved at analogisere mellem menneskeslægten og et enkelt menneskeliv. Han betragtede østerlændingene, ægypterne og grækerne som menneskets barndom, mens Oplysningstiden var oldingen. Den relativistiske pointe er her, at barnet skal vurderes som barn og oldingen som olding. Med andre ord kan man ifølge Herder ikke forvente, at Orienten havde regler for ejendomsret og argumenterede med filosofiske ræsonnementer. Omvendt har eksempelvis teknologisering af samfundet, ifølge Herder betydet, at heltemodet er forsvundet som dyd i krig, eftersom man ikke længere slås mand mod mand.

Herder kombinerede fremskridtstro og relativisme ved at analogisere mellem menneskeslægten og et enkelt menneskeliv

De forskellige kulturer må altså nødvendigvis vurderes ud fra deres egne præmisser og dyder. Men pointen ved at analogisere til et menneskeliv gør, at de forskellige historiske tider ikke er væsensforskellige – hvad enten, der er tale om et barn, en voksen eller en ældre, er der i alle tilfælde tale om et menneske. Dermed bliver det for Herder muligt at bibeholde fremskridtstanken. Samtidig skabes der retroaktivt en nødvendighed i historien – det kan ikke lade sig gøre at blive voksen uden at have været barn, og dermed var eksempelvis også kristendommens fremgang, ifølge Herder, afhængig af Romerrigets infrastruktur, der muliggjorde tværstatslig forbundethed på det europæiske kontinent. Også Grundtvig gjorde brug af analogien mellem menneskeslægten og det enkelte menneskeliv. I Nordens Mythologi (1832) skriver han, at fantasien herskede i ungdommen (Oldtiden), følelsen i manddommen (Middelalderen) og forstanden i alderdommen (samtiden). Disse menneskelige bevidsthedsakter mente Grundtvig at finde i litteraturen fra de forskellige perioder, som vidnede om tidernes folkeånd.

Herders sigte med sit historiefilosofiske arbejde forblev dog universalistisk i den forstand, at der ikke var eksplicitte hierarkiseringer mellem forskellige folkeslag – ingen specifik gruppe syntes særligt disponeret til at blive mere lykkelig end andre. Når Herder brugte begreber som folk og nation til at beskrive menneskelige forsamlinger var det altså hovedsageligt som analytiske kategorier, om end man nok må bemærke en vis eurocentrisme i Herders historiefilosofi, hvor Østen er barnet, mens den voksne forbliver en europæer.

Fichte og evigheden
En af dem, som var inspireret af Herders forståelse af et folk som en organisk fremvokset størrelse med egne kulturelle og åndelige særpræg, var Johann Gottlieb Fichte. Som følge af Preussens nederlag til Napoleon i det 18. århundredes første årti, gav Fichte historiesynet en skarpere national vinkel. Nok handlede det stadig om det verdenshistoriske fremskridt, men dertil blev det nu tilføjet, at nogle var særligt disponerede til at realisere det almene. Det skyldtes især, at Fichte anså det tyske sprog for oprindeligt, eftersom dets folk igennem tiden ikke var udvandret. Dermed havde det tyske folk en bedre forudsætning for at opnå en renere forbindelse til dets ånd.

Fichte lagde op til, at man som en del af folket er forbundet og forpligtet til både forfædre, samtidige medborgere og efterslægten

Som grundtvigforskeren Ole Vind påpeger, tilførte Fichte med sine ’Taler til nationen’ en evighedsdimension til forestillingerne om folk og fædreland. Dermed gives det jordiske liv en betydning, som rækker længere ud end det enkelte menneskeliv. Fichte lagde op til, at man som en del af folket er forbundet og forpligtet til både forfædre, samtidige medborgere og efterslægten. Fichtes normative forskydning af Herders historiske arbejde, ræsonnerede med Grundtvigs forkærlighed til sit fædreland. Og dermed kan kombinationen af Herders historiske arbejde og Fichtes nationale fokus ikke undervurderes som inspirationskilde for Grundtvig. Herfra kan knyttes forbindelser til Grundtvigs sammentænkning af nordisk sprog og folkeånden. Også Grundtvigs påstand om, at det nordiske-kristne perspektiv skulle være særligt privilegeret til at indse menneskelivets forklaring, er tydeligt inspireret af Fichte.

Hegel og Guds plan
I Grundtvigs litterære samtid var den vel nok mest kendte historiefilosof i det tysksprogede rige, Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Hans dialektiske tanke om, at verdensånden bliver stadigt mere selvbevidst og fri gennem én lang række af modsætningskampe, der producerer nye frigørelsesformer og nye dialektiske tilbageslag, var velkendte i Danmark på Grundtvigs tid. Både Hegel og Grundtvig havde med deres historiefilosofi for øje at retfærdiggøre historien som Guds plan, hvilket giver dem samme erkendelsesinteresse angående historiens gang. Det største ’problem’ i den sammenhæng er al den ondskab, armod og ulykke, der er til stede i verden. Ved at betragte frigørelse som en kamp, drevet frem af konflikter, kan ondskaben forklares som nødvendig.

Tilgangen til fortiden og fremtiden som en del af én sammenhængende historie, der ovenikøbet opfører sig således, at morgendagen vil blive bedre end i går, harmonerer ikke særlig godt med eksempelvis COVID-19 og klimaforandringerne

Historiefilosofisk opfordring
Dette forholdsvis korte og til dels forenklede gennemløb af de historiefilosofiske tanker, der prægede Grundtvig, viser en tankegang, som kan synes fjern i dag. Tilgangen til fortiden og fremtiden som en del af én sammenhængende historie, der ovenikøbet opfører sig således, at morgendagen vil blive bedre end i går, harmonerer ikke særlig godt med eksempelvis COVID-19 og klimaforandringerne. For føler du dig, kære læser, overbevist om, at 2030 er et bedre ’sted’ at leve end 1990’erne eller begyndelsen af 00’erne?

Alligevel er der måske noget af denne tænkning, som stadig kan inspirere os i dag. Det, som Hegel, Herder og Grundtvig gør så blændende, er nemlig at betragte historiske begivenheder som konkrete realiseringer af noget alment, som kan træde frem på vegne af tænkningen. Så lad dette være en opfordring til at huske på, at virkeligheden altid rummer mere end det, vi først antager.

SERIE: GRUNDTVIG OG TYSKLAND
Du har netop læst den ene af to artikler, der dykker ned i Grundtvigs forhold til det tyske. Et ambivalent forhold – men alligevel hentede Grundtvig inspiration til mange af sine hovedtanker hos tyske tænkere. Find introduktionen samt de to artikler om hhv. sprog og historiefilosofi her:

Grundtvig og Tyskland: en introduktion

Læs om Grundtvigs sprogfilosofi og inspirationen fra den tyske filosof Johann Gottfried von Herder: Det danske sprog og livets gåde

Læs om Grundtvigs historiefilosofi og inspirationen fra tyske tænkere som Kant, Herder, Fichte og Hegel: Lige nu er vi del af en historisk sammenhæng

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *